En psykiatrisk sygeplejerske:-)

Ellen med det lange brune hår
Jeg husker det som var det igår
Jeg sad på stuen og var så ked
Du støttede mig imens jeg led.

Jeg sagde du ingenting vidste
om at ønske livet som det sidste
at du ikke fattede en pind
af mit forpinte sind.

Du kiggede venligt på mig
Din varme strålede fra dig
og lindrede mit forpinte jeg
imens jeg på omsorg skreg.

Du sagde venligt og blidt
imens jeg havde det skidt:
"Jeg er ikke syg som dig
men på min livslange vej
jeg erfaring har fået
50 år har jeg nået
Så jeg ved dog lidt
om at have det skidt"

"Det kan være du synes det er plat
at det jeg siger er dybt godnat.
Hvis der er noget
du kan lære
så bruger du det
og lader resten være"


Du behøvede ikke sige mer
Ører kan høre men hjertet ser
Jeg behøvede ikke diskutere
min smerte med dig mere
for du kunne godt fornemme
hvordan en pige i klemme
skal rummes på en måde
hvor fornuften kan råde
uden konflikter
uden du svigter.


En anden gang
hvor natten var lang
havde jeg søvnbesvær
du var også her
Du bød mig en banan
og som en anden orkan
var du videre på din vej
men du glemte ikke mig
Du vendte atter tilbage
for at ville behage
Du lavede en kop te
for det kunne jo ske
det beroligede mig
på søvnens vej.

Jeg bad om musik at høre
men der var intet at gøre
for der var intet at finde
og som et dejligt minde
stod du ved min side
så jeg ikke skulle lide
mere end jeg kunne klare
jeg trøstede mig bare
med eget musik
efter lidt tid du gik.

Ellen er rigtig skøn
hun er også meget køn
Hun varmer i mit hjerte
og mærker alt min smerte
Hun møder mig med smil
og sindet får et hvil
når man mærker alt det nære
ved hendes atmosfære.

Vi fik nogle gode snakke
og jeg kan Ellen takke
fordi hun sagde til mig:
"Der er intet galt med dig
Du er nem at tale med
jeg tror ikke på et sted
at du borderline har
for du er alt for klar
og nærværende her
og ikke sur og tvær
du kan reflektere
og lytte med mere
Du er intelligent
og det er bevendt
Vi kan alle reagere
på pres med mere
og så er det man  agerer
med borderline manerer

Snakken gik på min udtrapningsdepression
og medicin kom til diskussion
Jeg spurgte hende ligeud
for at få et bud
om jeg ville blive fri
for det her pineri
Hun slog det ikke hen
men tilbød medicin igen
Jeg sagde min mening om det
og hvad der så kunne ske
Ellen bremsede mig
inden jeg tog på vej
Men jeg ville ikke diskutere
det med hende mere
for hun var sikker på
det nok skulle gå
Jeg var ikke defekt
imellem os var respekt.

Tårerne pressede på
du måtte ikke gå
Jeg behøvede dig
til at trøste mig
du spurgte forsigtig ind
til tårerne på min kind.
Jeg fik et knus
det var som en rus
Du aede min ryg
jeg følte mig tryg.


En aften hun mig spurgte
uden hun egentlig burde
om jeg havde prøvet deres spa
et bad jeg så kunne ta
Jeg tror hun ville lindre
så min pine blev mindre.

Hun så mig ikke som skør
da hun bankede på min dør
Spaen blev fyldt op
Det var bare helt i top
at få alt den pleje
Humøret kunne dreje
til mere lyse tanker
Ellens hjerte banker
for folk i nød
Hun er fantastisk sød

Et møde med psykiatrien

I dræbte min personlighed
I dræbte mine følelser
I dræbte mit sprudlende væsen
I dræbte mit gode humør
I dræbte min energi
I dræbte funktioner

i HJERNEN
...
I gjorde mig til zombie
bedøvet til ukendelighed
I lod mig lide dagligt
I talte grimt til mig
imens jeg led
I ødelagde min krop

I vidste ikke
hvad i gjorde
og dog så vidste
i noget

sagde det ikke til mig

I tog mit liv fra mig
det levende liv.
det mentale liv
så koldt og ubarmhjertigt
I lod mig leve halvt
I koma og bedøvet

Jeg blev vred og bitter
det fik i frem i mig
men ellers hjalp i ikke
med jeres giftige piller

Hvem tror i egentlig i er?
Hvem gør sådan noget?
Hvem lukker øjnene her?
Hvem er virkelig syg
dyssocial

Det er I

Helte er de
der kæmper
imod jer
der overlever
mødet med jer

I kan gøre meget skade
men i kan ALDRIG
Knække håbet
om at blive rask

ALDRIG!!!