Der er ting jeg aldrig
vil forstå
som forevigt vil foregå
og som altid vil presse sig
på.
Jeg oplevede det værste
svigt
fra læger der varetog en
pligt.
De havde alle aflagt en
hellig ed
men de grinede højt da jeg
sad og led.
De vendte kinden den anden
vej
jeg vidste de var bange for
mig.
De så ind i deres eget
indre.
De mærkede en afmagt og
intet mindre.
Jeg forstod det bare ikke
når jeg så deres
undvigende blikke.
Jeg plages ofte af jeres
svigt
Jeg håber i en dag vil
indse jeres pligt
I burde have hjulpet mig
da jeg afmægtig tog på vej
Jeg satte min lid til jer
at i hjalp mig nu og her.
Jeg får aldrig et svar
men blev kun holdt for nar.
Dog gjorde i det godt
og jeg synes det var flot
at i bevarede masken
når jeg kom med tasken
og i fjernede min kniv
Jeg måtte være kreativ
for at få jer i tale
når jeg endte hos de gale.
Hvorfor drev i mig derud?
Jeg får aldrig noget bud
Hvorfor skulle jeg snyde
når jeg bare kunne nyde
det boblebad jeg fik?
I stedet slog det klik
og i fandt mig ligge og
flyde.
Jeg hader jer dumme svin
i gjorde mig helt til grin
Hvordan tror i det var
at ligge i det kar?
På maven jeg flød
og spillede død.
Det blev bare værre og
værre
i hørte mig aldrig og
nægtede desværre.
Jeg græd hos min psykolog
Jeg håbede hun var mere
klog
Jeg fortalte jeg i
badekarret drev
Hun troede jeg psykotisk
blev
og kunne ikke forstå hvad jeg ville
så jeg besluttede psykotisk
at spille.
Jeg følte det største
svigt
imens hun gjorde sin pligt
Jeg stak af fra dit kontor
det nyttede ikke spor
Hun løb efter og politiet
fulgte trop
På banegården blev jeg
samlet op.
I håndjern og bælte
indlagt igen
på gangen i en stol hun
satte sig hen
sig mig Anne Lise dit dumme
svin
nød du at se mig være til
grin?
Jeg smed med en stol,en
skammel og et krus
Det eneste jeg manglede var
kærlighed og knus
og at blive ordentligt hørt
men løbet var for altid
kørt.
I drev mig helt ud til tvang
på røde papirer for første
gang
Er det sådan man er rar?
Jeg blev groft holdt for
nar.
Ensomheden var det eneste
svar
Der var ingen mor og far.
Jeg græd i smerte
da alvoren blev klar.
Idag jeg sidder med smerten
tilbage
Jeg troede det hjalp med min
gråd og klage
Jeg tror aldrig i hele min
levetid
jeg har mødt noget så sygt
og strid.
Psykiatrien skal lide en
kummerlig død
for i fjernede min tillid og
indre glød.
I slukkede et levende
menneskes gnist
efterlod mig hjælpeløs og
meget trist
Jeg troede i endelig på
længere sigt
ville høre hvad jeg sagde
som en læges pligt
Istedet jeg mødte det
værste svigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar