lørdag den 5. september 2015

MENNESKER DER GIVER NOGET SÆRLIGT.



Der er mange måder at være noget på
for en person der er gået i stå
man kan være anerkendende
så livet bliver spændende
og personen vil handle
og sit liv forvandle

Man kan være tavs og lytte
så man føler man gør nytte
når den anden læsser af
på en dårlig dag

Man kan være hende der krammer
når opgivelsen rammer
med en kæmpe hammer

Man kan være hende med et kærligt spark
når man flipper ud i en park
men alligevel ikke siger mere
end den anden kan kapere
hun får en til at blive ved
når man opgiver håbet et sted.

Man kan være hende der pjatter
så man bliver glad af den latter
og gensidighed
og bliver revet med


Man kan være hende der er ærlig
og som er respektfuld og kærlig
så den anden ved hvad hun har
uden hun er holdt for nar

Man kan være hende der guider roligt og stille
når man ikke kan vælge som man ville
hvis man var frisk og klar
og stadig er du rar.
Altid med omhu og samvittighed
så den gode relation varer ved

Man kan være hende der modtager knus
når man føler taknemlighedens sus
Måske det er svært at forstå
hvordan det sådan kan gå
at jeg nu kommer grædende der
men tak er meget fattigt her.
Glæden vises kun ved tårer
og livet banker i mine årer.

Kan det virkelig nytte
at have sådan en støtte
i sit hverdagsliv?
Er det tidsfordriv?

Svaret er klart og ærligt:
Du betyder noget ganske særligt
Det betyder noget for hele mit liv
at have Jeanettes perspektiv
Et menneske der giver af sig selv
fandtes i Jeanette som mit særlige held
Jeg var ikke bare et man
men for dig en der kan
klare det jeg skal.

Det er dit særlige kald

Du får mig til at være den
der hver dag ser solen igen.


DET VÆRSTE SVIGT



Der er ting jeg aldrig vil forstå
som forevigt vil foregå
og som altid vil presse sig på.
Jeg oplevede det værste svigt
fra læger der varetog en pligt.
De havde alle aflagt en hellig ed
men de grinede højt da jeg sad og led.
De vendte kinden den anden vej
jeg vidste de var bange for mig.
De så ind i deres eget indre.
De mærkede en afmagt og intet mindre.
Jeg forstod det bare ikke
når jeg så deres undvigende blikke.

Jeg plages ofte af jeres svigt
Jeg håber i en dag vil indse jeres pligt
I burde have hjulpet mig
da jeg afmægtig tog på vej
Jeg satte min lid til jer
at i hjalp mig nu og her.
Jeg får aldrig et svar
men blev kun holdt for nar.
Dog gjorde i det godt
og jeg synes det var flot
at i bevarede masken
når jeg kom med tasken
og i fjernede min kniv
Jeg måtte være kreativ
for at få jer i tale
når jeg endte hos de gale.

Hvorfor drev i mig derud?
Jeg får aldrig noget bud
Hvorfor skulle jeg snyde
når jeg bare kunne nyde
det boblebad jeg fik?
I stedet slog det klik
og i fandt mig ligge og flyde.
Jeg hader jer dumme svin
i gjorde mig helt til grin
Hvordan tror i det var
at ligge i det kar?
På maven jeg flød
og spillede død.

Det blev bare værre og værre
i hørte mig aldrig og nægtede desværre.
Jeg græd hos min psykolog
Jeg håbede hun var mere klog
Jeg fortalte jeg i badekarret drev
Hun troede jeg psykotisk blev
og kunne ikke forstå hvad jeg ville
så jeg besluttede psykotisk at spille.
Jeg følte det største svigt
imens hun gjorde sin pligt
Jeg stak af fra dit kontor
det nyttede ikke spor
Hun løb efter og politiet fulgte trop
På banegården blev jeg samlet op.
I håndjern og bælte indlagt igen
på gangen i en stol hun satte sig hen
sig mig Anne Lise dit dumme svin
nød du at se mig være til grin?
Jeg smed med en stol,en skammel og et krus
Det eneste jeg manglede var kærlighed og knus
og at blive ordentligt hørt
men løbet var for altid kørt.
I drev mig helt ud til tvang
på røde papirer for første gang
Er det sådan man er rar?
Jeg blev groft holdt for nar.
Ensomheden var det eneste svar
Der var ingen mor og far.
Jeg græd i smerte
da alvoren blev klar.

Idag jeg sidder med smerten tilbage
Jeg troede det hjalp med min gråd og klage
Jeg tror aldrig i hele min levetid
jeg har mødt noget så sygt og strid.
Psykiatrien skal lide en kummerlig død
for i fjernede min tillid og indre glød.
I slukkede et levende menneskes gnist
efterlod mig hjælpeløs og meget trist
Jeg troede i endelig på længere sigt
ville høre hvad jeg sagde som en læges pligt
 Istedet jeg mødte det værste svigt.



AT KÆMPE EN USYNLIG KAMP


Jeg render rundt på de mange gange
når nætterne blir alt for lange
og jeg pludselig er meget bange.
Jeg kan ikke klare det mer
men det er der ingen der ser
Jeg må kæmpe helt alene
Det er ensomt vil jeg mene.

Jeg råber og skriger indeni
smerten overgår alt pineri
Udadtil bevarer jeg facaden
som var der fest i gaden
Smiler,snakker og ler
men smerten ingen ser.

En usynlig kamp for livet
jeg er stærk og ikke pivet
Enhver ville for længst gå under
men psykiatriens kunder
forstår ikke hvad der sker
og lægerne bare ler
tag en pille mer
er deres bedste svar
men du er holdt for nar.


Minderne dukker frem
som om jeg bare var slem
Lægernes samvittighed
da jeg bare sad og led
var åbenlys at se
de lod det bare ske
Sorg og mareridt
Jeg er bare skidt
uden hjælp at finde
Det er et dårligt minde


Jeg kæmper en usynlig kamp
jeg kæmper den i røg og damp
Jeg kæmper den alene
den er til stor en gene
Jeg græder indeni
er bange for det pineri
jeg gennemgår hver dag
Jeg bærer meget nag.

Jeg kører til Ellen i min bil
her kan jeg få et lille hvil
Du forstår det hele
og her kan jeg dele
det som ingen forstår
Du er den der formår
at holde liv i mig
Jeg elsker derfor dig
Du kæmper ved min side
som da du så mig lide
på din arbejdsplads
Jeg gav den rigtig gas
men jeg havde intet at skulle have sagt
mod læger og personalets overmagt

I en usynlig kamp for verden
måtte jeg leve med smerten.

lørdag den 20. juni 2015

ET SÆRLIGT MINDE


 Nogle mennesker dræner mig for energi
andre mennesker sætter mig fri
Nogle mennesker ser mig og mit værd
jeg er ingen diagnose ej heller til besvær
Nogle går ind i mit liv og ud af det igen
men deres aftryk har jeg i hjertet gemt hen
Mennesker som dem er sjældne at finde
men de vil altid være et SÆRLIGT minde


  Jeg mødte en sådan person på min vej
du vil altid betyde noget særligt for mig
Når jeg er ensom og trist
så tænker jeg på din gnist
der gav mig energi
og satte mig fri
Du mødte mig mange gange
Du så mig vred,ked og bange
men hele tiden gav du ro.
Du svigtede aldrig men var mig tro.

 Jeg husker den dag jeg gav dig mit digt
jeg skrev den med hjertet og ikke af pligt.
På sådan et forfærdeligt sted
var du en gave at få med.
Du anerkendte min viden
og spildte aldrig tiden
i samværet med mig
Havde nogen i livet anerkendt dig?

 Du læste mit digt og opsøgte mig
Du bøjede dig ned og jeg så tårer fra dig
Du greb mine hænder og takkede ærligt:
"Jeg gjorde jo aldrig noget særligt
og ingen i mit liv har skrevet så pænt om mig
jeg håber de andre var gode ved dig"..

En kærlighed så stor
kan ikke skrives med ord

Så fik jeg det endelig fortalt:
"De andre var flinke men du betød ALT".

 Jeg husker du bad mig blive ved med at skrive
Jeg ved du ønskede jeg glad skulle blive.

 Du gav mig din fulde støtte
og kunne ikke holde bøtte
i din egen klinik
for du vidste jeg havde ret
og du vidste jeg var kvik.
Du undskyldte på lægernes vegne
fordi du på tætteste hold så mig flegne
foran læger der ydmygede mig.
Du var flov over at DE tog på vej
og grinede af mig så fejt.

 Ellen DET var SEJT!

 Mennesker som dig beundrer jeg mest
du er slet ikke som mennesker er flest
Du turde ikke forsvare mig i hiarkiet
men du var flov over selve svineriet
så en undskyldning og forklaring jeg fik
så jeg forstod lægernes
"behandling" og kritik.
Du er hverken for stolt eller arrogant
men ydmyg er du iblandt
de mennesker du skal tjene
så jeg tør godt at mene
at du aldrig vil blive glemt
især når livet ikke er nemt

 Derfor besøger jeg dig snart igen
du vil altid være min bedste ven.

 Jeg ved at du aldrig vil glemme mig

 Jeg ved at jeg ALTID vil elske dig.

lørdag den 23. maj 2015

FRIHEDEN TIL AT VÆRE ET MENNESKE


Frihed er mange ting
Frihed til at vælge
Frihed til at kæmpe
eller dø
Ytringsfrihed
Frihed til at bestemme over eget liv
Frihed til at være den man er
Frihed til at være et menneske

Jeg fik min frihed tilbage
Ikke friheden fra et fængsel
Men så alligevel lidt.
Fangerne bøjede sig for deres vogtere
Jeg bøjede mig for en diagnose
Troede naivt på det
Men det føltes mere som en straf
Det blev aldrig MIG
Nogle bestemte hvad der skulle
forestille at være bedst for mig.
Jeg valgte at lytte til deres råd
men det var også det sidste jeg gjorde
så røg alt min værdighed.

Jeg tog min frihed tilbage
jeg er ingen diagnose længere
Jeg er ikke længere slave
af et sygt system
På papiret er jeg
men ikke i virkeligheden
Jeg er mig igen.
Jeg ved nemlig nu hvad jeg
ihvertfald IKKE er
Jeg er ikke mere sat i bås
Jeg er et menneske
der er lige så forskellig
som så mange andre.
Jeg har stærke og svage sider
Jeg har begrænsninger og ressourcer
Du kan kalde det hvad du vil
måske bare personlighed?

En blomst skal vandes og gødes
og have sol for at gro
Den skal man værne om hver dag
Den visner ved forkert pleje

Det gør et menneske også.

Så sæt mig ALDRIG igen i en kasse
og lad mig visne på et hjem

Jeg er LYKKELIG fordi jeg fik
min frihed tilbage.

Friheden til at være et MENNESKE

tirsdag den 21. april 2015

FASTLÅST SORG

År 2000 var et forfærdeligt år
Jeg husker det som var det igår
Den var med mig temmelig gal
så jeg endte på psykiatrisk daghospital
Men der slog de mig næsten ihjel
Jeg overlevede og blev helt mig selv
Jeg blev en sprudlende livsglad pige
Flyttede hjemmefra og fik mit eget kongerige
Jeg elskede mit liv
og alt hvad jeg lavede
som tidsfordriv
Fik arbejde med børn
og jeg ELSKEDE den tørn.

Psykiatrien indhentede mig igen.
Over flere år blev jeg voldtaget af den
Jeg blev fejlmedicineret
og af skader er jeg
idag voldsom generet.
Jeg blev fyret fra et job
og fra et andet sagde jeg op
Jeg slog op med en kæreste
men 20 indlæggelser var det værste
Så fik min far alzheimers demens
Mor flyttede fra gården
og hele min trygge eksistens
blev hevet væk under mig.
Fra mit hus jeg rejste min vej.
Nu var jeg pludselig stemplet autist
Men den diagnose gjorde mig bare trist
Psykiatrien sendte mig på et hjem
Jeg følte mig her som en der var slem.

Deres diagnoser er helt til grin
sandheden er grum
men jeg er ikke dum
for jeg ved jeg er skadet af medicin
Jeg kæmper hver eneste dag
Det er min helt egen sag
Men jeg bærer faktisk nag
Stress jeg ikke tåler
Et funktionsniveau de måler
som er helt i bund
fortabt i sorgens stund
Jeg er ikke mer tilstede
føler nærmest ingen glæde
føler mig ensom selv blandt andre
til mit hjem der vil jeg vandre.

I min bil jeg kører afsted
Mit hjem er væk og jeg søger fred
Jeg indser pludselig et sekundt
at jeg ikke kan flygte
fra følelser der gør ondt
Jeg græder hos min mor
men hun kan ikke hjælpe spor
Ingen kan hjælpe mig
på selverkendelsens vej.

Hvorfor slog de mig ikke ihjel
spørger jeg hele tiden mig selv
Jeg var forsøgsdyr og offer
der endte på psykiatriske stoffer.
Vil gerne sove væk fra smerten
Den følger mig i al min færden
Jeg tænker ofte på døden
den er min udvej i nøden
Jeg kæmper hver eneste dag
sorgen er min egen sag
Fastlåst i mit eget liv
uden fremtidsperspektiv.

ET VIKARIERENDE HÅB


Når man holder op med at håbe
og man bare kan råbe
ned i sin dyne
og alt hvad man elsker
er ude af syne
så har man brug for en person
der tror på ens version
af det der sker
for en nu og her

Når man kæmper hver dag
for ikke at gå ned med et flag
og man klamrer sig til det mindste strå
og er bange for hvordan det vil gå
så lever man i frygt
og alt hvad der er trygt
er forsvundet i et liv
uden fremtidsperspektiv.

Når jeg føler mig som en på treds
og er ved at falde om af stress
handlingslammet og ked
og tanker bliver ved
så er det jeg har glemt
hvor enkelt og nemt
det er at være til
i livets puslespil.

Jeg tænker så på døden
som en udvej i nøden
På E4`s gange
er jeg aldrig bange
for at livet overmander mig
og deres fejhed kender jeg.

Jeg er også en lille pige
som bare kan skrige
efter omsorg jeg ikke fik
En dag slog det klik
og det sådan gik
at mange tæsk jeg fik
Dysfunktionelt var det hjem
og jeg var altid den der var slem
men hvis jeg var rigtig nem
så fik jeg kys og klem

Så når der intet er tilbage
af gode minder fra de dage
hvor jeg havde det godt
og klarede mig så flot
Så tvivler jeg igen
på at livet er min ven

Det hænder dog
at jeg får lov
at tro og håbe for en stund
når ordene kommer
fra Jeanettes mund
Jeg ved ikke hvad du gør
men du er faktisk den
eneste jeg tør
sige alt det til
som i mit indre
står på spil.
Så fire ord fra mig
de største på livets vej:

Jeanette jeg ELSKER dig.

mandag den 9. februar 2015

ET NYT LIV



Jeg har været jorden rundt
mit liv blev endevendt
på et sekundt
Ud af ind af hospital
kæmpet som en gal
Endelig kom jeg til et sted
hvor jeg troede jeg fandt fred

Men se nu hvad der skete der
følte mig kun mere sær
Pludselig var jeg autist
livet blev kun mere trist.
Forsvundet var mit eget jeg
kæmpe måtte jeg for MIG

Jeg kæmpede for at komme væk
men systemet gav mig mange smæk
Jeg troede det var rigtig nemt
og selvom jeg var meget klemt
blev jeg hurtig til besvær
i det liv jeg havde kær
Jeg burde ikke lave vrøvl
systemet gav mig mange høvl
Heldigvis så blev jeg ved
og blev endelig hørt et sted

Kapitlet er nu slut
og jeg har virkelig fortrudt
at jeg rejste til det her sted
for her fandt jeg aldrig fred
Der gik måneder og dage
jeg ser mig ej tilbage.
Nu venter der et helt nyt liv
et andet fremtidsperspektiv

Jeg ved at jeg snart skal hjem
så jeg giver mit arm et klem
Er det nu virkelig sandt
at jeg endelig glæden fandt?
Snart mit hjem jeg ser
jeg skal ej lide mer
Tårerne triller ned af min kind
roen breder sig i mit sind
Nogle hørte min bøn et sted
Nu vil jeg ENDELIG få fred.

fredag den 6. februar 2015

OFFER FOR DEN MEDIEOMTALTE HJERNESKADEDE PSYKIATER

  
  Jeg vil med mit beskrevne forløb hos den hjerneskadede psykiater gerne advare andre imod ham. Hvis han vinder ved retten i maj måned får han hans autorisation tilbage og så kan han fortsætte med at behandle folk som jeg blev behandlet. Min historie må gerne deles så INGEN sætter sine ben ved denne mand. Jeg ser det som min borgerpligt at forhindre andre kommer hos ham og naive mennesker måske tager med ham ud at rejse. Jeg er så glad for jeg var klog nok til at takke nej til hans tilbud og også kom af den medicin han ordinerede mig som jeg fik det værre af.
Jeg gik ved den hjerneskadede psykiater i Ringkøbing i fire år inden jeg søgte andet behandling. Jeg blev sendt til ham i år 2007 af min kommune i forbindelse med en revalideringssag. Han skulle lave en speciallægeerklæring på mig. Jeg var dengang på antipsykotisk medicin jeg ikke havde det godt på og havde diagnosen skizotypisk sindslidelse. Jeg skulle møde op på Viborg sygehus hvor han rimelig hurtigt konkluderede at jeg led af borderline fordi jeg var så sprudlende og livlig og det kunne man ikke være hvis man led af skizotypi. Om lørdagen ringede han mig op hos min kæreste og bad mig svare på en masse spørgsmål for at han kunne være sikker på at jeg havde borderline.Jeg kan huske at jeg tænkte at fordi han var så grundig så var han meget troværdig. Tænk at ringe sin patient op en lørdag formiddag. Ham ville jeg derfor gerne gå ved. Jeg begyndte derefter at gå ved ham en gang i måneden og han fjernede min antipsykotiske medicin og gav mig i stedet for noget mere antidepressivt medicin så jeg kunne få det bedre. Jeg fik det faktisk også bedre og kom igang med arbejde og studie. Han lavede åndedrætsøvelser med mig i baglokalet. Han var vild med yoga og engang i efterårsferien spurgte jeg ham hvad han skulle lave. Han svarede at han skulle på yoga rejse til Indien og i samme situation spurgte han: "Det kan være du vil med"?. Jeg var heldigvis klog nok til at svare nej tak. Jeg begyndte at mistænke ham for at være smålun på mig.


  Engang snakkede vi om ADHD og så sagde han at det kunne være jeg havde ADHD. Jeg spurgte ham hvordan jeg kunne vide om jeg havde det. Han svarede mig: "Prøv at tage medicinen imod det og så ved du om du har det. Hvis det hjælper dig så har du det". Så fik jeg en recept på Concerta imod ADHD men blev totalt speedet af det og kunne ikke sove om natten. Jeg var ved at tage en HF og var så træt jeg ikke kunne hænge sammen i skolen pga jeg ikke fik sovet ordentligt pga medicinen.Jeg fortsatte dog med det i et år inden jeg sagde stop til det selv. Sidenhen er jeg blevet testet rigtigt for ADHD og jeg har kun delelementer til det og ikke en fuld diagnose. Altså blev jeg fejlmedicineret groft af ham da ADHD medicin bestemt er skadeligt især når man ikke skal have det. Da jeg på et tidspunkt klagede over søvnløshed og min kæreste fik abilify der er et antipsykotisk middel imod hans søvnløshed så bad jeg om det og han var hurtigt til at ordinere det til mig men jeg blev totalt speedet også på det. Jeg kan huske han sagde at det kunne være det også hjalp mig når det havde hjulpet min kæreste. Heldigvis kom jeg hurtigt af med det også. Men igen på eget initiativ. Han skiftede meget rundt i mine antidepressive præparater men da jeg stadigvæk følte mig død i mine følelser så valgte jeg at afslutte behandlingen hos ham og fortsætte i noget mere intensiv behandling for borderline.


 Det nye behandlingssted skulle så bruge min journal fra ham. Men nu skete det mærkelige at han blev voldsom aggressiv da jeg ringede for at bede ham om at sende mine papirer videre. Han sagde bare vredt at det skulle det nye behandlingssted spørge efter og ikke mig.
Da det nye behandlingssted heller ikke kunne få ham til at sende mine papirer bad jeg min far om at ringe til ham. Så skete der noget. Men da jeg en dag ringede ham op om noget så blev han vildt vred på mig i telefonen og spurgte mig hvornår jeg blev voksen. Jeg spurgte ham hvad han mente med det. Han svarede: "Hvornår bliver du voksen så din far ikke skal sørge for at ringe for dig"? Jeg blev fuldstændig paf. Vi afsluttede hurtigt samtalen og så var jeg ude af hans klør. Men han fortalte mig imens jeg gik ved ham at han havde en hjerneskade efter en bilulykke og at han havde folk til at bo i en campingvogn hos ham. Han fortalte også han ikke var gift eller havde børn og at han kun havde en kæreste på universitetet men da han ikke dengang var klar til at få børn så havde han slået op med hende. Jeg undrede mig altid over at han fortalte mig så meget privat men jeg er sikker på at han mellem linierne bagte på mig. Min formodning blev styrket da jeg under den sidste konsultation hos ham ville give ham hånden til farvel og istedet for at give mig sin hånd så sprang han op fra sin kontorstol og ud til sekretæren hvor han løb rundt i forvirring ved arkivskabene. Så sagde jeg farvel og gik. Han er en mand jeg aldrig glemmer og som var farligere end jeg troede. Jeg er glad for jeg ikke tog med ham på yogarejse og at jeg kom af hans fejlordinerede medicin igen og ikke mindst stoppede mit forløb hos ham.

søndag den 1. februar 2015

EN PSYKIATRISK HISTORIE


 

 Trine er en 17 årig pige der går i gymnasiet. Hun er opvokset i et hjem hvor hun bliver udsat for det man kalder for følelsesmæssig omsorgssvigt der er ligeså invaliderende for en person som incest er det. Det vil sige hun er hendes mors forlængede arm følelsesmæssigt og der bliver på den konto begået mange overgreb imod hende. Hun bliver også slået af faderen og udsat for eksklution af begge forældre når hun ikke "opfører sig ordentligt". Hun kan så sidde og græde alene på sit værelse som taberen i det syge spil. Ofte skal hun tage ansvar for sin mors følelser og ligge under for faderens lunefuldhed og hendes to ældre søskende er også medspillere på deres egen måde. INGEN forstår Trine og at hun er en meget følsom pige. Trine er født med en let form for autisme der kaldes asperger og da denne diagnose ikke er kendt på daværende tid bliver Trine aldrig ”opdaget”. Trine har problemer med socialt samspil og sit temperament og hun er en anderledes pige som forældrene har svært ved at forstå og forståeligt nok egentligt. Forældrene er ikke skyld i hendes udviklingsforstyrrelse som autismen jo er. Trine bliver ikke opdaget med hendes autisme fordi hun er super til at aflæse social samspil intellektuelt og hele folkeskolen igennem klarer hun sig og pga hendes intelligens der er god opdager lærerne ikke at denne pige er en smule anderledes i det sociale samspil. Der ligges kun vægt på hvor dygtig Trine er. Da hun kommer i gymnasiet går det imidlertid galt. Trine forstår ikke ”kulturen” sådan et sted og bliver holdt udenfor af nogle piger og da hun ikke føler hun passer ind der knækker hun tilsidst. Bægeret flyder over. Trine får en depression og kommer til praktiserende læge som giver hende "lykkepiller". Han siger til forældrene: " Det er en major depression". Kan i nu tage hjem og passe godt på Trine og at hun ikke tager sit liv i hendes kæmpe depression. Trine må opgive gymnasiet. Hun skal tage 2.g om og det magter hun ikke og har heller ikke lyst til det.

  Trine får det bedre igen efter nogle måneder og går imens hos en privat praktiserende psykiater som henviser hende til ungdomspsykiatrien. Her får Trine samtaler med en kvindelig psykiater og bliver medicineret med lykkepiller fortsat. Trine får det bedre og bedre og kan arbejde igen. Hun føler sig godt hjulpet af medicinen og bliver tilsidst helt rask og udtrappet af den. Trine er bare så glad og føler sig helt ovenpå. Hun skal nu igang med uddannelse på HF. Hun har taget et forløb på daghøjskole og går nu igang med pædagogpakken så Trine kan komme ind og læse til pædagog. Det er Trines STØRSTE DRØM i livet. Hun elsker børn og hendes glade og lattermilde sind tiltrækker børnene som ELSKER hende. Trine har passet en masse børn i hendes allerede unge liv. Hun ved det er det hun vil. Hun går målrettet efter det. Trine er dog bare følsom og et dødsfald i familien vælter igen Trine med en ny depression. Trine ved jo at lykkepillerne hjælper hende for det har de jo gjort før så hun opsøger igen først en psykolog som dog ikke kan hjælpe på Trines depression så hun kommer videre til en privat psykiater som begynder at medicinere Trine. Denne gang ret så heftigt med ofte to præparater på samme tid. Denne gang virker intet på Trine. Psykiateren må give fortabt og sender Trine videre til daghospitalet i psykiatrien hvor Trine er glad for at skulle begynde for de må jo kunne hjælpe hende. Trine er meget tillidsfuld når det kommer til mennesker og den hjælp hun vil få. De hjælper hende sikkert så godt som før i tiden. Hun er fortrøstningsfuld. På daghospitalet fortsætter den megen medicinering men Trine bliver bare dårligere og dårligere. Hun sidder som en zombie og stirrer ud i luften i en stol. En medpatient bemærker det og siger: "Jeg har været indlagt rigtig mange gange på psykiatrisk afdeling i mit liv men jeg har dog aldrig nogensinde set nogen så syg som dig. Aldrig" Trine tager hver dag hjem fra daghospitalet og går fra at være en pige på 73 kg til at veje 96 kg. Trine føler hun er døden nær. Hun lider af forstoppelse, mundtørhed, sprukne læber og er så meget i pine det ikke er leveværdigt. Hun tænker en dag at enten må det her stoppe eller også tager hun livet af sig selv eller også dør hun af "behandlingen". Hun går tilbage til daghospitaet og meddeler de "kloge" læger og sygeplejersker at hun ikke vil være med til det her mere. Plejepersonalet kan jo godt se det ikke er godt og de kan godt se at der ikke er noget der hjælper og at deres mange mediciner ikke har hjulpet en pind men forværret Trines situation. Trine er 21 år på det tidspunkt. De "professionelle" beslutter at trappe Trine ud.
Trine bliver nu hurtig helt rask og kommer ud fra daghospitalet. Nu skal livet leves. Hun flytter hjemmefra og nyder sit nye liv og får arbejde og det hele kører for hende. Hun har ikke opgivet drømmen om at blive pædagog da hun nu arbejder i en børnehave igen. Trine er dog følsom overfor stress og to år efter går hun til lægen med symptomer på stress. Hun føler sig noget trist og træt men det er også stressende på jobbet. Trine tror dog selv det er en depression igen og siger til lægen det måske kan være en depression. Lægen kigger i journalen. Hun er jo tidligere psykiatrisk patient så det er nok meget muligt og Trine får lykkepiller igen. Trine tager pillerne. Hun vil ikke miste hendes job og det kan jo være de hjælper denne gang. Trine føler ikke pillerne hjælper helt men hun får det heller ikke vildt værre. Men efter et kærestebrud knækker filmen endnu mere for Trine. Hun er meget følsom. Hun går på det tidspunkt i distriktpsykiatrien. Psykologen mener at Trine bør øges i dosis for ikke at "knække helt". Trine bliver øget men hun er stadig ved at knække helt. Hun ringer til psykologen i arbejdstiden og er helt ude af den. Tilsidst beslutter Trine sig for at stoppe på jobbet og tage på højskole. Jobbet er simpelthen for meget nu i den tilstand hun er i og hun kan heller ikke lide at være der mere. Hun tager nu noget psykofarmaka man bliver meget sulten af og hun stiger igen i vægt fra 73 kg til 97 kg. Hun får også sovemedicin da hun ikke kan sove og det har hun i øvrigt haft svært ved i mange år. Lige siden hun kom på "lykkepiller". På højskolen er Trine altid træt. Hun sover dårligt og om dagen er hun bare så træt og har nedsat energi. Hun melder fra til en studietur. Trine føler hun får det halve ud af opholdet pga hendes tilstand. Da hun kommer hjem er Trine helt fortvivlet. Hvorfor har hun det sådan her tænker hun. Det kan da ikke passe jeg skal gå og være så træt og nu får jeg jo medicin og det kan ikke passe at jeg ikke får det bedre på medicin jo? Trine tænker så det knager og beslutter sig for at gå til egen læge igen. Måske har hun en anden diagnose som lægerne ikke kan finde ud af. Måske skal hun have noget helt andet medicin og så vil hun få det godt. Trine er desperat. Hun beder selv om at blive testet i distriktpsykiatrien for en evt diagnose så hun kan få den rigtige behandling så hun kan få et bedre liv igen. Trine bliver nu fra egen læge sendt i armene på en psykiater der rimelig hurtig konkluderer at Trine vist lider af skizotypi og psykologen må derefter lige udredde hende for det og ja minsandten om hun ikke lider af skizotypi. Trine tænker bare at det måske er rigtig for hun er altså desperat for at få det bedre. Hun får nu tilbudt antipsykotisk medicin som hun tager imod. Hun skal tage 2 mg. Trine reagerer hurtigt på det ved at føle det dæmper tankemylderet hun har og hun får nemmere ved at sove så det er vist meget godt. Hun siger til samtalerne det hjælper og psykiateren er virkelig glad på hendes vegne og siger til Trine: "kom igen om to år når du har fået det godt"

  Så slipper Trine sit tag i psykiatrien men også i livet idet virkningen af medicinen for alvor sætter ind. Trine sover hele tiden, gider ingenting, møder usoigneret op i arbejdsprøvningen. Hendes liv bliver et mareridt. Trine bliver desperat igen. Hvad skal hun gøre. Hun er simpelthen så fortvivlet. Hun støver en tilfældig kæreste op der viser sig at være psykopat idet han truer med at slå hende og smadrer ting i arrigskab. Trine finder dog først ud af det da hun er flyttet i hus med ham. Trine ligger fortsat og sover meget og hun magter knap nok de få vikartimer hun har i en børnehave. Kæresten truer hende med tæsk fordi hun "skaber sig". Trine græder fordi hun "pjækker" fra jobbet pga hendes zombietilstand. Hun kan ikke komme ud af sengen. En dag får Trine dog nok. Får hjælp fra nogle hjemmesygeplejersker til at komme til en psykiater som kan se den er helt gal med Trine og sætter hende NED i dosis. Det var dog noget nyt. Trine får det bedre og flytter fra kæresten. Da hun er flyttet fra kæresten kommer hun imidlertid til en ny psykiater for det SKAL hun. Kommunen sender hende til en fordi hun søger revalidering til en HF. Psykiateren får hende helt ud af det antipsykotiske medicin og bibeholder hende på noget antidepressivt.

  Nu får Trine diagnosen BORDERLINE. Det var dejligt tænker Trine for det må være rigtig idet hun nu mærker hun får det bedre af at komme af det antipsykotiske medicin. Hun tænker slet ikke over sammenhængen i tingene. Hun får jo selvsagt mere energi af at være kommet af antipsykotisk og tror selv det antidepressive medicin hjælper hende denne gang. Inden Trine kommer af det antipsykotiske medicin bliver hun optaget og begynder på pædagoguddannelsen. Men hun holder kun til det i en uge fordi hun er så zombieficeret af medicinen. Hun opgiver derfor hurtig. Trine får nu taget en HF løbende over en årrække. Hun bruger alt i alt fem år på det. Hun er i den tid af og på antidepressiv medicin det meste af tiden. Men hun klarer det og er så glad og stolt da hun får sin HF-eksamen med et godt resultat. Det er ikke intelligensen der fejler noget. Trine er dog fortsat altid træt og har nedsat energi. Trine ved hun ikke føler sig rask og forstår det ikke helt selv. Hvorfor får hun det ikke bedre? I år 2010 leder Trine med lys og lygte selv efter noget terapi der kan gøre hende HELT rask. Hun er træt af ligegyldig snak hos psykiateren. Hun liver nu op da hun finder noget der kaldes DAT- terapi. Det er for folk med borderline og nu skal jeg altså være rask tænker hun. Hun søger det og bliver optaget. Trine mærker noget uldent ved sin terapeut i begyndelsen men Trine giver folk chancer og fortsætter hos terapeuten og psykiateren som hun også er. Trine er næsten lige begyndt i terapien da en kæreste går fra hende igen. Trine bryder nu helt sammen igen med depressionslignende tegn og denne gang så alvorligt at hun bliver indlagt på psykiatrisk hospital og igen begynder medicinering af hende. Trine er på medicin men nu prøver hun et andet præparat der skulle virke bedre mod depression.
  Trine får det bare tiltagende værre og værre. Hun får mere angst og depression og bliver meget paranoid. Hun får væske i benene, dårlig mave, huller i tænderne og mundtørhed. Hun har det rædselsfuldt. Hun får tanker om at slå sig selv ihjel og også sine forældre. I ti mdr har Trine det sådan og hun er så sovset ind i sin egen tilstand at hun ikke magter at sige stop. Hun skal bare overleve hver dag og hun er fuldstændig sikker på at selve terapien jo måske kan få hende på rette spor. Trine er tillidsfuld. Terapien skal redde hende. Trine mærker dog at hun ikke er sig selv og aner uråd mod hendes terapeut som hun ikke synes hun klinger så godt med. Men hun er dog opdraget til at det man begynder på gør man færdigt og det gør man også med en behandling. Trine passer terapien til punkt og prikke og laver alle hjemmeopgaverne selvom hun psykisk er fuldstændig på selvmordets rand. Hun bliver nu svingdørspatient på psykiatrisk afdeling. Testene de laver på hende i hendes behandling måler dog nogen fremgang på visse områder men selv er Trine virkelig et vrag. Hun forstår ingenting. Men glædes dog over testresultaternes positive udfald. Hun glædes så meget over bedraget at hun først for sent opdager det ikke nytter noget at fortsætte. Hun meddeler hun vil trappes ud af medicinen. Terapeuten kigger surt på Trine og hun fornemmer hurtigt at det har terapeuten ikke styr på overhovedet. Terapeuten der jo også er psykiater trapper nu Trine ud af medicinen på en måned men Trine beder om en måned mere og det får hun. Det er imidlertid alt for hurtigt idet Trine er meget følsom og hun ryger nu lige ned i en depression igen og indlægges igen igen. Trine ved heller ikke noget om at netop Venlafaxin for nogle mennesker er specielt farlig at trappe ud af. Især meget følsomme mennesker.

  Trine oplever nu de vildeste ophørssymptomer som kramper i benene,rastløshed og depression. Det gør ondt i alle led og hendes ben hæver. Trines fornyede depression slutter dog ikke lige sådan. Den kommer igen efter fire måneders stop af præparatet og det kaldes en udtrapningsdepression som kan vare op til 2 år efter for brat ophør med et antidepressiva. Trine stopper nu ved psykiateren for denne psykiater tror ikke på Trines forklaringer og vil kun høre sig selv. Trine har i mellemtiden fundet ud af hvor meget psykofarmaka skader et menneske og læst om udtrapningsdepressioner. Trines viden må hun dog gå alene med for i psykiatrien foragter de hende kun for den. Den psykiatri som hun nu ufrivilligt er blevet svingdørspatient i fordi hun ikke forlængst regnede det hele ud. Trine er nu svingdørspatient. Hun kan ikke holde hendes tilstand ud og hun har ingen andre muligheder end at opsøge den. I psykiatrien vil de dog ikke have hende indlagt hvis hun ikke tager medicin igen. Trine er virkelig presset. Overvejer andre steder at tage hen men at bo rundt omkring hos folk i hendes tilstand vil hun ikke byde andre. Hun er selvmordstruet og det skal folk ikke tage sig af synes hun. Hun er også bange for at bo fremmede steder i hendes tilstand. Tilsidst svinger Trine så meget i hendes psyke at det nærmest klikker af og til. Det vil sige at det står helt stille og det er som om hjernen går død. Det er drøn ubehageligt og hun har så mange selvmordstanker at hun ikke kan være i det helvede mere. Hun siger ja til stemningstabiliserende medicin for at dæmpe det hele ned og løfte hende lidt igen. Trine ved godt det også er skadeligt men hun er virkelig i pine. Hun mærker hverken glæde eller liv og tankerne kører bare i det samme hele tiden. Samme mønster. Der er ikke meget kreativitet. Det sover deroppe ellers. Hun føler sig lammet. Hun føler sig også autistisk idet hun føler hun lever inde i sig selv selv når hun er blandt andre. Sådan føles en udtrapningsdepression nemlig. Det er rædselsfuldt. Hun har nedsat appetit og hendes funktionsniveau er så lavt at hun næsten ikke orker de mest basale ting. Hun kan heller ikke sove om natten og skal nu tage sovemedicin for at kunne sove eller antipsykotisk. Trine kæmper for ikke at blive indlagt hele tiden men det er meget meget svært. Hun er en meget følsom pige og kæmper hver eneste dag men hun er træt for nu har hun snart været i samme helvede i to år. Man kan egentlig godt sige at helvedet begyndte da hun som 17 årig kom ind i psykiatrien og troede de kunne hjælpe hende. En hjælp som narrede Trine noget så grusomt. En tillidsfuld og naiv pige blev berøvet livet. Systematisk nedbrudt fordi hun hele tiden troede og blev ved at tro at de måtte da kunne hjælpe hende i de tilstande de selv skabte for hende og det egentlige problem var ”bare” en uopdaget autisme.
  Trine er dog så heldig at hun nu bliver sendt til psykiatrisk udredning igen. Trine siger ja til det for hun ved godt at hun er nødt til at få noget hjælp så hun stopper med at blive indlagt hele tiden. Trine har svingende tillid til psykiatrien nu men det hjælper dog på det hele at de nu ikke længere vil fylde hende med piller i psykiatrien. De ved nemlig godt efterhånden at de har begået en KÆMPE BRØLER. En asperger må nemlig ikke bare få psykofarmaka på den uhæmmede måde som Trine har fået og skal det gives så i meget lav dosis. En autist skal hjælpes med rammer og struktur på dagen og motiveres til de ting der er svært. Optrænes i færdigheder. Det bliver så også nødvendigt kan man sige idet psykofarmakaen Trine er blevet givet over adskillige år meget vel kan have ødelagt hendes hjerne. Trine finder nu ud af via hendes Journal at de har mistanker om at Trine er autist. Trine tænker først at de bare skal have endnu en diagnose at muntre sig med og låner en bog om asperger diagnosen. Trine læser og må indrømme det er hende. Meget af det der står skrevet er ligesom Trine er. Trine føler faktisk hun har fundet ”hjem” og føler sig nu glad over at psykiatrien endelig 34 år inde i Trines liv har formået at gøre en eneste ting rigtig. Men sikke mange tabte år på psykofarmaka og aldrig nogensinde har Trine fået nogen egentlig RIGTIG hjælp. Trine kæmper nu for et bosted da psykiatrien har anbefalet det til Trine. Trine glæder sig til sit nye liv der venter forude. Men nu har hun på fornemmelsen at de i psykiatrien bare skulle finde en måde at dække over deres fejl på og derfor fandt de på hun havde asperger for at komme af med svingdørspatienten. En slags undvigemanøvre kan man vel sige.

lørdag den 31. januar 2015

EN JULEHISTORIE


   Der var engang en pige der hed Bente på 35 år. Hun havde været i psykiatrien siden sit 17 år under skiftende diagnoser og ingen af dem havde nogensinde hjulpet hende til at få det godt men i stedet for havde hun fået en masse forkert medicin og var derved blevet voldsomt fejlmedicineret. Bente fik en depression igen lige inden hun fyldte 32 år og psykiatrien gav hende igen medicin hun blev syg af. Da Bente endelig fik taget mod til at komme af medicinen igen blev hun trappet for hurtigt ud af den i forhold til hvad hendes følsomme sind kunne klare og hun fik de frygteligste ophørssymptomer der gjorde hende til svingdørspatient på psykiatrisk afdeling. Bente vidste det var ophørssymptomer for det havde en ekspert i USA fortalt hende. Hun fortalte det til lægerne på psykiatrisk afdeling men de ville ikke høre tale om at det passede.. Bente gik så voldsom op i sin egen tilstand at det i lægernes øjne grænsede til det unormale og lægerne kaldte det derfor for en særinteresse og da Bente også sagde hun følte sig autistisk så måtte der måske også være tale om en asperger diagnose.Da Bente ikke ville spise piller igen så sendte de hende til en neuropsykologisk udredning
 
Da Bente opdagede at de var ved at tro det var aspergers syndrom gik hun dem på klingen med hensyn til den og hun oplevede nu at blive løjet for og grint af. Bente modtog modvilligt sin asperger diagnose. Lægerne mente hun skulle bo i rammer for folk med aspergers syndrom med eksperter på handicappet så det tænkte Bente hun nok blev nødt til men det var ikke af glæde eller lyst hun flyttede til ekspert stedet for hun tvivlede på diagnosen efter den var sunket mere ind. Hun græd faktisk som pisket da det gik op for hende at hun var så gennemsmadret at hun ikke kunne klare sig selv mere. Da hun kom til ekspert stedet fik hun et chok. Hun lignede mere personalet end de andre brugere der boede der og hun oplevede også at det var i personalets samvær hun havde det bedst og ikke så meget sammen med de andre brugere.De mennesker hun mødte i byen og andre steder lignede hun også mere.Pædagogikken på stedet syntes hun også var tåbelig.Sådan ville hun altså ikke behandles. Nu blev hun da for alvor i tvivl om den diagnose var rigtig. Men da hun vidste hun ikke turde bo selv igen i eget hjem med hjælp på så søgte hun om at komme tilbage til et tidligere bosted hun havde boet på midlertidigt og hvor hun nu kunne se hun passede bedre ind. Men det var ikke sådan lige at få lov til det, når nu psykiatrien havde fortalt systemet at eksperter skulle hjælpe hende. Pigen følte sig virkelig skamfuld og ked af det for kunne man virkelig ikke være bekendt ikke at passe ind et sted? Måske hun så i virkeligheden hørte til i et fængsel når hun nu var så slem at brokke sig og ikke passe ind her på ekspert stedet? Men pigen tænkte også at det da var synd og skam at optage en plads for en der virkelig havde gavn af at bo på et asperger hjem.

 Da pigen talte med sin familie i telefon fordi de gerne ville vide hvad hun ønskede sig til jul så svarede hun at hun ikke ønskede sig noget for de havde hjulpet hende så meget hele året. En dag gik hun ind i et kæmpe varehus og i et hjørne sad julemanden og alle børn kunne gå hen og sætte sig på skødet af ham og sige hvad de ønskede sig til jul. Pigen tænkte først om hun egentlig havde ret til at ønske noget og nu var hun jo ikke barn mere men voksen. Desuden havde nogle i systemet sagt at hun lavede numre med vilje og at man jo ikke altid kunne få sin vilje. Hun havde også fået at vide at hun skulle være taknemlig for at bo i et botilbud for det var ikke alle der fik sådan et tilbudt.Pigen tog alligevel mod til sig og gik hen til julemanden og satte sig på hans skød. Hun spurgte om hun godt måtte få lov at ønske noget selvom hun var voksen. Julemanden sagde til hende at selv voksne også var velkomne til at ønske sig noget til jul. Pigen hviskede ham nu i øret hvad hun ønskede sig:
"Kære julemand. Til jul ønsker jeg at alle dem jeg holder af får en god jul. Min familie og venner og alle andre der kender mig. Jeg ønsker mig også brændende at komme ned at bo på bostedet Ørbæklund og at en anden autist får lov til at bo på mit asperger hjem istedet for mig.De vil gerne have mig tilbage på Ørbæklund og mener at de godt kan hjælpe mig.De har også sagt at de altid havde ment at jeg hørte mere til hos dem. Jeg ønsker det så brændende kære julemand for julen er mere end alle de materielle ting men hjerternes fest. Kærlighed til mennesker og Gud og Jesus og ikke mindst kærligheden til livet".
Julemanden kiggede på pigen og spurgte: "Jamen lille pige er du ikke glad for livet og for at være autist?"
Pigen kiggede på julemanden og svarede så: "De kan kalde mig hvad de vil men hvordan ville du have det julemand med hver dag resten af dit liv at kigge på andre julemænd som dig og at de bare mindede dig om at du skulle huske at du var en julemand og aldrig blev til andet? Hvad hvis du følte dig så besat af din julemandsrolle at du følte du ikke kunne finde ud af andet end at kravle igennem en skorsten og dele gaver ud og sidde med børn på skødet og når nogle andre julemænd eller dine chefer talte til dig, så tænkte du at du alligevel aldrig kunne komme videre og blive til andet fordi du havde den rolle som julemand?
Julemanden kiggede på hende og sagde:"Nej det er heller ikke altid rart at have fået rollen som julemand.Hvis du ikke var født som autist hvad ville du så gerne"?
Pigen svarede: "Jeg vil ikke leve og behandles som en der er autist. Jeg vil leve så almindeligt som jeg overhovedet kan blandt normale mennesker med venner og en kæreste og et almindeligt job og så vil jeg hjem at bo en dag i mit hus når jeg er klar til det".
Julemanden svarede: " Det forstår jeg godt. Det kaldes livet. Jeg vil se om jeg kan opfylde dine ønsker".
Pigen sagde: "Jeg ved også at mennesker der har selvmordstanker savner et godt liv og jeg har brug for kærlige mennesker i mit liv der lærer mig at leve det almindelige gode liv igen".
Julemanden svarede: "Du må aldrig tage dit liv fordi du savner det gode liv. Du skal selvfølgelig leve det ligemeget om du er autist eller ej , men med den rette hjælp".
Pigen svarede: " Det ved jeg godt men når man har bedt til Gud i tilstrækkelig længe og intet sker så må man finde andre veje og derfor opsøgte jeg dig". Julemanden sagde: "Jeg skal se hvad jeg kan gøre for dig men noget siger mig at 2015 bliver året hvor du igen bliver dig selv på bostedet Ørbæklund. Hvad hedder du i øvrigt?
Pigen svarede: "Jeg hedder Bente og hende vil jeg gerne lære at kende igen på Ørbæklund i år 2015. Tak julemand fordi du også syntes voksne har lov at ønske noget. Jeg ELSKER dig"
Pigen gav julemanden et kæmpe knus og hoppede ned fra hans skød og gik hjem med et smil på læben imens hun tænkte at det var dejligt der stadigvæk fandtes gode mennesker i verden der tog hende alvorligt og behandlede hende som andet end en diagnose men som et menneske med drømme for sit liv.

tirsdag den 20. januar 2015

AT MISTE SIT HÅB


Man kan miste
en ven
en kæreste
en familie
et job
et hjem
sit gode helbred
sit gode humør
sine evner
ting man holder af
dyr man holder af
Listen er lang


Det er frygteligt at miste
Det kan være traumatisk
en sjælden gang befriende
Intet er sort/hvidt i denne verden
Intet er sikkert her i livet
Men en ting kan du være sikker på:

Hvis du mister håbet har du mistet ALT
Hvis du mister håbet om at få
en ven
en kæreste
en familie
et job
et hjem
dit gode helbred tilbage
dit gode humør tilbage
dine evner tilbage
nye ting du holder af
nye dyr du holder af
og hvad du ellers måtte ønske dig
fordi det hører med til et LIV
Da har du mistet ALT

Jeg vil hellere miste
alt på listen end mit håb

Din tro og håb
er det dyrebareste du har
det kan ikke erstattes med
noget andet i verden

Uden håb er der intet at længes imod
Uden håb er der intet at leve for
hvis du har mistet noget.

mandag den 12. januar 2015

ET HJEM SOM FÆNGSEL


Slip mig fri
af diagnose hysteri
Jeg står for skud
vil helst lukkes ud
Lad mig blive kvit
fra et mareridt

Gør mig død
uden glød
Slukker et sekundt
fra følelser der gør ondt
Resignerer
Isolerer

Hører ikke til her
Fremmedgjort i eget hjem
Hvem er jeg?
Hvad skal jeg?
Min personlighed er udraderet
En skygge af mig selv
Sådan føles det.

Kæmper for en løsning
Beroliger mig selv
men kaos opstår
Søger et svar
En mening med

MENINGSLØSHED!!!

i et uendeligt tankespind
der fængsler mig:

"Slap af og hold ud
Det ER dit hjem
Intet fængsel"

"Nej du skal væk"

"Vær taknemlig for det du har"
Vær taknemlig for den hjælp du får"

"Det er din egen skyld."

Hvor kom den tanke fra?

Ved det godt og tænker:

"Dø flinkepige.
Nu bestemmer du ikke mere
Nu bebrejder du ikke mere"

"Hvem bestemmer egentlig?
Hvem har skylden"?

Psykiatrien?
Kommunen?
Personalet?
Familie?
Venner?
Bekendte?
Bente?

Mismod er magt
så er det sagt
Skyld og skam
efterlyser
Knus og kram

En sidste tanke befrier mig
Svaret på meningsløsheden:

"Ingen bestemmer over dig!.
Først den dag
du bliver offer
i dit liv
dømmes du til

FÆNGSEL I DIT HJEM!!!

fredag den 9. januar 2015

LIVETS STØJ OG MENING


 Jeg ELSKER:
glad latter,
gode relationer,
kærligheden,
det der er
usynligt for øjet,
det dybe,
det smukke,
det væsentlige,
det ægte,
sandheden.


LIVETS MENING

 Alt andet er støj på min vej.
gør mig TRIST

 Giv mig et par Ørepropper
og sluk lyset.
Så kan jeg ikke høre
støjen mere
og se det der giver støj
men jeg kan heller ikke
udvikle mig

Jeg trækker stikket ud
og sover i stedet
med ørepropperne i
smider dem væk
om dagen
går ud i lyset
ser livets spil
erfarer livet
og hører støjen

Uden støjen i mit liv
ved jeg ikke
hvad der gør mig glad
og forevigt vil jeg vandre rundt
uden mål og med
uden mening med mit liv

På grund af STØJEN
ved jeg nu hvad
jeg ELSKER

Jeg har fundet en

MENING
MED LIVET!