ET NYT LIV

Jeg har været jorden rundt
mit liv blev endevendt
på et sekundt
Ud af ind af hospital
kæmpet som en gal
Endelig kom jeg til et sted
hvor jeg troede jeg fandt fred

Men se nu hvad der skete der
følte mig kun mere sær
Pludselig var jeg autist
livet blev kun mere trist.
Forsvundet var mit eget jeg
kæmpe måtte jeg for MIG

Jeg kæmpede for at komme væk
men systemet gav mig mange smæk
Jeg troede det var rigtig nemt
og selvom jeg var meget klemt
blev jeg hurtig til besvær
i det liv jeg havde kær
Jeg burde ikke lave vrøvl
systemet gav mig mange høvl
Heldigvis så blev jeg ved
og blev endelig hørt et sted

Kapitlet er nu slut
og jeg har virkelig fortrudt
at jeg rejste til det her sted
for her fandt jeg aldrig fred
Der gik måneder og dage
jeg ser mig ej tilbage.
Nu venter der et helt nyt liv
et andet fremtidsperspektiv

Jeg ved at jeg snart skal hjem
så jeg giver mit arm et klem
Er det nu virkelig sandt
at jeg endelig glæden fandt?
Snart mit hjem jeg ser
jeg skal ej lide mer
Tårerne triller ned af min kind
roen breder sig i mit sind
Nogle hørte min bøn et sted
Nu vil jeg ENDELIG få fred.

OFFER FOR DEN MEDIEOMTALTE HJERNESKADEDE PSYKIATER

  
  Jeg vil med mit beskrevne forløb hos den hjerneskadede psykiater gerne advare andre imod ham. Hvis han vinder ved retten i maj måned får han hans autorisation tilbage og så kan han fortsætte med at behandle folk som jeg blev behandlet. Min historie må gerne deles så INGEN sætter sine ben ved denne mand. Jeg ser det som min borgerpligt at forhindre andre kommer hos ham og naive mennesker måske tager med ham ud at rejse. Jeg er så glad for jeg var klog nok til at takke nej til hans tilbud og også kom af den medicin han ordinerede mig som jeg fik det værre af.
Jeg gik ved den hjerneskadede psykiater i Ringkøbing i fire år inden jeg søgte andet behandling. Jeg blev sendt til ham i år 2007 af min kommune i forbindelse med en revalideringssag. Han skulle lave en speciallægeerklæring på mig. Jeg var dengang på antipsykotisk medicin jeg ikke havde det godt på og havde diagnosen skizotypisk sindslidelse. Jeg skulle møde op på Viborg sygehus hvor han rimelig hurtigt konkluderede at jeg led af borderline fordi jeg var så sprudlende og livlig og det kunne man ikke være hvis man led af skizotypi. Om lørdagen ringede han mig op hos min kæreste og bad mig svare på en masse spørgsmål for at han kunne være sikker på at jeg havde borderline.Jeg kan huske at jeg tænkte at fordi han var så grundig så var han meget troværdig. Tænk at ringe sin patient op en lørdag formiddag. Ham ville jeg derfor gerne gå ved. Jeg begyndte derefter at gå ved ham en gang i måneden og han fjernede min antipsykotiske medicin og gav mig i stedet for noget mere antidepressivt medicin så jeg kunne få det bedre. Jeg fik det faktisk også bedre og kom igang med arbejde og studie. Han lavede åndedrætsøvelser med mig i baglokalet. Han var vild med yoga og engang i efterårsferien spurgte jeg ham hvad han skulle lave. Han svarede at han skulle på yoga rejse til Indien og i samme situation spurgte han: "Det kan være du vil med"?. Jeg var heldigvis klog nok til at svare nej tak. Jeg begyndte at mistænke ham for at være smålun på mig.


  Engang snakkede vi om ADHD og så sagde han at det kunne være jeg havde ADHD. Jeg spurgte ham hvordan jeg kunne vide om jeg havde det. Han svarede mig: "Prøv at tage medicinen imod det og så ved du om du har det. Hvis det hjælper dig så har du det". Så fik jeg en recept på Concerta imod ADHD men blev totalt speedet af det og kunne ikke sove om natten. Jeg var ved at tage en HF og var så træt jeg ikke kunne hænge sammen i skolen pga jeg ikke fik sovet ordentligt pga medicinen.Jeg fortsatte dog med det i et år inden jeg sagde stop til det selv. Sidenhen er jeg blevet testet rigtigt for ADHD og jeg har kun delelementer til det og ikke en fuld diagnose. Altså blev jeg fejlmedicineret groft af ham da ADHD medicin bestemt er skadeligt især når man ikke skal have det. Da jeg på et tidspunkt klagede over søvnløshed og min kæreste fik abilify der er et antipsykotisk middel imod hans søvnløshed så bad jeg om det og han var hurtigt til at ordinere det til mig men jeg blev totalt speedet også på det. Jeg kan huske han sagde at det kunne være det også hjalp mig når det havde hjulpet min kæreste. Heldigvis kom jeg hurtigt af med det også. Men igen på eget initiativ. Han skiftede meget rundt i mine antidepressive præparater men da jeg stadigvæk følte mig død i mine følelser så valgte jeg at afslutte behandlingen hos ham og fortsætte i noget mere intensiv behandling for borderline.


 Det nye behandlingssted skulle så bruge min journal fra ham. Men nu skete det mærkelige at han blev voldsom aggressiv da jeg ringede for at bede ham om at sende mine papirer videre. Han sagde bare vredt at det skulle det nye behandlingssted spørge efter og ikke mig.
Da det nye behandlingssted heller ikke kunne få ham til at sende mine papirer bad jeg min far om at ringe til ham. Så skete der noget. Men da jeg en dag ringede ham op om noget så blev han vildt vred på mig i telefonen og spurgte mig hvornår jeg blev voksen. Jeg spurgte ham hvad han mente med det. Han svarede: "Hvornår bliver du voksen så din far ikke skal sørge for at ringe for dig"? Jeg blev fuldstændig paf. Vi afsluttede hurtigt samtalen og så var jeg ude af hans klør. Men han fortalte mig imens jeg gik ved ham at han havde en hjerneskade efter en bilulykke og at han havde folk til at bo i en campingvogn hos ham. Han fortalte også han ikke var gift eller havde børn og at han kun havde en kæreste på universitetet men da han ikke dengang var klar til at få børn så havde han slået op med hende. Jeg undrede mig altid over at han fortalte mig så meget privat men jeg er sikker på at han mellem linierne bagte på mig. Min formodning blev styrket da jeg under den sidste konsultation hos ham ville give ham hånden til farvel og istedet for at give mig sin hånd så sprang han op fra sin kontorstol og ud til sekretæren hvor han løb rundt i forvirring ved arkivskabene. Så sagde jeg farvel og gik. Han er en mand jeg aldrig glemmer og som var farligere end jeg troede. Jeg er glad for jeg ikke tog med ham på yogarejse og at jeg kom af hans fejlordinerede medicin igen og ikke mindst stoppede mit forløb hos ham.

EN PSYKIATRISK HISTORIE

 

 Trine er en 17 årig pige der går i gymnasiet. Hun er opvokset i et hjem hvor hun bliver udsat for det man kalder for følelsesmæssig omsorgssvigt der er ligeså invaliderende for en person som incest er det. Det vil sige hun er hendes mors forlængede arm følelsesmæssigt og der bliver på den konto begået mange overgreb imod hende. Hun bliver også slået af faderen og udsat for eksklution af begge forældre når hun ikke "opfører sig ordentligt". Hun kan så sidde og græde alene på sit værelse som taberen i det syge spil. Ofte skal hun tage ansvar for sin mors følelser og ligge under for faderens lunefuldhed og hendes to ældre søskende er også medspillere på deres egen måde. INGEN forstår Trine og at hun er en meget følsom pige. Trine er født med en let form for autisme der kaldes asperger og da denne diagnose ikke er kendt på daværende tid bliver Trine aldrig ”opdaget”. Trine har problemer med socialt samspil og sit temperament og hun er en anderledes pige som forældrene har svært ved at forstå og forståeligt nok egentligt. Forældrene er ikke skyld i hendes udviklingsforstyrrelse som autismen jo er. Trine bliver ikke opdaget med hendes autisme fordi hun er super til at aflæse social samspil intellektuelt og hele folkeskolen igennem klarer hun sig og pga hendes intelligens der er god opdager lærerne ikke at denne pige er en smule anderledes i det sociale samspil. Der ligges kun vægt på hvor dygtig Trine er. Da hun kommer i gymnasiet går det imidlertid galt. Trine forstår ikke ”kulturen” sådan et sted og bliver holdt udenfor af nogle piger og da hun ikke føler hun passer ind der knækker hun tilsidst. Bægeret flyder over. Trine får en depression og kommer til praktiserende læge som giver hende "lykkepiller". Han siger til forældrene: " Det er en major depression". Kan i nu tage hjem og passe godt på Trine og at hun ikke tager sit liv i hendes kæmpe depression. Trine må opgive gymnasiet. Hun skal tage 2.g om og det magter hun ikke og har heller ikke lyst til det.

  Trine får det bedre igen efter nogle måneder og går imens hos en privat praktiserende psykiater som henviser hende til ungdomspsykiatrien. Her får Trine samtaler med en kvindelig psykiater og bliver medicineret med lykkepiller fortsat. Trine får det bedre og bedre og kan arbejde igen. Hun føler sig godt hjulpet af medicinen og bliver tilsidst helt rask og udtrappet af den. Trine er bare så glad og føler sig helt ovenpå. Hun skal nu igang med uddannelse på HF. Hun har taget et forløb på daghøjskole og går nu igang med pædagogpakken så Trine kan komme ind og læse til pædagog. Det er Trines STØRSTE DRØM i livet. Hun elsker børn og hendes glade og lattermilde sind tiltrækker børnene som ELSKER hende. Trine har passet en masse børn i hendes allerede unge liv. Hun ved det er det hun vil. Hun går målrettet efter det. Trine er dog bare følsom og et dødsfald i familien vælter igen Trine med en ny depression. Trine ved jo at lykkepillerne hjælper hende for det har de jo gjort før så hun opsøger igen først en psykolog som dog ikke kan hjælpe på Trines depression så hun kommer videre til en privat psykiater som begynder at medicinere Trine. Denne gang ret så heftigt med ofte to præparater på samme tid. Denne gang virker intet på Trine. Psykiateren må give fortabt og sender Trine videre til daghospitalet i psykiatrien hvor Trine er glad for at skulle begynde for de må jo kunne hjælpe hende. Trine er meget tillidsfuld når det kommer til mennesker og den hjælp hun vil få. De hjælper hende sikkert så godt som før i tiden. Hun er fortrøstningsfuld. På daghospitalet fortsætter den megen medicinering men Trine bliver bare dårligere og dårligere. Hun sidder som en zombie og stirrer ud i luften i en stol. En medpatient bemærker det og siger: "Jeg har været indlagt rigtig mange gange på psykiatrisk afdeling i mit liv men jeg har dog aldrig nogensinde set nogen så syg som dig. Aldrig" Trine tager hver dag hjem fra daghospitalet og går fra at være en pige på 73 kg til at veje 96 kg. Trine føler hun er døden nær. Hun lider af forstoppelse, mundtørhed, sprukne læber og er så meget i pine det ikke er leveværdigt. Hun tænker en dag at enten må det her stoppe eller også tager hun livet af sig selv eller også dør hun af "behandlingen". Hun går tilbage til daghospitaet og meddeler de "kloge" læger og sygeplejersker at hun ikke vil være med til det her mere. Plejepersonalet kan jo godt se det ikke er godt og de kan godt se at der ikke er noget der hjælper og at deres mange mediciner ikke har hjulpet en pind men forværret Trines situation. Trine er 21 år på det tidspunkt. De "professionelle" beslutter at trappe Trine ud.
Trine bliver nu hurtig helt rask og kommer ud fra daghospitalet. Nu skal livet leves. Hun flytter hjemmefra og nyder sit nye liv og får arbejde og det hele kører for hende. Hun har ikke opgivet drømmen om at blive pædagog da hun nu arbejder i en børnehave igen. Trine er dog følsom overfor stress og to år efter går hun til lægen med symptomer på stress. Hun føler sig noget trist og træt men det er også stressende på jobbet. Trine tror dog selv det er en depression igen og siger til lægen det måske kan være en depression. Lægen kigger i journalen. Hun er jo tidligere psykiatrisk patient så det er nok meget muligt og Trine får lykkepiller igen. Trine tager pillerne. Hun vil ikke miste hendes job og det kan jo være de hjælper denne gang. Trine føler ikke pillerne hjælper helt men hun får det heller ikke vildt værre. Men efter et kærestebrud knækker filmen endnu mere for Trine. Hun er meget følsom. Hun går på det tidspunkt i distriktpsykiatrien. Psykologen mener at Trine bør øges i dosis for ikke at "knække helt". Trine bliver øget men hun er stadig ved at knække helt. Hun ringer til psykologen i arbejdstiden og er helt ude af den. Tilsidst beslutter Trine sig for at stoppe på jobbet og tage på højskole. Jobbet er simpelthen for meget nu i den tilstand hun er i og hun kan heller ikke lide at være der mere. Hun tager nu noget psykofarmaka man bliver meget sulten af og hun stiger igen i vægt fra 73 kg til 97 kg. Hun får også sovemedicin da hun ikke kan sove og det har hun i øvrigt haft svært ved i mange år. Lige siden hun kom på "lykkepiller". På højskolen er Trine altid træt. Hun sover dårligt og om dagen er hun bare så træt og har nedsat energi. Hun melder fra til en studietur. Trine føler hun får det halve ud af opholdet pga hendes tilstand. Da hun kommer hjem er Trine helt fortvivlet. Hvorfor har hun det sådan her tænker hun. Det kan da ikke passe jeg skal gå og være så træt og nu får jeg jo medicin og det kan ikke passe at jeg ikke får det bedre på medicin jo? Trine tænker så det knager og beslutter sig for at gå til egen læge igen. Måske har hun en anden diagnose som lægerne ikke kan finde ud af. Måske skal hun have noget helt andet medicin og så vil hun få det godt. Trine er desperat. Hun beder selv om at blive testet i distriktpsykiatrien for en evt diagnose så hun kan få den rigtige behandling så hun kan få et bedre liv igen. Trine bliver nu fra egen læge sendt i armene på en psykiater der rimelig hurtig konkluderer at Trine vist lider af skizotypi og psykologen må derefter lige udredde hende for det og ja minsandten om hun ikke lider af skizotypi. Trine tænker bare at det måske er rigtig for hun er altså desperat for at få det bedre. Hun får nu tilbudt antipsykotisk medicin som hun tager imod. Hun skal tage 2 mg. Trine reagerer hurtigt på det ved at føle det dæmper tankemylderet hun har og hun får nemmere ved at sove så det er vist meget godt. Hun siger til samtalerne det hjælper og psykiateren er virkelig glad på hendes vegne og siger til Trine: "kom igen om to år når du har fået det godt"

  Så slipper Trine sit tag i psykiatrien men også i livet idet virkningen af medicinen for alvor sætter ind. Trine sover hele tiden, gider ingenting, møder usoigneret op i arbejdsprøvningen. Hendes liv bliver et mareridt. Trine bliver desperat igen. Hvad skal hun gøre. Hun er simpelthen så fortvivlet. Hun støver en tilfældig kæreste op der viser sig at være psykopat idet han truer med at slå hende og smadrer ting i arrigskab. Trine finder dog først ud af det da hun er flyttet i hus med ham. Trine ligger fortsat og sover meget og hun magter knap nok de få vikartimer hun har i en børnehave. Kæresten truer hende med tæsk fordi hun "skaber sig". Trine græder fordi hun "pjækker" fra jobbet pga hendes zombietilstand. Hun kan ikke komme ud af sengen. En dag får Trine dog nok. Får hjælp fra nogle hjemmesygeplejersker til at komme til en psykiater som kan se den er helt gal med Trine og sætter hende NED i dosis. Det var dog noget nyt. Trine får det bedre og flytter fra kæresten. Da hun er flyttet fra kæresten kommer hun imidlertid til en ny psykiater for det SKAL hun. Kommunen sender hende til en fordi hun søger revalidering til en HF. Psykiateren får hende helt ud af det antipsykotiske medicin og bibeholder hende på noget antidepressivt.

  Nu får Trine diagnosen BORDERLINE. Det var dejligt tænker Trine for det må være rigtig idet hun nu mærker hun får det bedre af at komme af det antipsykotiske medicin. Hun tænker slet ikke over sammenhængen i tingene. Hun får jo selvsagt mere energi af at være kommet af antipsykotisk og tror selv det antidepressive medicin hjælper hende denne gang. Inden Trine kommer af det antipsykotiske medicin bliver hun optaget og begynder på pædagoguddannelsen. Men hun holder kun til det i en uge fordi hun er så zombieficeret af medicinen. Hun opgiver derfor hurtig. Trine får nu taget en HF løbende over en årrække. Hun bruger alt i alt fem år på det. Hun er i den tid af og på antidepressiv medicin det meste af tiden. Men hun klarer det og er så glad og stolt da hun får sin HF-eksamen med et godt resultat. Det er ikke intelligensen der fejler noget. Trine er dog fortsat altid træt og har nedsat energi. Trine ved hun ikke føler sig rask og forstår det ikke helt selv. Hvorfor får hun det ikke bedre? I år 2010 leder Trine med lys og lygte selv efter noget terapi der kan gøre hende HELT rask. Hun er træt af ligegyldig snak hos psykiateren. Hun liver nu op da hun finder noget der kaldes DAT- terapi. Det er for folk med borderline og nu skal jeg altså være rask tænker hun. Hun søger det og bliver optaget. Trine mærker noget uldent ved sin terapeut i begyndelsen men Trine giver folk chancer og fortsætter hos terapeuten og psykiateren som hun også er. Trine er næsten lige begyndt i terapien da en kæreste går fra hende igen. Trine bryder nu helt sammen igen med depressionslignende tegn og denne gang så alvorligt at hun bliver indlagt på psykiatrisk hospital og igen begynder medicinering af hende. Trine er på medicin men nu prøver hun et andet præparat der skulle virke bedre mod depression.
  Trine får det bare tiltagende værre og værre. Hun får mere angst og depression og bliver meget paranoid. Hun får væske i benene, dårlig mave, huller i tænderne og mundtørhed. Hun har det rædselsfuldt. Hun får tanker om at slå sig selv ihjel og også sine forældre. I ti mdr har Trine det sådan og hun er så sovset ind i sin egen tilstand at hun ikke magter at sige stop. Hun skal bare overleve hver dag og hun er fuldstændig sikker på at selve terapien jo måske kan få hende på rette spor. Trine er tillidsfuld. Terapien skal redde hende. Trine mærker dog at hun ikke er sig selv og aner uråd mod hendes terapeut som hun ikke synes hun klinger så godt med. Men hun er dog opdraget til at det man begynder på gør man færdigt og det gør man også med en behandling. Trine passer terapien til punkt og prikke og laver alle hjemmeopgaverne selvom hun psykisk er fuldstændig på selvmordets rand. Hun bliver nu svingdørspatient på psykiatrisk afdeling. Testene de laver på hende i hendes behandling måler dog nogen fremgang på visse områder men selv er Trine virkelig et vrag. Hun forstår ingenting. Men glædes dog over testresultaternes positive udfald. Hun glædes så meget over bedraget at hun først for sent opdager det ikke nytter noget at fortsætte. Hun meddeler hun vil trappes ud af medicinen. Terapeuten kigger surt på Trine og hun fornemmer hurtigt at det har terapeuten ikke styr på overhovedet. Terapeuten der jo også er psykiater trapper nu Trine ud af medicinen på en måned men Trine beder om en måned mere og det får hun. Det er imidlertid alt for hurtigt idet Trine er meget følsom og hun ryger nu lige ned i en depression igen og indlægges igen igen. Trine ved heller ikke noget om at netop Venlafaxin for nogle mennesker er specielt farlig at trappe ud af. Især meget følsomme mennesker.

  Trine oplever nu de vildeste ophørssymptomer som kramper i benene,rastløshed og depression. Det gør ondt i alle led og hendes ben hæver. Trines fornyede depression slutter dog ikke lige sådan. Den kommer igen efter fire måneders stop af præparatet og det kaldes en udtrapningsdepression som kan vare op til 2 år efter for brat ophør med et antidepressiva. Trine stopper nu ved psykiateren for denne psykiater tror ikke på Trines forklaringer og vil kun høre sig selv. Trine har i mellemtiden fundet ud af hvor meget psykofarmaka skader et menneske og læst om udtrapningsdepressioner. Trines viden må hun dog gå alene med for i psykiatrien foragter de hende kun for den. Den psykiatri som hun nu ufrivilligt er blevet svingdørspatient i fordi hun ikke forlængst regnede det hele ud. Trine er nu svingdørspatient. Hun kan ikke holde hendes tilstand ud og hun har ingen andre muligheder end at opsøge den. I psykiatrien vil de dog ikke have hende indlagt hvis hun ikke tager medicin igen. Trine er virkelig presset. Overvejer andre steder at tage hen men at bo rundt omkring hos folk i hendes tilstand vil hun ikke byde andre. Hun er selvmordstruet og det skal folk ikke tage sig af synes hun. Hun er også bange for at bo fremmede steder i hendes tilstand. Tilsidst svinger Trine så meget i hendes psyke at det nærmest klikker af og til. Det vil sige at det står helt stille og det er som om hjernen går død. Det er drøn ubehageligt og hun har så mange selvmordstanker at hun ikke kan være i det helvede mere. Hun siger ja til stemningstabiliserende medicin for at dæmpe det hele ned og løfte hende lidt igen. Trine ved godt det også er skadeligt men hun er virkelig i pine. Hun mærker hverken glæde eller liv og tankerne kører bare i det samme hele tiden. Samme mønster. Der er ikke meget kreativitet. Det sover deroppe ellers. Hun føler sig lammet. Hun føler sig også autistisk idet hun føler hun lever inde i sig selv selv når hun er blandt andre. Sådan føles en udtrapningsdepression nemlig. Det er rædselsfuldt. Hun har nedsat appetit og hendes funktionsniveau er så lavt at hun næsten ikke orker de mest basale ting. Hun kan heller ikke sove om natten og skal nu tage sovemedicin for at kunne sove eller antipsykotisk. Trine kæmper for ikke at blive indlagt hele tiden men det er meget meget svært. Hun er en meget følsom pige og kæmper hver eneste dag men hun er træt for nu har hun snart været i samme helvede i to år. Man kan egentlig godt sige at helvedet begyndte da hun som 17 årig kom ind i psykiatrien og troede de kunne hjælpe hende. En hjælp som narrede Trine noget så grusomt. En tillidsfuld og naiv pige blev berøvet livet. Systematisk nedbrudt fordi hun hele tiden troede og blev ved at tro at de måtte da kunne hjælpe hende i de tilstande de selv skabte for hende og det egentlige problem var ”bare” en uopdaget autisme.
  Trine er dog så heldig at hun nu bliver sendt til psykiatrisk udredning igen. Trine siger ja til det for hun ved godt at hun er nødt til at få noget hjælp så hun stopper med at blive indlagt hele tiden. Trine har svingende tillid til psykiatrien nu men det hjælper dog på det hele at de nu ikke længere vil fylde hende med piller i psykiatrien. De ved nemlig godt efterhånden at de har begået en KÆMPE BRØLER. En asperger må nemlig ikke bare få psykofarmaka på den uhæmmede måde som Trine har fået og skal det gives så i meget lav dosis. En autist skal hjælpes med rammer og struktur på dagen og motiveres til de ting der er svært. Optrænes i færdigheder. Det bliver så også nødvendigt kan man sige idet psykofarmakaen Trine er blevet givet over adskillige år meget vel kan have ødelagt hendes hjerne. Trine finder nu ud af via hendes Journal at de har mistanker om at Trine er autist. Trine tænker først at de bare skal have endnu en diagnose at muntre sig med og låner en bog om asperger diagnosen. Trine læser og må indrømme det er hende. Meget af det der står skrevet er ligesom Trine er. Trine føler faktisk hun har fundet ”hjem” og føler sig nu glad over at psykiatrien endelig 34 år inde i Trines liv har formået at gøre en eneste ting rigtig. Men sikke mange tabte år på psykofarmaka og aldrig nogensinde har Trine fået nogen egentlig RIGTIG hjælp. Trine kæmper nu for et bosted da psykiatrien har anbefalet det til Trine. Trine glæder sig til sit nye liv der venter forude. Men nu har hun på fornemmelsen at de i psykiatrien bare skulle finde en måde at dække over deres fejl på og derfor fandt de på hun havde asperger for at komme af med svingdørspatienten. En slags undvigemanøvre kan man vel sige.