Der var engang en pige der hed Bente på 35 år. Hun havde været i psykiatrien siden sit 17 år under skiftende diagnoser og ingen af dem havde nogensinde hjulpet hende til at få det godt men i stedet for havde hun fået en masse forkert medicin og var derved blevet voldsomt fejlmedicineret. Bente fik en depression igen lige inden hun fyldte 32 år og psykiatrien gav hende igen medicin hun blev syg af. Da Bente endelig fik taget mod til at komme af medicinen igen blev hun trappet for hurtigt ud af den i forhold til hvad hendes følsomme sind kunne klare og hun fik de frygteligste ophørssymptomer der gjorde hende til svingdørspatient på psykiatrisk afdeling. Bente vidste det var ophørssymptomer for det havde en ekspert i USA fortalt hende. Hun fortalte det til lægerne på psykiatrisk afdeling men de ville ikke høre tale om at det passede.. Bente gik så voldsom op i sin egen tilstand at det i lægernes øjne grænsede til det unormale og lægerne kaldte det derfor for en særinteresse og da Bente også sagde hun følte sig autistisk så måtte der måske også være tale om en asperger diagnose.Da Bente ikke ville spise piller igen så sendte de hende til en neuropsykologisk udredning
Da Bente opdagede at de var ved at tro det var aspergers syndrom gik hun dem på klingen med hensyn til den og hun oplevede nu at blive løjet for og grint af. Bente modtog modvilligt sin asperger diagnose. Lægerne mente hun skulle bo i rammer for folk med aspergers syndrom med eksperter på handicappet så det tænkte Bente hun nok blev nødt til men det var ikke af glæde eller lyst hun flyttede til ekspert stedet for hun tvivlede på diagnosen efter den var sunket mere ind. Hun græd faktisk som pisket da det gik op for hende at hun var så gennemsmadret at hun ikke kunne klare sig selv mere. Da hun kom til ekspert stedet fik hun et chok. Hun lignede mere personalet end de andre brugere der boede der og hun oplevede også at det var i personalets samvær hun havde det bedst og ikke så meget sammen med de andre brugere.De mennesker hun mødte i byen og andre steder lignede hun også mere.Pædagogikken på stedet syntes hun også var tåbelig.Sådan ville hun altså ikke behandles. Nu blev hun da for alvor i tvivl om den diagnose var rigtig. Men da hun vidste hun ikke turde bo selv igen i eget hjem med hjælp på så søgte hun om at komme tilbage til et tidligere bosted hun havde boet på midlertidigt og hvor hun nu kunne se hun passede bedre ind. Men det var ikke sådan lige at få lov til det, når nu psykiatrien havde fortalt systemet at eksperter skulle hjælpe hende. Pigen følte sig virkelig skamfuld og ked af det for kunne man virkelig ikke være bekendt ikke at passe ind et sted? Måske hun så i virkeligheden hørte til i et fængsel når hun nu var så slem at brokke sig og ikke passe ind her på ekspert stedet? Men pigen tænkte også at det da var synd og skam at optage en plads for en der virkelig havde gavn af at bo på et asperger hjem.
Da pigen talte med sin familie i telefon fordi de gerne ville vide hvad hun ønskede sig til jul så svarede hun at hun ikke ønskede sig noget for de havde hjulpet hende så meget hele året. En dag gik hun ind i et kæmpe varehus og i et hjørne sad julemanden og alle børn kunne gå hen og sætte sig på skødet af ham og sige hvad de ønskede sig til jul. Pigen tænkte først om hun egentlig havde ret til at ønske noget og nu var hun jo ikke barn mere men voksen. Desuden havde nogle i systemet sagt at hun lavede numre med vilje og at man jo ikke altid kunne få sin vilje. Hun havde også fået at vide at hun skulle være taknemlig for at bo i et botilbud for det var ikke alle der fik sådan et tilbudt.Pigen tog alligevel mod til sig og gik hen til julemanden og satte sig på hans skød. Hun spurgte om hun godt måtte få lov at ønske noget selvom hun var voksen. Julemanden sagde til hende at selv voksne også var velkomne til at ønske sig noget til jul. Pigen hviskede ham nu i øret hvad hun ønskede sig:
"Kære julemand. Til jul ønsker jeg at alle dem jeg holder af får en god jul. Min familie og venner og alle andre der kender mig. Jeg ønsker mig også brændende at komme ned at bo på bostedet Ørbæklund og at en anden autist får lov til at bo på mit asperger hjem istedet for mig.De vil gerne have mig tilbage på Ørbæklund og mener at de godt kan hjælpe mig.De har også sagt at de altid havde ment at jeg hørte mere til hos dem. Jeg ønsker det så brændende kære julemand for julen er mere end alle de materielle ting men hjerternes fest. Kærlighed til mennesker og Gud og Jesus og ikke mindst kærligheden til livet".
Julemanden kiggede på pigen og spurgte: "Jamen lille pige er du ikke glad for livet og for at være autist?"
Pigen kiggede på julemanden og svarede så: "De kan kalde mig hvad de vil men hvordan ville du have det julemand med hver dag resten af dit liv at kigge på andre julemænd som dig og at de bare mindede dig om at du skulle huske at du var en julemand og aldrig blev til andet? Hvad hvis du følte dig så besat af din julemandsrolle at du følte du ikke kunne finde ud af andet end at kravle igennem en skorsten og dele gaver ud og sidde med børn på skødet og når nogle andre julemænd eller dine chefer talte til dig, så tænkte du at du alligevel aldrig kunne komme videre og blive til andet fordi du havde den rolle som julemand?
Julemanden kiggede på hende og sagde:"Nej det er heller ikke altid rart at have fået rollen som julemand.Hvis du ikke var født som autist hvad ville du så gerne"?
Pigen svarede: "Jeg vil ikke leve og behandles som en der er autist. Jeg vil leve så almindeligt som jeg overhovedet kan blandt normale mennesker med venner og en kæreste og et almindeligt job og så vil jeg hjem at bo en dag i mit hus når jeg er klar til det".
Julemanden svarede: " Det forstår jeg godt. Det kaldes livet. Jeg vil se om jeg kan opfylde dine ønsker".
Pigen sagde: "Jeg ved også at mennesker der har selvmordstanker savner et godt liv og jeg har brug for kærlige mennesker i mit liv der lærer mig at leve det almindelige gode liv igen".
Julemanden svarede: "Du må aldrig tage dit liv fordi du savner det gode liv. Du skal selvfølgelig leve det ligemeget om du er autist eller ej , men med den rette hjælp".
Pigen svarede: " Det ved jeg godt men når man har bedt til Gud i tilstrækkelig længe og intet sker så må man finde andre veje og derfor opsøgte jeg dig". Julemanden sagde: "Jeg skal se hvad jeg kan gøre for dig men noget siger mig at 2015 bliver året hvor du igen bliver dig selv på bostedet Ørbæklund. Hvad hedder du i øvrigt?
Pigen svarede: "Jeg hedder Bente og hende vil jeg gerne lære at kende igen på Ørbæklund i år 2015. Tak julemand fordi du også syntes voksne har lov at ønske noget. Jeg ELSKER dig"
Pigen gav julemanden et kæmpe knus og hoppede ned fra hans skød og gik hjem med et smil på læben imens hun tænkte at det var dejligt der stadigvæk fandtes gode mennesker i verden der tog hende alvorligt og behandlede hende som andet end en diagnose men som et menneske med drømme for sit liv.
