SORG

Pludselig indså jeg
jeg havde mistet dig.
Jeg kunne rigtig mærke
dyb og pinefuld smerte.

Dagene fløj afsted
Jeg var slet ikke med
Lukkede mig inde hjemme
Her kunne jeg mig gemme

Jeg følte mig helt forladt
savnede vildt min elskede skat
Tomrummet åd mig op
Nu var der kun en krop
at varme sig ved
og imens jeg led
kunne jeg bare se på
tiden komme og gå.

Handlingslammet og ked
Sengen var det sikreste sted
Min pc var min ven
når jeg vågnede igen
Angst og paranoid
Fortabt i sorgens tid
og i medicinens dæmoner
som gav mig de mange symptomer

Psykiatrien gjorde mig ked
men de vil aldrig være ved
de ødelagde mig
på livets vej.
De kommer med argumenter
løgne altid venter
når du dem vil konfrontere
for de vil ikke risikere
sandheden kommer frem
De opfatter mig som slem
fordi jeg står ved
den ægte sandhed
Den sorg er endnu værre
og en af de virkelig svære

ET FORSKEL TIL KNUS

På psykiatrisk hospital
jeg er ikke helt normal.
Ville helst bare hjem
Psykiatrien er ond og slem.

Det svære ville være
at returnere til de sære
så hellere blive hjemme.
Det ville være det nemme.

Så jeg spurgte om fri
fra det lukkede vinterhi
Men fik at vide
det ikke var på tide
jeg kørte afsted
for at få fred.

Det ville blive rigtig svært
at få det rigtig lært
med at være herinde
som en sårbar kvinde

Så jeg fik et nej
til at køre min vej
Det gjorde mig ked
så jeg græd derved
Men jeg mødte empati.
En der kunne mig li

En plejer så sød
i min store nød.
Hun spurgte mig blidt
mens jeg følte mig skidt:
"Må jeg tage din hånd"
Der blev knyttet et bånd
lige med det samme.
Hun kunne virkelig ramme
mit dybeste indre
og intet mindre.

Hun bøjede sig frem
Jeg var slet ikke slem
Hun gav mig et knus
Jeg følte en rus
bedre end en pille
som min psyke vil drille.

Jeg følte mig set
trods det der var sket
Det er et dejligt minde
om en omsorgsfuld kvinde.
Du var en forskel for mig
da jeg havde brug for dig.

ET HÅB DER BLEV TÆNDT

Jeg mærker det komme
trods lægernes domme
Jeg er ingen diagnose
og har ingen psykose
Jeg bliver syg af medicin
Lægerne er til grin
Hvorfor kan i ikke se
Hvad der er ved at ske?


Hvorfor får jeg ikke lov
til at få opfyldt behov?
I ødelægger liv
som var det tidsfordriv
og så kan man bo alene
Det kan i da ikke mene.
Smidt ud til ingenting
Alting kører i ring
Psykiatrien ansvar skal tage
Så jeg igen får gode dage.

Skal håbet forblive tændt
Så vil jeg vente spændt
på den hjælp som jeg vil få
for jeg håber i kan forstå
i ødelægger liv
Smadrer fremtidsperspektiv.

TABT LIV

      17 år og på coke
      Det er ikke nogen joke.
      Der fik jeg min karriere
      i psykiatrien desværre.


     De sagde piller var lykken
     men jeg fik et liv i skyggen
     af alt det normale
     og sammen med de "gale"

     

     Jeg ville dog livet
      var slet ikke pivet
      Jeg kæmpede mig tilbage
      til glade dage.


     Jeg fik et par gode år
     Helet var de psykiske sår
     Men så blev jeg trist
     og ligesom sidst
     jeg gik til min læge.
     Han dræbte det skægge
     Han slukkede min glød
     Jeg ønskede mig død
     Han piller mig gav
     Hjernen blev brændt af
     Hvem har ansvar for det?
     Hvordan kunne det ske?


     Der er ingen der forstår
     min smerte i de år.
     Lægerne lukker deres øjne
     Alle tror på de mange løgne
     Industrien finder på
     Medicinen vil bestå
     til psykiatriens forfald
     Vi får lukket det bal.