Den mening jeg har
latterliggør min far.
Du griner og ler.
Håner hvad du hører og ser.
Mor sidder flad på sin røv
lader som om hun er døv.
Du siger ikke spor.
Er du mon virkelig min mor?
Så tager i hjem
fra mig der er slem.
Men i lever på en løgn
døgn efter døgn
Hvorfor kan i ikke lære
kærlige forældre at være?
Altid skal jeg høre den samme sang
med den samme dårlige klang:
"Nu har jeg gjort så meget for dig
og her er så takken til mig"
Er det ubetinget kærlighed?
hvor længe kan det mon blive ved?
I kan gå fri dag efter dag
mens jeg sidder med samvittighedsnag.
Men det er jo også dejlig bekvemt
og rigtig nemt
at gemme sig bag facaden.
I har jo den flotteste gård på gaden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar