TABT LIV

      17 år og på coke
      Det er ikke nogen joke.
      Der fik jeg min karriere
      i psykiatrien desværre.


     De sagde piller var lykken
     men jeg fik et liv i skyggen
     af alt det normale
     og sammen med de "gale"

     

     Jeg ville dog livet
      var slet ikke pivet
      Jeg kæmpede mig tilbage
      til glade dage.


     Jeg fik et par gode år
     Helet var de psykiske sår
     Men så blev jeg trist
     og ligesom sidst
     jeg gik til min læge.
     Han dræbte det skægge
     Han slukkede min glød
     Jeg ønskede mig død
     Han piller mig gav
     Hjernen blev brændt af
     Hvem har ansvar for det?
     Hvordan kunne det ske?


     Der er ingen der forstår
     min smerte i de år.
     Lægerne lukker deres øjne
     Alle tror på de mange løgne
     Industrien finder på
     Medicinen vil bestå
     til psykiatriens forfald
     Vi får lukket det bal.