PATIENTJOURNAL

 Jeg ser mig gal
på min patientjournal
Tåbelige ord om mig
De må more sig.

Diagnosekoder
sikke de roder
rundt med folk
Giv mig lige en tolk.

Man må ikke være vred
de noterer alt ned.
Tillægsdiagnoser skrives på
så de magt kan få
Konkluderer på alt
og det man ikke 
får fortalt.

De glemmer at skrive ned
hvorfor man tager afsted
ud af hospitalet
Det ER sagt 
til personalet.

Jeg skal se til mine dyr
men sikke et postyr
det giver dem
for de tror 
jeg er slem
og stikker af
fra deres skemalagte 
dag.

Så tænk jer lige om
inden i fælder en dom
i en tåbelig journal
for det gør mig gal.

LIV UDEN LIV

Maskespil
skal der til
for at klare livet
uden at være pivet.

Alt den smerte
i mit hjerte
Hvorfor er jeg til
i et skuespil
som statist?
Det gør mig trist.

Alt er dødt
Jeg ser rødt
Smerten hober sig op
i min lille krop.

Jeg bliver gal
vil være normal
Ønsker jeg kan glemme
skjuler mig derhjemme.

Lever i en tåge
Hvem vil vove
at hjælpe mig
på helbredelsens vej?

Jeg går ikke i affekt
men vis mig blot respekt
så vil du møde
hende den søde.

Drømme i livet

Jeg vil så gerne studere
pædagogik med mere
eller bare have et liv
med et ordentligt perspektiv

Men jeg mangler hjælp dertil
for så kan jeg hvad jeg vil
Når jeg mænger mig med syge
så vil jeg hurtig ryge
i det sorte hul
hvor jeg føler mig som et nul.

Jeg vil have hjælp til struktur
og til at bryde ud af hjemmets bur
Mon der er hjælp at hente
eller hvad kan jeg mon vente?
Befri mig fra den indre smerte
Det ønsker Bente af hele sit hjerte.

LÆNGSEL

Sygdommens fængsel
indestængt længsel
Befri mig fra den indre verden
hvor jeg kun mærker smerten

Hjælp mig ud i livet igen
hvor glæden er min ven
Jeg mangler kærlighed
der varer ved

Omsorg i min dagligdag
struktur der vækker behag.
Angsten æder mig op
Fylder hele min krop
Hjælp mig at håndtere den
og klare tingene igen.

Engang var jeg social
og følte mig helt normal
Nu er jeg bare skør
Hader at gå udenfor en dør

Mennesker siger mig meget lidt
fordi jeg har det rigtig skidt
Det er ikke et liv
set i et fremtidsperspektiv.

Jeg længes efter at være normal
og kæmper som en gal
Men jeg er træt af altid at kæmpe
Lysten til døden er svær at dæmpe

Det hele bliver sort
gid jeg gik bort
Men håbet holder mig oppe
og længslen der ikke vil stoppe.

En vidunderlig psykiatrisk sygeplejerske

Jeg mødte engang en kvinde
der blev det dejligste minde
så omsorgsfuld og kærlig
jordnær og herlig.
Hun taler pænt til patienter
og pårørende der venter

Første gang jeg mødte hende
og lærte hende at kende
støttede hun min hjertenskær
når han var alene her
Hun er dygtig til sit job
ligger helt i top.

Hun serverer knækbrød og te
Ingelise kan altid se
Hvad folk behøver
ikke kun piller der sløver
Hendes gode humør
når man er stemplet som skør
fordriver triste tanker.
Hendes hjerte banker
for folk herinde
Hun er et uforglemmeligt minde.

Min redningskvinde:-)

Elskelige Else
værner om min psykiske helse
Jeg sætter min lid til dig
at du vil hjælpe mig
Du må ikke blive nervøs
når min vrede slippes løs
men jeg hader medicin
føler det er helt til grin
du ikke kan forstå
lykkepiller ikke kan gå.


Jeg mærker din smerte
i dit bankende hjerte
når jeg græder hos dig
og viser mit jeg
Tårerne i din øjenkrog
fortæller du er meget klog
og dygtig til dit job
mærker smerten på egen krop.


Mange ting har jeg til dig fortalt
og mange ting er mellem os gået galt
Men du er så intens
fastholder mit blik imens
jeg afslører mine tanker
og dit hjerte banker
kun for at hjælpe mig
på helbredelsens vej
Så jeg vælger at tro
du for mig er go.


Jeg ved det lyder skørt
og jeg bliver helt rørt
men du er min bonus mor
og jeg kan ikke sige med ord
hvor glad jeg er for dig
og alt hvad du gør for mig
Du er læge,terapeut og kvinde
Tilsidst for mig det dejligste minde.

Den "pæne" pige

Jeg er den pæne pige
der har så meget at sige.
Så mange meninger gemt
det er slet ikke nemt
for jeg kommer fra flinkeskolen
og fik aldrig en plads i solen
med mine meningers mod
for ingen tog dem god.

Du vil se den pæne pige
der har så meget at sige
men du hører det ikke
for hun vil kun nikke
og sige ja og amen
så alt er fryd og gammen.

Hun hader konflikter
og alt der forpligter
til kompromis
kan hun ikke li
for det var ikke parolen
i flinkeskolen.

I pigens barndomshjem
var hun altid slem
når hun viste sit sande jeg
så hun gik sin vej
Men da jeg kom i terapi
mødte jeg en jeg kunne li
en voksen der ville mig
og hele mit jeg.

Men jeg er stadig nervøs
for at slå mig løs
og vise mit jeg
til dig

Tilsidst vil jeg eksplodere
for jeg kan ikke kapere
at have et jeg der er gemt
og en Bente der bliver glemt
en voksen pige
der bare vil sige
hvad hun har på hjerte
af meninger og smerte.


Hvorfor vil du ikke høre?
Det har intet med dig at gøre
at jeg nu er vred
og også så ked
Jeg fører ikke krig
Det er over mit lig.
Jeg vil ikke dig genere
så du bliver ked med mere
Jeg vil ELSKES af dig
for mit selvstændige JEG.

Så lær mig lige om
uden at fælde en dom
hvordan jeg kan sige
noget til dig
der viser mit JEG
når tankerne kommer
og min indre dommer
nægter mig det
så du kun vil se
en patient i stolen
fra flinkeskolen.

Mit sygdomsforløb som psykisk syg on and off

Hej jeg hedder Bente og er 33 år. Jeg er opvokset i en dejlig kernefamilie udadtil og på en gård. Jeg er efternøler i en søskendeflok på 3. Jeg var et ønskebarn og blev forgudet som barn men alligevel ikke mere end at jeg legede meget for mig selv. Mine forældre er landmænd og min mor er hjemmegående. Jeg har aldrig gået i børnehave. Jeg blev opereret for skeløjethed mellem jeg var 1-2 år og igen fra jeg var 3-4 år og jeg havde stritører som jeg også blev opereret for inden jeg begyndte i børnehaveklasse. Endvidere havde jeg mange huller i tænderne som barn og engang var jeg på sygehuset for at få dem lavet og jeg skulle have lattergas hvilket jeg var bange for og det blev ikke bedre af at der var en masse læger der holdt mig fast så jeg skreg som en stukken gris og forsøgte at komme fri og min mor måtte ikke være inde hos mig. Flere gange under mine andre indlæggelser på sygehus vågnede jeg op fra narkose uden at min mor var der.Jeg husker derfor sygehusopholdene som ikke særlig rart.
Min mor er psykisk skrøbelig. Ofte skulle jeg tage ansvar for hendes følelser. hun omklamrede mig også for meget. Jeg fik ikke lov til at gøre mig selvstændig. Jeg blev puttet i mit tøj helt op til 5. klasse selvom jeg sagde fra. hun hørte det ikke og ville gøre det. Jeg skulle også presses i en høj stol hvert år på min fødselsdag selvom den var til babyer. Så skulle der tages billede af mig i den og gøres en masse postyr ud af det. Jeg accepterede og begyndte først at stille spørgsmåltegn ved det da jeg ikke kunne være i stolen mere. Jeg sad i babyhøjstolen sidste gang som 12 årig. Jeg har billede af det.
Der var rigtig mange ting hvor min mor overskred mine grænser og ikke lod mig selv bestemme. Hun gik meget op i renlighed og orden og at jeg skulle se pæn ud. Følelser blev bestukket med mad. Mange ting snakkede man ikke om i mit barndomshjem. Ihvertfald ikke følelser. Men en mad kunne løse alle problemer mente min mor. Min far var den dominerende type. Han satte dagsordenen og bestemte over os alle. Jeg har psykologers ord for at mit hjem har været dysfunktionelt.

Jeg blev syg i gymnasiet med en svær depression. Jeg gik ud midt i 2.g. Jeg fik efter følgende job i en børnehave og dernæst på gartnere og blev så ung pige i huset. Et år efter min første depression var jeg rask. Jeg fortsatte på daghøjskole og dernæst vuc. Men på vuc blev jeg igen syg med en svær depression. En psykiater opgav mig tilsidst fordi intet medicin hjalp på mig. Jeg blev henvist til psykiatrisk daghospital hvor jeg var i et halvt år. Jeg var svært deprimeret og havde også den første mikropsykose hvor madvarer i et supermarked kom flyvende imod mig. På daghospitalet kom læger og sygeplejerske til kort. Jeg blev stadig ikke rask af medicin. Jeg bad om at blive trappet ud og så blev jeg helt rask. Det tog 1 år igen fra jeg blev syg til jeg var helt rask. De skrev jeg havde haft en karakterologisk depression betinget af min personlighed og at jeg ikke kunne tackle min mors følelser i forbindelse med at min bedstemor døde. Derudover skrev de jeg havde borderline træk.

Jeg blev nu helt rask og flyttede hjemmefra. Jeg fik ordinært arbejde i en børnehave og var der i 2 år på 29 timer om ugen. Men igen fik jeg det begyndende skidt og kom på antidepressiv medicin. Jeg tog på højskole men var præget af nedsat energi og træthed. Efter højskole opholdet lod jeg mig teste på distriktpsykiatrien. En overlæge mente jeg led af skizotypi og jeg blev ordineret antipsykotisk. Det viste sig imidlertid at være en katastrofe. Jeg fik ødelagt tre år af mit liv fordi medicinen forvandlede mig til en zombie. Jeg sov næsten døgnets 24 timer og når jeg var vågen magtede jeg næsten ingenting.

Jeg flyttede sammen med en fyr der desværre viste sig at være voldelig og først da jeg kom fra ham og købte et lille rækkehus kom der ro på mit liv. Jeg søgte ved kommunen om revalidering til at blive lægesekretær selvom det egentlig ikke var det jeg ville. jeg vidste faktisk ikke hvad jeg ville. Jeg fik afslag men kom via kommunen i kontakt med en psykiater som de sendte mig til. Han kiggede på mig og sagde jeg ikke var skizotypisk men led af borderline. Jeg aftalte at komme i behandling hos ham. Det første han gjorde var at trappe mig ud af det antipsykotiske medicin og så blev jeg meget bedre igen og fik energi og gåpå mod.

Jeg søgte så revalidering til at tage en HF. Var forinden inde og vende på pædagogseminariet men droppede hurtig ud. Jeg magtede ikke at være i en klasse med 47 mennesker. Jeg fik afslag på revalidering men heller ingen vejledning fra kommunen. Så valgte at tage HF på egen hånd og fandt et vikar job i en børnehave og blev aflaster for en autistisk dreng. Jeg fik meget ros på begge arbejdspladser og faktisk alle eksamner på HF er gået godt med middelkarakterer. Til sommer bliver jeg HF student men det har taget mig 5 år. Mine forældre har også lånt mig penge undervejs. jeg er imidlertid blevet mere syg igen. Jeg spændte buen for hårdt for jeg har jo aldrig været rask imens jeg gik i skole men gik til psykiater alle år.

Jeg har nu fundet et intensiv behandlingstilbud målrettet til borderline patienter. Det varer 2 år og er 2 gange om ugen det første år og 1 gang om ugen det sidste år. Jeg er færdig med at være selvforsørgende. Jeg magter det ikke mere må jeg se i øjnene. Men ak kampen mod kommunen er ikke færdig desværre. Uanset hvor godt jeg kan få det i behandlingen så vil jeg altid have en skrøbelig psyke. Der er for store omkostninger ved hele tiden at ryge ned og kæmpe igen forfra for en indkomst. jeg går efter et fleksjob eller en førtidspension. Men nu får vi at se.

Jeg skriver primært digte for at få luft for alle de følelser og tanker jeg har indeni. Når det hele presser på og bliver for meget så er det rigtig dejligt at kunne tage lidt afstand til det hele ved at få tingene ned på skrift. Jeg skriver mest om min sygdom for det er alle mine symptomer på min sygdom jeg har brug for at få luft for. Men det kan da også hænde jeg er opfyldt af kærlighed eller andet jeg har brug for at få ned på skrift og så kommer det også ned. Det hele skal jo ik være så tungt og jeg er når alt kommer til alt en glad og meget positiv person der bare er ramt af en svær diagnose som tager humøret fra mig af og til. Jeg skrev mit første digt som hedder lys og mørke da jeg var 15 år.Det var godt at jeg ikke dengang vidste at jeg skulle komme til at gå frem og tilbage mellem lyset og mørket i de næste mange år. Det er nu godt man ikke kender sin fremtid. Jeg har således skrevet digte fra jeg var helt ung og har her på det sidste samlet dem alle på en blog på nettet. Man kan finde dem hvis man goggler dramapigen.

Udover min blog har jeg også en hjemmeside der hedder www.benteidajensen.dk hvor man bl.a kan læse min dagbog fra mange år. Man skal under dagbog gå ind i categories og klikke på der hvor der står uncatagories.

Mit håb er udover selv at komme af med indestænge følelser og tanker at andre folk i samme situation med samme diagnose eller lign. kan lade sig inspirere af mine digte til måske selv at gå i gang med at skrive digte og måske kan de nikke genkendende til de ting de læser i mine digte og ikke længere føle sig så alene i verden med de symptomer de måske også har som ligner mine. Jeg tror kun på at man kan komme fordomme og andet til livs ved at oplyse om hvordan det føles at lide af denne smertefulde sygdom helt inde under huden på de mennesker der oplever den. Så mine digte er tiltænkt at være til nytte for de mennesker der selv er ramt af sindslidelsen og for pårørende og ansatte i psykiatrien samt andre der kunne have interesse i at finde ud af hvad der gemmer sig bag diagnosen BORDERLINE. Jeg kan oplyse om at borderline ik behøves at være kronisk men at en tidlig indsats er vigtig for ellers risikerer det at blive et meget krævende forløb. Nyeste forskning viser at det tidlige samspil mellem mor og barn ikke betyder så meget mere for sygdommens opståen som før antaget. Nu snakker forskerne mere om at man fødes med borderline. At arv og biologi har en større rolle end barndommens traumer. Før snakkede man om halv af hver. Men det er hermed dementeret ikke holder. Den mest effektive behandlingsform imod borderline opstod først i 2007 og kom her til Danmark fra USA. Det er den behandling som jeg går i og som hedder DIALEKTISK ADFÆRDSTERAPI (DAT) Det er dokumenteret at den virker idet at 33 procent via DAT bliver helt raske fra deres borderline,33 procent får det bedre og 33 procent virker behandlingen ikke på. Da jeg sagde til min behandler at jeg var ked af der var gået ti år fra jeg blev syg til de fandt ud af hvad jeg led af så sagde hun at jeg ikke skulle være så ked af det for jeg havde alligevel ikke kunnet få effektiv hjælp før år 2007 hvor DAT kom til Danmark.

Jeg kan kun opfordre alle der lider af borderline til at søge DAT behandling gennem egen læge eller en psykiater. Behandlingen virker på mig og jeg har fået det meget bedre siden jeg begyndte i den. Men det er en hård terapi og man får det KUN bedre ved stor egenindsats. Det kræver mange tårer at få det bedre men det HJÆLPER. Man skal bare vide at ikke alle bliver optaget i DAT når de søger ind første gang fordi de vurderer på om man har gavn af tilbuddet og om man er parat til at arbejde så hårdt med sig selv som man skal i DAT. Bliver man afvist skal man ikke fortvivle for så kan man søge igen når man måske er mere parat til det. Behandlingen findes desværre ikke så mange steder i Danmark endnu. Det kan tælles på to hænder. Men jeg håber det bliver mere og mere udbredt så alle får en chance for et leveværdigt liv via DAT. Så tro ALDRIG på at borderline er uhelbredelig. Måske for nogen er den men absolut ikke for ALLE.

Dysfunktionel

Den mening jeg har
latterliggør min far.
Du griner og ler.
Håner hvad du hører og ser.

Mor sidder flad på sin røv
lader som om hun er døv.
Du siger ikke spor.
Er du mon virkelig min mor?

Så tager i hjem
fra mig der er slem.
Men i lever på en løgn
døgn efter døgn
Hvorfor kan i ikke lære
kærlige forældre at være?

Altid skal jeg høre den samme sang
med den samme dårlige klang:
"Nu har jeg gjort så meget for dig
og her er så takken til mig"
Er det ubetinget kærlighed?
hvor længe kan det mon blive ved?

I kan gå fri dag efter dag
mens jeg sidder med samvittighedsnag.
Men det er jo også dejlig bekvemt
og rigtig nemt
at gemme sig bag facaden.
I har jo den flotteste gård på gaden.

Modsatrettede følelser

 Ambivalens
har jeg imens
jeg besøger de gamle
det hele kan ramle
for mor er sur
og far står for tur.
Det er ikke sundt
hun styrer ham rundt.
Alt kan gå galt
jeg føler mig kvalt.
Jeg hører og ser
alt det der sker.
Ingen spørger om jeg vil
være med i deres syge spil.

Jeg bliver så ked
fordi jeg ved
at det syge spil
jeg er vidne til
opvoksede jeg med
på dette sted.
Det er svært at forstå
at det sådan kunne gå.

Idag kan jeg så lide
det er sandelig på tide
jeg bryder fri af det bånd
og deres kolde hånd
der omklamrer mig
på helbredelsens vej.


Det er slet ikke nemt
og faktisk rigtig slemt
Jeg elsker også dem
og længes hjem
for blodets bånd
er deres klamme hånd
der stopper mig
på helbredelsens vej.

Udenfor

Når jeg er social
tænker jeg som en gal
over hvad jeg skal sige
og hvilken pige
de skal møde
den tavse eller søde?
der elsker overflade snak
og falder i hak
med så ligegyldig sladder
men jeg HADER deres pladder.

Særlige emner vil jeg tale om
og ikke snak der er tom
for mening og indhold
men jeg er ik kold
bare en følsom pige
der har meget at sige
om alt det jeg ved
og det gør mig så ked
når jeg sidder blandt andre
og jeg ensom må vandre
gennem livet med min viden
og at jeg spilder tiden
med at sidde der
for jeg føler mig sær.

Det er så hårdt
at komme til kort
når man snakker med dem.
Jeg vil hellere hjem.
Jeg forsøger alligevel
måske jeg med lidt held
kan lære deres snak
men jeg finder den gak
for hvordan kan man synes om
en snak så tom?

For dem har det værdi
men de kan ikke li
når jeg folder mig ud
og giver et bud
på det jeg kan.
Det er forbudt
og straks har jeg fortrudt
jeg besøgte det sociale land.

Men jeg skal spille livets skuespil
så folk ved jeg er til
men jeg tror aldrig jeg kan lære
i det sociale at være
for jeg passer ikke ind
med mit følsomme sind.

Jeg prøver hele tiden,
lytter til deres viden
og tilpasser mig
deres snak på min vej.

Det er slet ikke nemt.
Det er faktisk rigtig slemt
så når jeg kører hjem i min bil
forsvinder mit glade smil
og gode humør
for jeg er jo skør
lærer aldrig det de kan
så jeg flygter til mit eget land.

Elsk MIG forevigt

Hvor finder man den ægte kærlighed

der forevigt varer ved?
Jeg holder ik til flere brud
nu må jeg sende bud
efter ham der elsker MIG
jeg lover at elske dig.

Kærlighed giver ingen garanti
det kan jeg ikke li.
Det piner mig at vide
at hvis du ik kan lide
alle mine fejl
så bliver du stejl
og kræver ting af mig
jeg ik kan love dig.

Det nytter ikke spor
du lover i handling og i ord
at blive ved min side
for jeg kan ikke lide
du så vil ofre dig
for mig

Jeg er ikke rask som dig
men på min lange vej
i kærlighedens land
fandt jeg flere gange en mand
der lovede at elske mig
men bare var alt for fej
til at sige stop
når alt ik var i top.

Jeg er et såret barn
der kom i mændenes garn
søgte trøst deri
viste dem alt  de kunne li
resten kunne de senere møde
så begyndte det at gløde
og der gik ild i bålet
og brud var uundgåeligt

De kunne ik leve med

at se mig ked et sted.

 Kærlighed forsvinder¨

men ikke gode minder

Kærlighed der binder
håber jeg stadig jeg finder.

Piller der piner på helbredelsens vej.

Hvis din psyke vil dig drille

så får man da en pille
det gjorde også jeg
men hvad blev der af mig?

Det reddede mig fra syge tanker

om selvmord som udvej af mine skavanker.

Godt de reddede mig da
ellers ser jeg ik det gode de ka.

For stor en dosis gør mig sløv og træg

giver ik plads til meget skæg.
En enkelt tåre kan klemmes ud
ellers er der kun vredesudbrud

"Vi må hellere trappe dig ned

så du kan mærke følelser et sted”
Min læge ser ingen reaktion
 jeg nedtrapper atter min portion.

Tårerne kommer nu meget nemt
det er virkelig meget slemt,
at mærke smerte så stor,
kan ik beskrives med ord,
har lyst til at skrige det ud,
så hjælp mig dog min gud!

 Jeg kan ik få luft

og kun med min fornuft
ved jeg at det ender
inden en læge mig sender
på psyk til ingenting,
så kører det bare i ring.

Det trykker i mit bryst

er faktisk en dejlig trøst
for nu mærker jeg min krop
mørke tanker kan hobe sig op
og nu kan de komme ud
gråd og kropslig udbrud
heler mig op
det er  helt i top.


Men husk stadig på
at jeg stadig kan gå
med følelser der er trægge
og tanker mindre skægge.

Og når jeg er blandt andre

mærkes det ensomt at vandre
for jeg mangler at føle liv
ikke bare at jeg er stiv
som en robot i en verden
hvor jeg ik ænser min  færden.

 

Der er meget mer

som også sker
der virkelig driller
ved de fandens piller.
Bivirkninger mange
gør mig bange.
Min mave er træg
det er ik for skæg
jeg bliver tør i munden
og tom blir pengepungen
når det hænder
jeg får huller i mine tænder.
Piller laver rav i hormoner
så pms symptomer
bliver mine dæmoner.

Så jeg nægter at en pille

skal mig drille
resten af livet.
Det er ganske givet!

Det gør piller ved mig

et helved på helbredelsens vej.

Så red dig selv
psykiatrien slår ihjel
du får hjerneskade
de er ligeglade
De lyver for dig
om dine symptomer
for det er DINE dæmoner
til dem har vi en diagnose
og medicin til din psykose

Men det er det største bedrag
medicinen gør dig til et vrag
Du må ikke bære nag men du skal tro
du er mere end en sag og vi "helbreder" jo
sandheden skal frem
selvom den er slem
den er videnskabelig dokumenteret
budskabet hermed leveret

Psykiatrien skaber patienter
nu om stunder
kroniske lidelser venter
og livslange kunder.
 

Til Else

I mit bankende hjerte

bor så meget smerte.
Der var intet at gøre
ingen kunne min smerte røre.

En dag jeg ik kunne mere

sorte tanker blev flere og flere.
Så hjælp mig dog!
Hvor får jeg lov
at smide masken min
uden at blive til grin?

Så mødte jeg Else i terapi
hun mødte mig med sympati,
trængte ind i det forpinte sind
og gav mig knus på kind.

Hun møder min smerte med forstand,

og lærer mig det jeg ikke kan,
at håndtere det der er svært,
der er meget at få lært.

At turde åbne sig
for dig
er utrolig stort,
er glad for jeg fik det gjort.
Var bange for at elske dig
for svigt på livets vej
var hvad der mødte mig.

Så alle parader var oppe

kunne ikke stoppe
med min mistænkelighed,
for kærlighed,
varer jo ikke ved.

Men du så min gråd og vrede

og var tilstede
da det stod på
uden at gå.

Jeg stoler nu på dig

for du elsker mig.
Jeg håber den samhørighed
til dig vil vare ved.