KATRINE OG PSYKIATRIEN

Det dejligste smil
et kortvarigt hvil
det giver du mig
på din travle vej.
For din atmosfære
vækker det nære
i en omsorg så varm
midt i verdens larm.

Du er ALTID den samme
og kan ALTID ramme
mit dybeste indre
og intet mindre.
Du mærker min smerte
og mit bankende hjerte
elsker din balance
og den kæmpe chance,
du giver mig
uden ståhej
for at dele min viden.
Du spilder aldrig tiden.
Sådan føler jeg
du tænker om mig.

Jeg elsker det stabile.
Hos dig kan man hvile.
Vil give dig 1000 knus
og mærke den rus
det giver mig
på min sorte vej.
Jeg stoler på dig
for du viser mig
at du ALDRIG svigter
selv når livet forpligter.
Det liv jeg ikke forstår
og hvor jeg intet formår
i løbet af en dag.
Jeg føler mig svag.
Sat bag af dansen
kortvarigt i glansen
af det NORMALE
Ender hos DIG
og de gale
For dig er jeg ikke sær
men menneske og noget VÆRD.

Jeg "HADER" psykiatrien
kan ikke finde melodien.
Prøver alligevel
Måske jeg med held
kan glemme alle år
med piller og dårlige kår.
Men en aspergerdiagnose
passer som fod i hose
og personer som Katrine
får mig til at grine.
Hun gør nag og bitter mine
meget mindre
forstår at lindre.
Selv når ALT ser sortest ud
og DU også står for skud
ved jeg ubevidst
psykiatrien
VIL
MIG
tilsidst!

ANN OG PSYKIATRIEN

Første gang jeg mødte dig
på min sorte og forvirrede vej
tænkte jeg du var lidt sær.
Du var hverken GLAD eller TVÆR
men fuldstændig på det jævne
Jeg havde intet godt at nævne
da jeg fortalte om dig
Du var utydelig for mig
Tavs og uden mange ord
Jeg fattede ikke spor.

Ingen tillid havde jeg
Jeg var IKKE glad for dig
Du er sikkert som de andre
og forevigt vil jeg vandre
rundt på denne måde
Det var en KÆMPE gåde
hvordan du kunne give
og holde mig i live.

Pludselig du ændrede dig
og viste et andet jeg
Du talte en hel masse
Jeg tænkte
om det ku passe
Du virkelig ville mig
på min mudrede vej.
Hver gang ord kom fra din mund
Jeg tvivlede på dig et sekund
havde øjne for dit blik
tiden bare gik og gik
tilsidst jeg tillid fik.
Hvor er du egentlig sød
med en rigtig dejlig glød.

 En dag jeg gik amok
jeg havde fået nok
Hadede helt mig selv
ville bare slås ihjel.
Jeg var så skidt
og det gik så vidt
at jeg opfandt en psykose
der passede som
fod i hose
i psykologens tankegang.
Jeg ville indlægges på tvang.
I psykiatriens skærmede del
jeg følte mig mere hel
Mine symptomer blev
dæmpet ned
og jeg fik "pause"
og lidt fred.

 Jeg kunne IKKE holde ud
Nu måtte døden sende bud
Jeg flygtede fra dit rum
Du var bare rigtig dum
Det blev en længere tur
men jeg spillede
spillet med bravour.
Gennem byens gade
Sikke en ballade
Jeg var IKKE
mer den glade.
Du var lige efter mig
og med voldsom STOR ståhej
Jeg FANGET blev igen
og til E4 slæbt hen.
Nu var jeg her på tvang
for allerførste gang
Men jeg følte ubevidst
psykiatrien ville
MIG
TILSIDST!

Undskyld for min ambivalens
sådan tænker jeg imens
jeg går i den
lukkede have.
Du er på
dit kontor
i gang med
noget at lave.
Jeg vinker op til dig
vinker du tilbage til mig?
Dejligt tænker jeg
da du vinker
ned til mig
Hun er ikke vred
fordi jeg stak afsted

Senere har jeg erfaret
at psykiatrien
har mig bedraget.
At min psykolog
ikke var rigtig klog
og løj en hel masse
og ka det virkelig passe
at man i nøden
stadig ser gløden
i fjenden
der anses
som
vennen?

Det er psykiatriens bedrageri
og sker nok kun i det regi
Men jeg faldt pladask
for alt den hjernevask
Jeg lod min tillid
stå for fald
som hesten der
entrer den brændende
stald
igen og igen.
Psykiatrien magi
og pineri
vil engang være forbi

Men det er som med sønnen
hvor bank fra far er lønnen
Han elsker jo stadig far
fordi han også er rar.
Den afhængighed
er svær at få bugt
med
Det kendte og stygge
er det eneste trygge
Man ved det man har
selvom man holdes
for nar
Det ukendte
man kan
vente
er meget værre
og det virkelig svære
at bære.

Men selvom du løj for mig
og var virkelig fej
over for mig
så tror jeg stadig
godt om dig.
Du er ikke bare ond
men"kun"af følgende
grund:
Hjernevasket er dit sind
af psykiatriens tankespind
Du tror selv på magien
og tryllerien
Så ligesom jeg
på min mørke vej
er du selv et offer
der ender på
kemiske stoffer
når din maske falder
og
fortrængningen kalder
fra dit dybeste indre
og intet mindre.

MONA

Da jeg kom til Ørbæklund
for at hvile for en stund
var jeg så forpint
og intet gik fint,
i mit liv,
INTET
fremtidsperspektiv.

Jeg var ødelagt af piller
som min psyke driller
og jeg havde en depression
Det var ingen illusion
efter jeg blev kvit
for hurtig af det skidt.

I psykiatrien
fandt jeg IKKE
melodien.
Ingen troede mig
på min bange
og forpinte vej.
Jeg var jo
bare skør
og dum
som en dør.
Sådan antog de mig
indtil jeg mødte
DIG!!!

Endelig en person
der troede på min
version
En kvinde der så min smerte
og tog det til sit hjerte
Du så mit råb
og gav mig håb.
Du fjernede ikke smerten,
men lindrede den
ved din færden,
omkring mig
og nærvær
fra DIG!

Du gjorde ALT
uden at få fortalt
hvad du skulle.
Du fjernede den
kulde
jeg mærkede indeni
fra psykiatriens manageri.
En kvinde der tog sig tid
til at høre om det vanvid
der var overgået mig
på livets vej.
Jeg glemmer det ikke.
Du var fast som en klippe
nærværende og ærlig
trofast og kærlig.

Du kørte mig på psyk
Jeg følte mig så tryg
ved dig ved min side.
Du så mig lide
men det var på tide
jeg fik lidt ro.
Du kan i sandhed tro
jeg nød du var med
selvom det smertede et sted
at den eneste fred
jeg kunne finde
var hos en kvinde
som jeg ikke kunne få med
ind på tossernes sted.
Du måtte forlade mig
arbejdet kaldte på dig.
Ensom og forladt
var jeg.
Men du kæmpede min sag.
Det reddede min dag.

Åh Mona Mona Mona hvornår kommer den dag
hvor jeg kan ta din hånd og vi kan stikke af
sammen
og ALT er fryd
og gammen.
"Nissen flytter med
til dit nye sted"
Det var dine afskedsord
men det gjorde ikke spor.
Jeg ved det jo godt
og det er også flot
du er så professionel
og helt igennem reel.
Du lavede ikke et skønmaleri
af mit næste logi.
Jeg foretrækker personer
som dig
på min smertefulde
vej.
Håber at du ved
besked
at tillid
gav jeg dig
fordi du anerkendte
MIG!!!

Du var det menneske på min vej
der gjorde en forskel for mig.
Så når mørket og kulden sig sænker
og de sorte tanker mig lænker.
Så vil jeg vandre
blandt andre
og dersom de ikke kan se
hvad der skal ske
så vil jeg fremfinde
det trøstende minde
om den dejlige kvinde.
Det vikarierende håb
der hørte mit råb
og lindrede smerten i mig
på min mørke og bange vej.

Jeg er kun en pige
og jeg håber du kan
sige
at du så noget i mig
som det jeg så i dig:
(Et lys, et håb, et anker)
Mit hjerte bare banker
for at du forstår
pigen med det lyse hår
og at mit digt
dit hjerte når:-)