Hej jeg hedder Bente og er 33 år. Jeg er opvokset i en dejlig kernefamilie udadtil og på en gård. Jeg er efternøler i en søskendeflok på 3. Jeg var et ønskebarn og blev forgudet som barn men alligevel ikke mere end at jeg legede meget for mig selv. Mine forældre er landmænd og min mor er hjemmegående. Jeg har aldrig gået i børnehave. Jeg blev opereret for skeløjethed mellem jeg var 1-2 år og igen fra jeg var 3-4 år og jeg havde stritører som jeg også blev opereret for inden jeg begyndte i børnehaveklasse. Endvidere havde jeg mange huller i tænderne som barn og engang var jeg på sygehuset for at få dem lavet og jeg skulle have lattergas hvilket jeg var bange for og det blev ikke bedre af at der var en masse læger der holdt mig fast så jeg skreg som en stukken gris og forsøgte at komme fri og min mor måtte ikke være inde hos mig. Flere gange under mine andre indlæggelser på sygehus vågnede jeg op fra narkose uden at min mor var der.Jeg husker derfor sygehusopholdene som ikke særlig rart.
Min mor er psykisk skrøbelig. Ofte skulle jeg tage ansvar for hendes følelser. hun omklamrede mig også for meget. Jeg fik ikke lov til at gøre mig selvstændig. Jeg blev puttet i mit tøj helt op til 5. klasse selvom jeg sagde fra. hun hørte det ikke og ville gøre det. Jeg skulle også presses i en høj stol hvert år på min fødselsdag selvom den var til babyer. Så skulle der tages billede af mig i den og gøres en masse postyr ud af det. Jeg accepterede og begyndte først at stille spørgsmåltegn ved det da jeg ikke kunne være i stolen mere. Jeg sad i babyhøjstolen sidste gang som 12 årig. Jeg har billede af det.
Der var rigtig mange ting hvor min mor overskred mine grænser og ikke lod mig selv bestemme. Hun gik meget op i renlighed og orden og at jeg skulle se pæn ud. Følelser blev bestukket med mad. Mange ting snakkede man ikke om i mit barndomshjem. Ihvertfald ikke følelser. Men en mad kunne løse alle problemer mente min mor. Min far var den dominerende type. Han satte dagsordenen og bestemte over os alle. Jeg har psykologers ord for at mit hjem har været dysfunktionelt.
Jeg blev syg i gymnasiet med en svær depression. Jeg gik ud midt i 2.g. Jeg fik efter følgende job i en børnehave og dernæst på gartnere og blev så ung pige i huset. Et år efter min første depression var jeg rask. Jeg fortsatte på daghøjskole og dernæst vuc. Men på vuc blev jeg igen syg med en svær depression. En psykiater opgav mig tilsidst fordi intet medicin hjalp på mig. Jeg blev henvist til psykiatrisk daghospital hvor jeg var i et halvt år. Jeg var svært deprimeret og havde også den første mikropsykose hvor madvarer i et supermarked kom flyvende imod mig. På daghospitalet kom læger og sygeplejerske til kort. Jeg blev stadig ikke rask af medicin. Jeg bad om at blive trappet ud og så blev jeg helt rask. Det tog 1 år igen fra jeg blev syg til jeg var helt rask. De skrev jeg havde haft en karakterologisk depression betinget af min personlighed og at jeg ikke kunne tackle min mors følelser i forbindelse med at min bedstemor døde. Derudover skrev de jeg havde borderline træk.
Jeg blev nu helt rask og flyttede hjemmefra. Jeg fik ordinært arbejde i en børnehave og var der i 2 år på 29 timer om ugen. Men igen fik jeg det begyndende skidt og kom på antidepressiv medicin. Jeg tog på højskole men var præget af nedsat energi og træthed. Efter højskole opholdet lod jeg mig teste på distriktpsykiatrien. En overlæge mente jeg led af skizotypi og jeg blev ordineret antipsykotisk. Det viste sig imidlertid at være en katastrofe. Jeg fik ødelagt tre år af mit liv fordi medicinen forvandlede mig til en zombie. Jeg sov næsten døgnets 24 timer og når jeg var vågen magtede jeg næsten ingenting.
Jeg flyttede sammen med en fyr der desværre viste sig at være voldelig og først da jeg kom fra ham og købte et lille rækkehus kom der ro på mit liv. Jeg søgte ved kommunen om revalidering til at blive lægesekretær selvom det egentlig ikke var det jeg ville. jeg vidste faktisk ikke hvad jeg ville. Jeg fik afslag men kom via kommunen i kontakt med en psykiater som de sendte mig til. Han kiggede på mig og sagde jeg ikke var skizotypisk men led af borderline. Jeg aftalte at komme i behandling hos ham. Det første han gjorde var at trappe mig ud af det antipsykotiske medicin og så blev jeg meget bedre igen og fik energi og gåpå mod.
Jeg søgte så revalidering til at tage en HF. Var forinden inde og vende på pædagogseminariet men droppede hurtig ud. Jeg magtede ikke at være i en klasse med 47 mennesker. Jeg fik afslag på revalidering men heller ingen vejledning fra kommunen. Så valgte at tage HF på egen hånd og fandt et vikar job i en børnehave og blev aflaster for en autistisk dreng. Jeg fik meget ros på begge arbejdspladser og faktisk alle eksamner på HF er gået godt med middelkarakterer. Til sommer bliver jeg HF student men det har taget mig 5 år. Mine forældre har også lånt mig penge undervejs. jeg er imidlertid blevet mere syg igen. Jeg spændte buen for hårdt for jeg har jo aldrig været rask imens jeg gik i skole men gik til psykiater alle år.
Jeg har nu fundet et intensiv behandlingstilbud målrettet til borderline patienter. Det varer 2 år og er 2 gange om ugen det første år og 1 gang om ugen det sidste år. Jeg er færdig med at være selvforsørgende. Jeg magter det ikke mere må jeg se i øjnene. Men ak kampen mod kommunen er ikke færdig desværre. Uanset hvor godt jeg kan få det i behandlingen så vil jeg altid have en skrøbelig psyke. Der er for store omkostninger ved hele tiden at ryge ned og kæmpe igen forfra for en indkomst. jeg går efter et fleksjob eller en førtidspension. Men nu får vi at se.
Min mor er psykisk skrøbelig. Ofte skulle jeg tage ansvar for hendes følelser. hun omklamrede mig også for meget. Jeg fik ikke lov til at gøre mig selvstændig. Jeg blev puttet i mit tøj helt op til 5. klasse selvom jeg sagde fra. hun hørte det ikke og ville gøre det. Jeg skulle også presses i en høj stol hvert år på min fødselsdag selvom den var til babyer. Så skulle der tages billede af mig i den og gøres en masse postyr ud af det. Jeg accepterede og begyndte først at stille spørgsmåltegn ved det da jeg ikke kunne være i stolen mere. Jeg sad i babyhøjstolen sidste gang som 12 årig. Jeg har billede af det.
Der var rigtig mange ting hvor min mor overskred mine grænser og ikke lod mig selv bestemme. Hun gik meget op i renlighed og orden og at jeg skulle se pæn ud. Følelser blev bestukket med mad. Mange ting snakkede man ikke om i mit barndomshjem. Ihvertfald ikke følelser. Men en mad kunne løse alle problemer mente min mor. Min far var den dominerende type. Han satte dagsordenen og bestemte over os alle. Jeg har psykologers ord for at mit hjem har været dysfunktionelt.
Jeg blev syg i gymnasiet med en svær depression. Jeg gik ud midt i 2.g. Jeg fik efter følgende job i en børnehave og dernæst på gartnere og blev så ung pige i huset. Et år efter min første depression var jeg rask. Jeg fortsatte på daghøjskole og dernæst vuc. Men på vuc blev jeg igen syg med en svær depression. En psykiater opgav mig tilsidst fordi intet medicin hjalp på mig. Jeg blev henvist til psykiatrisk daghospital hvor jeg var i et halvt år. Jeg var svært deprimeret og havde også den første mikropsykose hvor madvarer i et supermarked kom flyvende imod mig. På daghospitalet kom læger og sygeplejerske til kort. Jeg blev stadig ikke rask af medicin. Jeg bad om at blive trappet ud og så blev jeg helt rask. Det tog 1 år igen fra jeg blev syg til jeg var helt rask. De skrev jeg havde haft en karakterologisk depression betinget af min personlighed og at jeg ikke kunne tackle min mors følelser i forbindelse med at min bedstemor døde. Derudover skrev de jeg havde borderline træk.
Jeg blev nu helt rask og flyttede hjemmefra. Jeg fik ordinært arbejde i en børnehave og var der i 2 år på 29 timer om ugen. Men igen fik jeg det begyndende skidt og kom på antidepressiv medicin. Jeg tog på højskole men var præget af nedsat energi og træthed. Efter højskole opholdet lod jeg mig teste på distriktpsykiatrien. En overlæge mente jeg led af skizotypi og jeg blev ordineret antipsykotisk. Det viste sig imidlertid at være en katastrofe. Jeg fik ødelagt tre år af mit liv fordi medicinen forvandlede mig til en zombie. Jeg sov næsten døgnets 24 timer og når jeg var vågen magtede jeg næsten ingenting.
Jeg flyttede sammen med en fyr der desværre viste sig at være voldelig og først da jeg kom fra ham og købte et lille rækkehus kom der ro på mit liv. Jeg søgte ved kommunen om revalidering til at blive lægesekretær selvom det egentlig ikke var det jeg ville. jeg vidste faktisk ikke hvad jeg ville. Jeg fik afslag men kom via kommunen i kontakt med en psykiater som de sendte mig til. Han kiggede på mig og sagde jeg ikke var skizotypisk men led af borderline. Jeg aftalte at komme i behandling hos ham. Det første han gjorde var at trappe mig ud af det antipsykotiske medicin og så blev jeg meget bedre igen og fik energi og gåpå mod.
Jeg søgte så revalidering til at tage en HF. Var forinden inde og vende på pædagogseminariet men droppede hurtig ud. Jeg magtede ikke at være i en klasse med 47 mennesker. Jeg fik afslag på revalidering men heller ingen vejledning fra kommunen. Så valgte at tage HF på egen hånd og fandt et vikar job i en børnehave og blev aflaster for en autistisk dreng. Jeg fik meget ros på begge arbejdspladser og faktisk alle eksamner på HF er gået godt med middelkarakterer. Til sommer bliver jeg HF student men det har taget mig 5 år. Mine forældre har også lånt mig penge undervejs. jeg er imidlertid blevet mere syg igen. Jeg spændte buen for hårdt for jeg har jo aldrig været rask imens jeg gik i skole men gik til psykiater alle år.
Jeg har nu fundet et intensiv behandlingstilbud målrettet til borderline patienter. Det varer 2 år og er 2 gange om ugen det første år og 1 gang om ugen det sidste år. Jeg er færdig med at være selvforsørgende. Jeg magter det ikke mere må jeg se i øjnene. Men ak kampen mod kommunen er ikke færdig desværre. Uanset hvor godt jeg kan få det i behandlingen så vil jeg altid have en skrøbelig psyke. Der er for store omkostninger ved hele tiden at ryge ned og kæmpe igen forfra for en indkomst. jeg går efter et fleksjob eller en førtidspension. Men nu får vi at se.
