MINE FØLELSER OG TANKER.

 Jeg er træt af de følelser jeg har
og den tomhed der holder mig for nar.
Tankerne der plager mig
sætter hindringer på min vej.
De er alt for mange
De gør mig bange

Rundt omkring mig er alting dødt
Skal jeg mon køre overfor rødt?
Mennesker i min verden
fornemmer ikke smerten.
Min mur imellem dem og mig
letter min vej

Manglende følelser gør mig fattig og ked.
Mange følelser gør mig opkørt og vred.
Glædesløshed
kører mig helt ned.

Tanker så sorte er aldrig borte
Når der ingen tanker er bliver jeg sær
Synker ind i min verden
hvor jeg slipper for smerten.

Jeg ville ønske jeg kunne lære
i tanker og følelser at være
At klare når det gør ondt.
De siger det er sundt.

Jeg bliver så bange
for følelser og tanker er mange
Humøret svinger op og ned
Jeg vil ikke være med
Gid alting var som før
Stop mareridtet før jeg dør.

Fanget i borderline land

Ensom alene og sammen med andre
I ensomheden skal jeg vandre
Alene hjemme er noget af det slemme
Ofte er der et kæmpe hul indeni
Går ikke min opmærksomhed forbi.

Når følelser og tanker plager mig
har jeg brug for dig
til at fylde hullet ud
og lappe på mit psykiske brud.
Men hvor er du
NU!?


Jeg er helt forladt
som et skib på Kattegat.
Jeg synker mere og mer
men det er der ingen der ser.
Kun natten er min ven
til det bliver lyst igen

Endelig mennesker rundt omkring
jeg mærker desværre ingenting.
Min mur imellem mig og dem
gør ikke omsorg nem.
Jeg føler en dødhed rundt omkring
folk siger en masse ting.
Jeg mærker meget lidt
når de trøster mig blidt.

Alene eller sammen
er ikke fryd og gammen.
Det er så smertefuldt
at være forfulgt.
Ligemeget hvor du går eller står
og til hvilken ven
du går hen.
Slipper jeg aldrig fri
af det her pineri.

Så den omsorg jeg længes imod
slår ikke i mig rod
Den når ikke ind til mig på dens vej.

Måske jeg heldig kan være
at mærke det nære.
Kærlighedens ophold varer kort
forsvinder igen bort
Mit bundløse hul indeni
kan ingen ri
Så jeg bliver fyldt op
med kærlighed i sind og krop.

VREDE OG SORG - ACCEPT ELLER KAMP

Jeg har så meget vrede indeni
imod kommunen og dem jeg kan li.
Mine forældre især
kan slet ikke la vær.
Jeg ved det er pga dem
min lidelse er så slem.
Forsøger tilgivelse alligevel
jeg lær det med lidt held.
De vidste ikke bedre og gjorde det bedste
men skal jeg så sørge eller feste?


Sorgen over at være syg er stor
kan ikke siges med ord.
Spildt liv og talent
Kan de virkelig være det bekendt?
Drømme for fremtiden er gemt hen.
Tag en dag ad gangen min ven.


Symptomer fra solen står op
til natten kalder på min krop.
Medicin fjerner ingenting
Tankerne kører i ring og tager nogle spring.
Terapien tager tid
og er et kæmpe slid.
Tålmodighed er det svære
og noget jeg skal lære.

Accepterer jeg engang
min lidelse med tvang
får jeg fred indeni
og mod dem jeg kan li.
Roen den vinder
Tilbage er dårlige minder
og glæden forsvinder.

Men kæmper jeg imod
fordi jeg er god.
Opnår jeg det jeg vil.
Det er derfor jeg er til.
Jeg nøjes ikke med
men ved mit mål får jeg fred
og holder med at være ked og vred.

DEN FORKERTE OMSORG.

Jeg kom til verden som lille pige
min mor blev glad det tør jeg sige.
Men hurtig opdagede jeg
hvad der ventede mig.

Jeg blev forkælet men på hvilken måde?
Jeg legede meget alene og min mor var en gåde
Når jeg var sød var mor så blød.
Når jeg prøvede noget selv
kunne det lykkes med held.
Mor hjalp mig med alt
og ellers fik jeg det  fortalt
for jeg gjorde alting galt.

Hvis jeg var vred eller ked
så var det ikke noget at gøre ved
Jeg skjulte følelser for mor
for ellers græd vi i kor.

Jeg skulle være så fin
så jeg ikke blev til grin.
Det ydre tog alle for givet
Men hvor var der plads til Bente i livet?

Mor var med mig overalt
har jeg fået fortalt.
Jeg blev ET med min mor
Hun holdt mig "i snor"

Var der gæster derhjemme
skulle jeg være den nemme.
Havde jeg noget at sige
så skulle mor da lige
snakke færdig for mig.
DET var egoistisk af dig.

Kom snakken for godt i gang
så skulle jeg høre din klagesang
og dit dræbende blik
Når jeg fra din gæst opmærksomhed fik.

Når jeg fyldte år
mor pyntede mit hår
Trak mig i kjole så fin
Alle vidste jeg var din.

Babystolen kom frem
Men jeg var ikke nem
nu var jeg fyldt ti
og kunne ikke være deri
Mor hørte ikke min protest
Du vidste alting bedst
Det behagede dig
men var pinligt for mig.

Jeg havde ofte behov
for at du gav mig lov
til at frigøre mig
Men du banede min vej
Det var jo så rart for dig.

Havde jeg brug for at snakke
kunne jeg se dig bakke
væk fra mig
når emner var på vej
du ikke kunne klare
Du forlod mig bare.

Er mor sur eller glad?
eller mærker jeg had?
Mor svingede op og ned
Det gjorde mig så ked.

Idag som voksen når  jeg kigger tilbage
og får dårlig samvittighed over al min klage.
Så tænker jeg meget på
hvordan det sådan kunne gå?
Havde mor kunnet se
hvad der med mig ville ske
og havde hun lavet sig om
så var jeg sluppet for min borderline dom.

IDENTITETSFORVIRRING.

        Når livet er en fjende
        og jeg ikke mig selv kan kende
        hvor går jeg da hen
        for at blive min egen ven?

        Tankerne farer rundt
        Det er slet ikke sundt
        Ikke at vide hvem jeg er
        Jeg føler mig så sær.

        Hvad skal jeg lave idag
        Det er en større sag
        At tage et valg
        Min person er til salg.

        Hvilket tøj skal jeg have på?
        Hvordan skal mit liv mon gå?
        Jeg kan slet ikke forstå
        Det kan være så svært
        At få alting lært.

        Jeg føler tomhed indeni
        Hvem kan pigen li?
        som sidder her så ked
        og hungrer efter kærlighed.

        Jeg er splittet som person
        Jeg er ikke noget ikon
        jeg er bare lille mig
        der er faret vild på min vej.

        Jeg er 33 år
        og tiden den går
        men andre gange
        så bliver jeg bange
        for så er jeg tilbage
        til gamle dage
        15 år
        det var jeg igår.

        Ude blandt andre
        der kan jeg vandre
        voksen med en glød
        så moden og sød

        Men alt er skuespil
        for jeg ved ikke hvad jeg vil
        og hvorfor jeg er til
        Jeg har aldrig lært
        at håndtere det der er svært

    
         Jeg famler mig nu frem
         men ønsker mig hjem
         jeg har ingen ro indeni
         ingen kunne tryghed mig gi
         foruden min mor
         men det var en kvælende snor.

         Livet er en gåde
         helt uden nåde
         Med tiden håber jeg
         Livet bliver mere en leg
         også for mig
         Når jeg ved hvem jeg er
         og finder min hjertenskær.
      

En lille sang om farvelfærdsdanmark

 Mel: Dernede i dalen.

 Engang her i Danmark var vi et velfærdsland.
Det er vi ikke længre man roligt sige kan.
For er du syg i Danmark
får du bare et spark.
for venstre rager til sig
og penge ser du ej.


Vi lever med sygdom og smerter hver dag
og kæmper mod loven
det er den syges sag.
kommunen bryder loven
gir os bare et los.
De sidder der og nyder,
alt det der sker med os.



Den raske i Danmark
jo tror jeg skaber mig.
Men alle kan bli syge
Det kunne ske for dig
så ville det vær dejligt
du også penge fik
og ikke til de raske de allesammen gik.


Men her er vi stærke
vi gider ikke mer
vi håber i kan mærke
vi ønsker noget sker
Vi kræver nemlig penge
og sjælefred et sted
og loven den skal tolkes
så alle kan vær med.



 http://www.ugle.dk/dernede_i_dalen.html

Et digt om mig og sygstemet.

Jeg har en sygdom i sindet der piner mig hver dag
politikerne sidder på deres bag
griner af mig der ingen ydelse får
og skal kæmpe imod de ringe kår

 Engang jeg kunne mere end nu
arbejdede i det omfang jeg ku
men så blev det værre
og stadig ville jeg ikke lære
at lytte til mit sind
men sygdommen åd sig ind

 Jeg lider af dissociation
 angst og depression
det står ikke til diskussion
 flade følelser og tomhed
 som gør mig så ked

 Nu er jeg endt i terapi
 det kan jeg rigtig godt li
jeg tror det vil hjælpe mig
rigtig godt på vej
men det værste af alt
er det jeg ikke får fortalt

systemet kører mig mere ned
for de vil ikke være ved
at jeg har ret til forsørgelsesgrundlag
jeg er et menneske og ikke en sag

Jeg græder hver aften over den skæbne jeg har
og føler mig holdt for nar
straffet er jeg som en kriminel
men jeg har ikke valgt det selv

jeg har kæmpet som en gal
for at være normal
men jeg vil altid have et skrøbeligt sind
og kommunen fatter ikke en pind

hvornår får jeg penge og fred
så jeg kan bruge mine sidste ressoucer et sted
det ender med førtidspension
og det står ikke til diskussion!!!!!

Min livshistorie

  Jeg har besluttet mig for at jeg vil fortælle lidt om mit liv som den har formet sig for mig med og uden psykisk sygdom.

  Jeg er født og opvokset i en rigtig kernefamilie med mor,far,storesøster og storebror.Jeg var efternøler da jeg blev født.Min søster er 13 år ældre end mig og min broder er 16 år ældre end jeg.Så selvfølgelig var det spændende da jeg blev født for mine søskende og jeg blev da også rigtig meget forkælet.
Jeg kom ikke til at gå i børnehave som lille da mine forældre arbejdede hjemme på gården.Istedet legede jeg med naboens børn og ellers meget med mig selv.Jeg var rigtig god til at underholde mig selv og meget kreativ hvad angik de lege jeg kunne finde på.
  Jeg synes egentlig min barndom var god og jeg manglede ikke noget.Da jeg begyndte i skole gik det også godt.Jeg fik hurtig en bedste veninde som jeg hang ud sammen med i de første fire skoleår så blev hun skiftet ud med en anden.Jeg forsøgte så vidt det var muligt at undgå de store grupper at gå i men tyede altid til én.Men da vi kun var syv piger i klassen gik vi nu ofte allesammen sammen.
Jeg var dygtig i skolen sådan rent fagligt.Det var nærmest en leg for mig.Mine hadefag var dog sløjd,håndarbejde,madlavning og svømning.
Så det gik overvejende godt for mig i skolen og i niende klasse tog jeg så på efterskole.Det blev et meget hårdt år for mig fordi det var en gymnastikefterskole og der var meget hård træning og konkurrence eleverne i mellem.Og der kom lille mig der kun havde været vant til at lave den gymnastik på to timer om ugen i folkeskolen.Men jeg fik veninder derude og året gik som det skulle.Jeg klarede mig fagligt ret godt og fik gode karakterer.Dog stod der i skolens udtalelse om mig tilsidst at jeg var til tider lidt for stille og tilbageholdende.Men jeg var glad nok for at være der og jeg var også glad nok for at være hjemme i weekenderne og det var en pestilens for mine forældre at få mig tilbage til skolen søndag aften.Jeg elskede at være hjemme og havde ikke lyst til at komme tilbage men når jeg først var kommet derud gik det hele fint igen efter ½ times tilvænningsperiode.
Men der stod altså at jeg til tider var lidt for stille og tilbageholdende i udtalelsen om mig men ikke desto mindre opfordrede lærerne mig til at tage på gymnasiet lige efter niende.Men set i bakspejlet skulle jeg nok have været et år mere på efterskole for at blive rustet til gymnasiet.

GYMNASIUM

Jeg begyndte så på sproglig linie og jeg var meget glad den dag jeg så klasselisten og opdagede at jeg skulle gå i klasse med X som jeg havde gået med i ottende klasse og vi havde haft det hyggeligt sammen.Så jeg så virkelig frem til den dag da jeg tog bussen sammen med hende derop og vi snakkede godt i bussen.Jeg var virkelig glad for at jeg skulle gå i klasse med hende men der ventede snart en uheldig overraskelse til mig.X fandt hurtig sammen med tre andre piger og da jeg ligesom prøvede at komme ind i den gruppe var der ligesom lukket for mig og gennem 1½ år blev jeg systematisk holdt udenfor.De andre i klassen kom jeg heller ikke rigtig ind på livet af.jeg var stille og tilbageholdende og mange af dem i klassen kendte hinanden i forvejen fra den by hvor de kom fra men jeg var bare hende der ude fra landet.jeg var heller ikke typen der gik i det nyeste smarte tøj men mere det der var afslappende.Jeg var dog med til gymnasiefesterne men hadede dem.Det gik kun ud på én ting nemlig at drikke sig stangbacardi og det var slet ikke mig.Der var dog én julefrokost i gym hvor jeg drak mig meget fuld fordi jeg var med til et ølspil for ligesom at være inde i varmen og da jeg så brækkede mig i gardinerne på gymnasiet var jeg alletiders samtaleemne om mandagen i skolen selvom jeg havde det rædselsfuldt og nok skulle have været til udpumpning hvis ikke brækkeriet havde fortsat da jeg kom hjem til mine forældre.
  I forbindelse med mit ensomme liv på gymnasiet begyndte jeg også at udvikle tvangsritualer i forbindelse med mine lektier og jeg lavede dem i en bestemt rækkefølge og til tider overdrev jeg dem helt vildt.Det kunne simpelthen ikke blive godt nok!Jeg tror at jeg pga det manglende sociale liv kompenserede med at lave lektierne så godt som muligt.jeg søgte trøst i mine lektier men det hjalp jo ikke på dt sociale i gymnasiet.Ofte kunne jeg ikke løsrive mig fra lektierne og sad til tider oppe til kl.to om natten indtil min far kom op for at skulle have noget at drikke og så spurgte han om jeg ikke snart skulle i seng.
Nej jeg var meget ulykkelig på det gymnasium og ofte sad jeg og stirrede ud af de enormt store vinduer og spurgte mig selv om hvad jeg egentlig lavede der.Jeg kunne bare mærke at det var forkert at jeg var der og at jeg ikke hørte hjemme i det miljø.Men jeg var for stolt til at give op.jeg ville være student ligesom min storesøster.Det var simpelthen yderst vigtigt for mig at jeg blev som hende.Ja,hende så jeg op til.
   Nu tror i måske at det hele var rent elendighed på det gymnasium men jeg fik da en veninde fra en af parallelklasserne som jeg var lidt sammen med i frikvartererne og så når vi havde fransk.Hun blev lidt min veninde men hun havde også sin egen klasse at være sammen med så det var kun i nogle frikvarterer at vi hang lidt ud.Fransk og tysktimerne var mine bedste timer og noget andet der også var godt ved gymnasiet var studieturen til Paris.Her ændrede alle sig og var flinke og rare og alt det snobbede blev ligesom gemt væk.For første gang i hele min gymnasietid følte jeg at jeg var en del af et fællesskab.Så når tankerne den dag i dag vandrer tilbage til dengang tænker jeg på min franskveninde og studieturen som nogle gode minder.
  Det kan selvfølgelig ikke undgås at mine forældre opdagede at jeg havde det skidt for jeg reagerede meget aggressivt derhjemme og havde mange kontroverser med mine forældre og reelle slagsmål var jeg også i med min far.Mine forældre spurgte om de skulle snakke med lærerne om det at jeg havde det skidt deroppe men det ville jeg ikke have.Det var jeg simpelthen for ærekær til.Så selvfølgelig skulle det ende galt!
  I forbindelse med årsprøverne deroppe oplevede jeg også mange sære ting og jeg synes mange af lærerne var direkte lede i deres udtalelser.
Jeg kan huske en naturfagsprøve jeg var til hvor jeg fik seks og så fik jeg at vide at hvis de havde haft en dårligere dag så havde de givet mig fem.Jeg fik også seks i en mundtlig prøve i engelsk men jeg tror den dårlige karakter var fordi jeg simpelthen var så nervøs og der fik jeg også at vide af læreren at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at snakke engelsk og at jeg skulle læse noget mere engelsk og se noget mere fjensyn og i det hele taget øve mig noget mere.Men senere har jeg da præsteret at få otte på b-niveau i mundtlig engelsk så helt skidt kan det da ikke være.Jeg fik også fem i mundtlig dansk men det var på et tidspunkt hvor jeg simpelthen var blevet så syg at jeg sprang over noget af det der var pensum og så kom jeg op i et dukkehjem af Bodil Ibsen og den havde jeg ikke læst.Men senere fik jeg ni i mundtlig dansk på vuc på A-niveau.Så derfor hader jeg den dag i dag karakterer fordi jeg ikke synes det fortæller noget reelt om hvad folk kan og ikke kan.Det fortæller mest om hvilke mennesker der er eksamensstærke og hvem der ikke er.
  Nå men alt det her med gymnasiet og min dårlige trivsel deroppe resulterede i at jeg gik ned med en major depression eller sagt på dansk kæmpestor depression og jeg gik derefter ud.


MIN 1.DEPRESSION,DIVERSE ARBEJDE OG KÆRESTE

 Nu fulgte så en tid hvor jeg lå i sengen i ca.to måneder ude af stand til at foretage mig noget.Jeg kunne knap nok tage mig sammen til at gå i bad.Koncentrere mig om at læse kunne jeg heller ikke.Så det var rent elendighed.Min redning blev at jeg kom til at arbejde på en planteskole hvor jeg før havde arbejdet i mine sommerferier og som tiden gik og medicinen virkede fik jeg det bedre og snart arbejdede jeg fuld tid.Jeg elskede simpelthen arbejdet på planteskolen og arbejdsmiljøet var helt i top.Der var selvfølgelig snak om jeg skulle vende tilbage til gymnasiet men så skulle jeg gå 2.g om og det havde jeg ikke lyst til.Så det var bare farvel til den skole og godt for det!
  Da jeg havde været fire måneder på planteskolen var sæsonarbejdet forbi og jeg fik derefter arbejde på Lenes sammenlægning hvor jeg skulle lægge tøj sammen og pakke det og måle op.det var ikke lige mig men jeg havde da lidt at foretage mig så.Så fik jeg den geniale idé at jeg ville ned og arbejde i min nieces børnehave som sådan en slags gratis arbejdskraft for ligesom at være igang.Og da jeg elsker børn og lederen kendte mig fra de gange jeg havde hentet min niece dernede fik jeg lov at begynde og jeg nød det.Jeg havde endda min pony med dernede og gav alle børnene en ridetur og det blev en stor succes.Da jeg havde været der i omkring tre måneder blev jeg træt af det fordi jeg følte at det var mig der skulle tage mig af alt det sure(som jeg nu godt kunne lide)og aldrig kom med til personalemøderne og jeg begyndte at spekulere på hvad jeg så skulle.Jeg havde fået smag for det med børn da jeg også havde en niece der blev født da jeg var momkring de 13 år og hun var mit et og alt.Nærmest som en lillesøster for mig.Jeg overvejede det frem og tilbage og så var det at jeg en dag besøgte job 2000 og der fandt jeg så svaret.
  Der var en annonce hvor en familie søgte en ung pige til at passe deres tvillingedrenge på 1 år og der besluttede jeg mig til at tage til samtale.Jeg skulle bo hjemme og det passede mig fint for så kunne jeg tage min knallert og køre frem og tilbage.Jeg skulle være der i ½ år til at begynde med og det blev godt nok det man kan kalde for et hårdt halvt år.Der var meget at se til med sådan et par størrelser men jeg nød det og gik op i det med liv og sjæl.Jeg forgudede de to små drenge og så skulle jeg gøre rent i hele hytten.Der stod godt nok at der var tale om lettere rengøring men jeg vil nu mene at det godt kunne være værre.Huset var simpelthen så beskidt til tider at man skulle tro det var løgn og jeg vaskede omhyggeligt de lyse trægulve i hele huset og gjorde badeværelserne rene og ordnede køkkenet.Da børnene sov forholdsvist længe til middag tog jeg også og vaskede deres tøj og hængte det til tørre.Så huset var tip top når forældrene kom hjem.Så det var ikke mærkeligt at jeg fik et rigtig godt forhold til familien som også benyttede mig til barnepige når jeg havde fri i weekenderne.Så jeg nød det virkeligt og tjente også lige på den måde lidt ekstra penge.Men som sagt fik jeg et rimeligt godt forhold til familien og det var sjovt at opleve en familie på godt og ondt for man kom jo tæt på dem når man var en del af deres hverdag.Da der var gået et halvt år begyndte jeg at tænke på hvad jeg så skulle og jeg tog derfor til et møde på hf og vuc for at høre hvorvidt jeg kunne lave mit halve gymnasium om til en hf-eksamen og jeg kunne da også slippe for at få biologi igen så det var jeg egentlig fast besluttet på at skulle.Så med den tanke at jeg skulle begynde på hf tog jeg på arbejde igen ved tvillingerne og talte ned til jeg skulle holde.Men så en dag da jeg stod i køkkenet fik jeg det lige pludseligt dårligt ved tanken om at jeg skulle begynde på Hf efter sommerferien og jeg følte mig slet ikke parat..Jeg tænkte lige lidt over det og så spurgte jeg min madmor om det var i orden at jeg blev der et ½ år mere og det passede dem fint for så var de også fri for at skulle til at finde en ny til tvillingerne.
  Så jeg indledte et nyt ½ år og det var jeg lettet over.Men det med at være ung pige i huset kunne til tider godt være lidt ensomt fordi man ikke havde så meget kontakt med andre voksne andet end de 1-2 gange man var i legestue om ugen.Men heldigvis var der også en anden ung pige jeg hængte lidt ud med der passede nogle børn i nærheden.Det var rart nok.
En kæreste havde jeg ikke og tænkte egentlig aldrig på hvorvidt jeg savnede en eller ej men så skete der noget der ændrede mit liv markant.
Jeg mødte en fyr en aften i weekenden med mine veninder og han viste stor interesse for mig og da jeg også synes han var ret sød begyndte jeg at komme sammen med ham.Det var den anden kæreste jeg havde og det blev min store kærlighed.Jeg blomstrede i løbet af det næste ½ år meget op fordi jeg virkelig var meget forelsket.Vi var nogenlunde på samme niveau.Han var kun et par år ældre end mig.Han og jeg passede nu ofte børnene sammen og ellers var vi rigtig meget sammen.Jeg følte hurtigt at jeg elskede ham.Men min depression var ikke helt forsvundet.Jeg havde da dårlige dage hvor jeg måtte tage mig ekstra sammen på arbejdet for at klare det og der var dage hvor jeg når jeg kom hjem fra arbejde gik i seng og ikke havde lyst til at se nogen.Jeg havde heller ikke lyst til at se min kæreste hvis han kom eller snakke med ham i telefonen.Det var ret anstrengende men han holdt ved mig.Jeg følte at han respekterede og forstod min sygdom.Men det skulle vise sig at være en løgn.Jeg gik også til samtaler i Holstebro hvor jeg snakkede med en rigtig sød reservelæge i psykiatri som det hed og hun regulerede min medicin.
   Ja så alt gik faktisk rigtig godt og jeg fik det bedre og bedre nu da jeg havde mødt x og tiden ved tvillingerne begyndte at ebbe ud og jeg skulle nu til at finde ud af hvad jeg nu skulle til at lave.Jeg kunne mærke at jeg trængte til at se nogle flere mennesker.Komme et sted hen hvor der var mere voksenkontakt fremfor kun børn.Så jeg fik den idé at jeg ville på daghøjskole og kontaktede skolen og kom til et møde.Det var et 20 ugers forløb og efter samtalen glædede jeg mig endnu mere til at begynde.

MIT RASKE LIV PÅ DAGHØJSKOLEN OG VUC
 
 Jeg begyndte så i Januar måned og ja,jeg kan roligt sige at det blev en succes.I januar måned skulle jeg også til den sidste samtale i Holstebro og det blev besluttet at mit medicin skulle seponeres og jeg var glad da jeg tog den sidste pille.Det gik lige pludselig hurtig og så var jeg rask.Ikke mere nogen depression og jeg kunne koncentrere mig fuldt ud om daghøjskolen,vennerne,kæresten,familien,og mine barnepigejobs som jeg også havde nogen af.Jeg følte virkelig at jeg levede efter lang tid i helvede.På daghøjskolen fik jeg hurtigt et par veninder og jeg var meget udadvendt og sprudlende.Jeg gik på den sociale linie med henblik på hvis jeg ville være pædagog engang så gav den gode point.Der var undervisning i sygdom og sundhed.Desuden havde jeg valgt musik,kunst og retorik,matematik og musical.Det blev også bestemt at for at jeg kunne få SU så skulle jeg på "den fri ungdomsuddannelse".Selve den uddannelse skulle bestå af tre moduler.1.daghøjskolen.2.VUC hvor jeg skulle tage pædagogpakken.Den bestod af fire fag som biledkunst,samfundsfag,dansk,og psykologi.De var alle adgangsgivende til seminariet. 3.En praktik ved handicappede.Det så jo altsammen lyst og lovende ud og jeg glædede mig til min fremtid.Det hele gik bare godt.
  På daghøjskolen var der også ekskurtioner og foredrag.Så der skete noget hele tiden.Det var spændende altsammen.Det gik godt med mig og kæresten og jeg fik endda tid til at tage kørekort.Stolt var jeg den dag da jeg havde kortet i hus.Ja mit liv var bare godt og efter daghøjskoleforløbet måtte jeg se at komme videre med den fri ungdomsuddannelse og jeg begyndte derfor på VUC med pædagogpakken som den hed.Den bestod som sagt af ovennævnte fag og jeg var meget spændt på at begynde at gå i skole igen.Dog var jeg noget bekymret for om jeg ville komme til at udvikle de samme tvangsritualer som i gymnasiet og ville jeg nu denne gang få nogen venner.Det var altsammen meget spændende og jeg følte at det var 100 år siden jeg sidst havde gået i skole.
 Dagen kom hvor jeg begyndte og jeg fik hurtig fornemmelsen af at det nok skulle komme til at gå godt.Der var en meget afslappet stemning og folk virkede flinke og rare.Der kom også en pige ind i klassen som én af de sidste og hun kunne lige netop sidde ved siden af mig.Hun var nogle år yngre end mig men hun viste sig hurtigt at være en rigtig sød pige som jeg straks kom til at kunne lide.Så var det år i gang og lærerne vi skulle have viste sig også at være rigtig flinke.Jeg fik ikke nævneværdige problemer med at følge med i timerne og mine yndlingsfag var dansk og psykologi.Jeg havde desuden fagene om dagen også valgt engelsk på b-niveau om aftenen.Så det gik bare derudaf med skole og lektier.Mine tvangstanker med hvordan jeg skulle lave mine lektier som jeg havde haft i gymnasiet kom ikke tilbage og det var nok højst sandsynligt fordi jeg havde det godt socialt.Det gik også godt med min kæreste og jeg og vennerne var jeg også ofte sammen med.Men så skete der noget trist.

NY DEPRESSION OG PSYKOSE

  Min elskede bedstemor,en ældre dame på 84 gik hen og fik kræft og jeg var sønderknust de tre gange jeg besøgte hende og så hvordan hun led.Hun kunne knap spise selv længere og ihvertfald kun flydende.Da vi holdt julefrokost i min familie måtte min mor sidde og made hende fordi hun var så afkræftet at hun ikke selv magtede at spise.Til den julefrokost var det sidste gang jeg så hende.Så døde hun i Januar 2000.Selvfølgelig var jeg ked af det og begravelsen var selvfølgelig heller ikke så rar en oplevelse men hvad jeg ikke var forberedt på var det der skete som et lyn fra en klar himmel.En dag i skolen spurgte min veninde mig om jeg ikke havde lyst til at tage i biografen med hende og hendes kæreste og så selvfølgelig min egen kæreste som jeg jo stadig havde.Jo jeg ville da gerne i biografen.Faktisk er jeg helt vild med at gå i biografen.Men da jeg kom hjem begyndte ulysten at melde sig.Det undrede mig meget for det var sjældent at jeg lige pludselig ændrede lyst.Det var ikke bare en af de der gængse ombestemmelser men noget mere udefinerligt.Det var nærmere en angst for at komme afsted.jeg havde mest af alt lyst til at gemme mig derhjemme men da denne fremmede magt jo var noget jeg havde lagt på hylden i nu et år ville jeg ikke lade den bestemme over mig så jeg tvang mig selv til at tage afsted.Aftenen tegnede til at blive god men mit humør var ikke helt i orden.Da vi stod i biografen og ventede på at komme ind for at se filmen snakkede vi alle fire lidt om det med at tage kørekort og vi kom ind på hvor mange timer vi hver især havde haft for at kunne få det kort.Jeg havde haft omkring 21 timer og min kæreste havde kun haft omkring 12 timer og så var det at jeg svarede at det var da også noget at prale med og så var han sikkert også bedre end alle andre.Jeg var virkelig lunefuld og sarkastisk.Inde i biografen under selve filmen ville min kæreste tage mig i hånden men jeg reagerede med at hive min hånd til mig og rykke lidt væk fra ham.Da vi kørte hjem spurgte min venindes kæreste om min kæreste skulle køres hjem eller om han skulle sove ved mig."Han skal bare læsses af"var mit svar.Da han steg ud af bilen hjemme ved ham selv kyssede jeg ham bare overfladisk på munden og jeg var lykkelig for at slippe for ham.Jeg havde det rædselsfuldt.
  Aftenen efter om lørdagen da jeg sad og læste lektier derhjemme fik jeg lige pludselig et underligt sug i maven og det var meget ubehageligt.Jeg blev meget bange.Ja,nærmest angst for hvad var det?Jeg prøvede ligesom at skubbe det væk og det lykkedes også næsten.Men jeg som troede at den hellige grav var velforvaret skulle snart vise sig at tage fejl.
Om mandagen i skolen blev jeg meget forskrækket da jeg opdagede at jeg ikke kunne følge med.Det var som om at det læreren sagde bare fes ind ad det ene øre og ud af det andet.Det hele kørte rundt for mig og jeg forstod ikke en dyt.Samtidig ville jeg bare hjem,væk fra skolen og alle de andre.Det var med bange anelser at jeg den dag tog bussen hjem til mine forældre og det første jeg gjorde da jeg kom indenfor døren var at bryde grædende sammen og det var nøjagtig ligesom den dag i gymnasiet da det ramlede for mig.Denne gang føltes det bare mere intenst og ubehageligt.Min mor reagerede selvfølgelig også voldsomt på det og jeg ringede straks til lægen og fik en tid.
   Da jeg kom op til lægen kunne han hurtigt konstatere at den var helt galt med mig og jeg kom med det samme på noget antidepressivt medicin mendet ville jo også tage tid om at virke.En dag hvor jeg var med min mor inde i et supermarkede oplevede jeg pludselig i fem sekunder at madvarerne fra en hylde kom susende ind i hovedet på mig.De forlod simpelthen hylden.Det var meget ubehageligt og jeg skyndte mig derefter videre op til kassen hvor min mor stod og jeg ville bare ud!I skolen kunne jeg slet ikke følge med.Jeg holdt det skjult for mine klassekammerater at jeg havde det skidt og også over for min veninde da sad ved siden af mig men det blev værre og værre.Jeg begyndte at blive væk fra mange af timerne og ofte ville jeg bare hjem når jeg endelig var mødt op i skolen.Det endte med at jeg nærmest stak af i pauserne mellem timerne og når min veninde prøvede at lokke mig til en time stak jeg også af fra hende når jeg så mit snit til det.Jeg var flov over at jeg ikke kunne holde ud at være i timerne men da jeg opførte mig så mærkeligt blev jeg nødt til at fortælle hende hvad der var fat med mig.Hun bakkede mig meget op og sørgede for at tage notater til mig og papirer når jeg ikke var der.Jeg tænker ofte på hende med taknemmelighed den dag idag.Hun var virkelig en stor hjælp for mig.Men selvom jeg fik al den hjælp så kneb det stadigvæk med at følge med og jeg blev tiltagende mere og mere syg.Jeg begyndte at gå ved en psykiater som gav mig en masse medicin men det tog jeg bare voldsomt på af og følte mig i det hele taget meget pustet op.Jeg fik forstoppelse og mundtørhed.Jeg klagede meget over min tilstand og over at jeg stak af fra skolen.Så en dag sagde han til mig at jeg skulle holde mig væk fra den skole for jeg blev bare mere syg af at gå der.Men det ville jeg ikke.Hvis jeg blev væk var det også ensbetydende med at jeg skulle vinke farvel til et års arbejde i forskellige fag.Næh nej,jeg havde ikke siddet på skolebænken i snart et år for så at måtte opgive at gå til eksamen.Jeg tog forurettet hjem og gik bare med krum hals løs med at læse til eksamen vel og mærke i de fag jeg var god til.Jeg droppede engelsk om aftenen og samfundsfag og billedkunst.Så var der dansk og psykologi tilbage som var mine favoritter.Jeg satte alle sejl ind for at gå til eksamen i de fag.Jeg fik min veninde Irene til at komme hen til mig og øve med mig.Endvidere ringede lærerne fra skolen og sagde at jeg nok skulle klare det og en af dem tilbød mig endda privatundervisning hvis jeg havde behov for det.Men jeg takkede pænt nej.

 EKSAMEN OG DAGHOSPITALET E5
 
 På selve eksamensdagen i dansk var jeg rigtig dårlig og jeg fik min veninde til at køre mig derind i min fars bil.Jeg skulle op til mundtlig dansk.Alting kørte bare rundt i mit hovede og jeg kunne godt mærke at det her skulle jeg have holdt mig helt fra.Jeg trak eksamensspørgsmålet og af al magt pressede jeg al det syge væk fra min bevidsthed.Jeg brugte analyseskemaet som jeg havde kopieret fra min veninde og så begyndte jeg at skrive og mine tanker væltede bare ned på papiret.Da jeg kom ind til selve eksamen snakkede jeg bare fanden en vis øre af.Det gik bare derudaf.Jeg kom ud og ventede på bedømmelsen og jeg var glad og lettet da svaret var at jeg havde fået 9.Helt anderledes gik det med min psykologieksamen.Ikke fordi det gik dårligt men mere forløbet af den.Det var igen en dag med kaos i mit hovede og jeg burde være blevet væk men min stædighed sagde jo at jeg ville have den forbandede eksamen.Min veninde kørte mig igen derind og jeg gik hen og trak Margarat Mahlers objektrelationsteori.Lige præcis det emne som jeg overhovedet ikke havde lyst til at trække fordi jeg syntes det var det sværeste.Der var et spørgsmål der lød på hvilken betydning faderen havde for barnet og så var der en case jeg skulle analysere.Der sad jeg med alt hvad jeg vidste og kunne overhovedet ikke koncentrere mig endsige få noget ned på papir.Alting kværnede rundt.Jeg var som paralyseret.Jeg kiggede hele tiden på mit ur og jeg havde mest af alt lyst til at bryde ud i gråd.20 minutter var ikke lang tid og jeg ville bare gerne HJEM!Så gik døren op og min lærer kom ind.Modvilligt trak jeg mig tilbage."Ole"sagde jeg,"jeg tror jeg vil hjem".Men Ole lod mig ikke sådan gå.Blidt lagde han armen rundt om mine skuldre og sagde:"Nej,du skal ikke hjem,du kommer med mig".Jeg følte hvordan jeg nærmest blev trukket ind i eksamenslokalet og jeg væmmedes over det.Jeg satte mig i forsvarsposition på stolen.Parat til at løbe hvis det skulle blive for uudholdeligt.Så begyndte spørgsmålene og jeg kiggede på det papir hvor jeg faktisk ikke havde fået noget skrevet ned,ihvertfald ikke noget af betydning.Objektrelationsteorien kunne vi for så vidt godt springe op og falde ned over.Så jeg fik ikke sagt ret meget der.Hvilken betydning faderen havde for sit barn kunne jeg kun svare lidt på og casen havde jeg slet ikke kunnet analyseret.Men så begyndte de at spørge mig om alle de film vi havde set angående dyreforsøg og så gled svarene nærmest ud af min mund.Der var noget jeg kunne og som jeg havde husket!.Efter ca.20 minutter slap jeg ud og mens jeg ventede på resultatet var jeg overbevist om at jeg var dumpet.De automatiske negative tanker blev ved med at kværne i mit hovede.Du er dumpet,du er dumpet!Min veninde forsøgte at overbevise mig om at det var jeg ikke og med bange anelser gik jeg ind og fik resultatet at vide.Jeg havde fået 8!Jeg var jublendes lykkelig.Men med den eksamen var det ikke den sidste.Så kom den skriftlige danskeksamen.Det var med fornyet uro at jeg gik til den og igen med ringe koncentrationsevne.Da jeg fik hæftet med de seks forskellige opgaver og jeg begyndte at læse kunne jeg overhovedet ikke samle tankerne.Det var som om det bare rablede for mig.Da jeg havde siddet og forsøgt at samle tankerne i ½ time måtte jeg give op og jeg rejste mig og forlod salen.Jeg gik til den vagthavende lærer som fik fat i min dansklærer og sammen gik vi op på lærerværelset hvor jeg fortalte hende hvordan det stod til med mig.Hun trøstede mig og sagde at jeg altid kunne gå til sygeeksamen.Det var lige pt en ringe trøst for mig.Jeg ringede efter min far og han kom og hentede mig.Så var der ikke flere eksamener jeg ville gå til da jeg havde droppet billedkunst,samfundsfag og engelsk.
   Men jeg var fortsat meget syg og jeg gik til psykiateren hvor jeg fortalte at jeg havde været til eksamen.Han rystede bare på hovedet af mig.Da han ikke kunne stille mere op med mig henviste han mig til daghospitalet også kaldet E5 for psykisk syge mennesker.Der var tre grupper og jeg kom i blå gruppe som var for de depressive.Man skulle bruge sin tid på daghospitalet med forskellige aktiviteter som madindkøb til frokost,Idræt i sygehusets kælder,fællesmøder,gruppeterapi og kreative udfoldelser.Midt i al det med min sygdom var der også sket en anden ting.Jeg havde besluttet mig for at jeg kun ville være ven med min kæreste eller rettere.Det havde vi aftalt selvom det for mig er lidt mærkeligt hvordan man kan "aftale" sådan noget.Men det var som om at jeg ikke magtede at være kæreste når jeg havde det skidt.Men det med at være venner duede egentlig heller ikke for vi var stadigvæk så glade for hinanden at vi kyssede m.m så egentlig "bare"venner var vi ikke.Han kom også en dag og besøgte mig på daghospitalet og jeg var rigtig glad.Det betød virkelig meget for mig at han kom der.

ET KÆRESTEBRUD,NYT HJEM, ET RASK LIV OG ARBEJDE

   En dag da jeg kom hjem fra daghospitalet sagde min mor at min kæreste havde ringet til mig og jeg blev glad og ringede spændt op igen.Meget kort fortalt så havde han fundet en anden til en julefrokost og det var "bare" lige det han ringede for at fortælle.Først blev jeg lammet og derefter var jeg knust.Jeg cyklede straks hen til min veninde og fortalte hende det tomt og udtryksløst.Jeg fattede det simpelthen ikke.Her havde jeg troet at han ville være hos mig i last og brast men der tog jeg gruelig fejl.På daghospitalet fortalte jeg så nyheden og de gik meget op i at der kom andre til mig og det skulle jeg ikke tage så tungt.Men det var ikke nemt.Jeg mener vi havde næsten kendt hinanden i 2½ år.Det var ikke sådan lige at glemme.Men jeg var stadig syg og skulle nu koncentrere mig om at pleje mig selv.Da medicinen ikke rigtig hjalp på mig besluttede jeg i samråd med min kontaktperson at jeg skulle stoppe med at tage den for at se hvad der så ville ske.Det gjorde jeg og faktisk fik jeg det langsomt bedre og bedre for tilsidst at blive helt rask.Det var et mindre mirakel.Så gik det hele pludselig meget stærkt og jeg fik travlt med at komme videre i mit liv selvom min kontaktperson manede til besindighed.Via et møde med kommunen fik jeg mig installeret i en ungdomsbolig og det var fordi at det var nogen kommunen rådede over.Jeg husker med glæde på den dag da jeg flyttede ind på de 27 kvadratmeter.Det var småt men godt.Jeg fik nu arbejde via et vikarbureau og arbejdede lidt der og så blev jeg udskrevet fra daghospitalet.Det var dejligt at komme væk derfra og begynde på noget nyt.Jeg havde ikke arbejde i vikarbureauet ret længe og så stod jeg igen uden arbejde.Når jeg sad i min ensomhed om dagen begyndte tankerne også at vandre tilbage til dengang jeg kom sammen med min ex og jeg fældede en tåre.Nu hvor jeg var blevet rask kunne jeg rigtig mærke savnet af ham igen.Jeg havde godt nok elsket den mand.Jeg opsøgte den lokale børnehave og fik arbejde der sådan helt frivilligt.Det var ikke så meget et spørgsmål om penge men mere for bare at komme i gang.Endvidere hængte jeg forskellige barnepigeopslag op diverse steder hos købmænd.Der var én der responderede på min annonce og jeg tog til samtale.De ejede en restaurant i byen og de havde en pige på to år som de manglede én til at se efter når de arbejdede.Jeg skulle så passe den lille pige i et baglokale af restauranten.Jeg var hudløs ærlig og fortalte at jeg næsten lige var kommet ud fra E5 men det gjorde dem ikke det mindste.De kunne lide mig og jeg blev ansat.
  Nu havde jeg arbejde to steder så det gik faktisk forrygende godt.I børnehaven arbejdede jeg 20 timer om ugen men efter tre måneders forløb besluttede jeg mig for at holde.Det var ikke lige sagen at arbejde gratis.Så jeg helligede mig barnepigejobbet imens jeg begyndte at skrive ansøgninger til børnehaver som pædagogmedhjælper.Jeg ville have et rigtig job med løn.Men jeg fik afslag på afslag.Det gjorde mig imidlertid ikke så meget for bare det at jeg havde den lille pige at passe gjorde at jeg var glad for den måde mit liv var blevet på.På et tidspunkt kom jeg dog til to jobsamtaler men jeg fik dem ikke.Jeg søgte også ind på den pædagogiske grunduddannelse men der kom jeg heller ikke ind.Det var ren elendighed det hele.Så gik jeg på arbejdsformidlingen og tilmeldte mig deres pædagogmedhjælperkorps så jeg kunne komme ud diverse steder som vikar.Det var en mandag og om fredagen ringede de og sagde at de havde et job til mig i et fritidshjem.Jeg sagde straks ja.Jeg var fuld af energi og jeg havde ingen betænkeligheder ved det selvom det var større børn.Så jeg mødte op og det viste sig at noget af personalet var taget på ferie og at det personale der var tilbage skulle ordne praktiske ting så der var ca 20 børn der manglede underholdning.Jeg fandt på alle mulige ting såsom vinkeleg,spark til dåse,rundbold,fodbold og så lavede jeg armbånd med dem.Det var de helt vilde med og de sad på rad og række og lavede de her armbånd som jeg kunne huske hvordan skulle flettes helt tilbage fra mine håndarbejdstimer i folkeskolen.Det gik simpelthen forrygende.Jeg passede stadigvæk den lille pige i restauranten.Da jeg havde været fem dage i fritidshjemmet skulle jeg passe tvillingerne som jeg havde været ung pige i huset ved.Det skulle jeg i en uge fordi deres forældre skulle til Spanien.Inden jeg forlod fritidshjemmet to dage før tid havde jeg hilst på min venindes mor der arbejdede som økonoma i børnehaven der lå ved siden af fritidshjemmet.De to steder hørte sammen.Personalet blev gjort bekendt med at jeg kendte deres økonoma og selvfølgelig var de gået til hende for at forhøre sig om hvem jeg egentlig var da de ikke rigtig stolede på fem dages arbejdsindsats fra min side.Min venindes mor lagde selvfølgelig et godt ord ind for mig og da jeg kom hjem fra pasningen af tvillingerne lå der et brev i min postkasse at jeg skulle ringe til institutionen og derefter komme til samtale hos dem.Det gjorde jeg og det viste sig at de netop stod og manglede en pædagogmedhjælper på blå stue i 28,15 time.Det var lige noget for mig og jeg takkede pænt ja til stillingen og jeg var meget begejstret.Jeg følte mig nærmest headhuntet til jobbet.På kærlighedsfronten gik det så som så.Jeg havde oprettet en profil på en datingside og var begyndt at skrive med en sød fyr.

ET DATINGMØDE,X-KÆRESTEN VENDER TILBAGE ,KÆRESTEBRUD OG OPHØR MED JOB
 
  Da vi havde skrevet sammen i omkring fire måneder aftalte vi at vi skulle mødes.Han skulle komme herop fra kolding.Det gjorde han så og vi skulle mødes på Herning banegård.Jeg var meget spændt på mødet og da han kom viste det sig at han var meget pæn og jeg følte et eller andet.Da jeg så kom til at snakke med ham viste det sig også at han var meget rar at snakke med og faktisk ret intelligent.Vi tog i biografen hvor vi skulle se Ringenes herre.Det var i øvrigt ikke en film som jeg syntes var ret interessant men så kunne jeg da bruge tiden på at tænke på hvornår han mon ville tage min hånd eller kysse mig.gg.Det skete dog aldrig.I pausen stod vi lige og snakkede lidt og jeg blev endnu mere forelsket.Efter filmen tog vi på cafe hvor vi sad og snakkede lidt om hver vores liv og så kørte han mig hjem og var lige en smut indenfor for at se hvordan jeg boede.Det havde været en skøn aften!Efterfølgende tog jeg så toget til Kolding hvor vi mødtes og vi gik op gennem byen på strøgtur og derefter var vi en tur rundt om Alminde sø og så tog vi ind og købte ind til aftensmaden.Så kørte vi hjem til hans lille loftslejlighed og tilberedte maden som vi spiste ved et smukt dækket romantisk bord med levende lys og snakken gik lystigt.Dernæst så vi Pearl Harbour på video og den var enorm god.Alt imens jeg sad og ventede på hvornår han mon ville tage min hånd.Men vi sad bare der som to stivnede statuer og der skete ingenting.Efter filmen spurgte han mig om jeg ville blive der og sove men det syntes jeg var lidt for tidligt selvom jeg da bare kunne sove på sofaen.Men det ville jeg ikke.Jeg ville hjem og så kørte han mig til toget og der skiltes vi med et knus.Lidt over midnat var jeg tilbage i Herning og jeg cyklede hjem.Efterfølgende skrev han til mig at det hele nok var gået lidt for hurtigt og så gled det bare ud.Tænk at jeg havde været så tæt på at score noget der øjensynligt var godt og så blev det slet ikke til noget.Anden gang jeg var på date med én var det slet ikke noget.Det var også en jeg havde skrevet med i et stykke tid men han viste sig slet ikke at være noget for mig.At han så blev dybt fornærmet over det bagefter var så en hel anden sag.Han kunne slet ikke tåle en afvisning og skrev et brev hvor han bare svinede mig til selvom jeg havde afvist ham på en pæn måde.Mænd nogen gange!
  Nå men alt i alt gik det godt med mit liv som sådan jeg var dog stoppet med at være barnepige for den lille pige på restauranten.Der var simpelthen ikke tid til det og jeg var ved at køre ned psykisk over det for jeg skulle også passe mit job i børnehaven.Så jeg sagde fra hvilket var lidt svært for forældrene at forstå fordi de havde været så glade for mig.Det var også svært for mig at sige fra for jeg havde også været så glade for dem men life goes on og det gjorde mit liv også.I mellemtiden var min gamle kæreste ligesom begyndt at henvende sig til mig igen og jeg bed på krogen.Jeg havde jo stadigvæk uafsluttede følelser for ham selvom han havde svigtet mig så fælt da jeg var syg.Jeg vidste godt med min fornuft at det var forbi men jeg kunne ikke rigtig komme over ham følelsesmæssigt og fornuft og følelse er som sagt to forskellige ting.Men efter utallige tilnærmelser og deslige forsøg på at vinde min gunst gav jeg efter for følelserne og han blev min kæreste igen.Det gik også godt i begyndelsen men med arbejde og en klistrende kæreste som han også var og et stort behov for at være sammen var jeg tit udbrændt.jeg følte jeg ligesom skulle redde ham fra hans triste liv og være hans anker.Men det magtede jeg ikke.På et tidspunkt tog vi på en rejse til Paris og dernede var jeg bare så træt og udmattet over alt det vi skulle se og da jeg så havde et stort behov for at lægge mig og hvile men det blev ikke rigtig godtaget.Min kæreste gik sig en tur imens og da han så kom tilbage kom han med alle mulige bebrejdelser til at jeg havde lagt og hvilet mig og det var alt muligt med at det var han ikke kommet til Paris for at jeg skulle ligge der.Jeg prøvede at modargumentere med at det havde jeg bestemt heller ikke planlagt men det hjalp lige fedt og så begyndte han at jamre omkring hans dårlige skoletid hvor han havde følt sig alene og uden venner og det var præcis den samme følelse han havde haft da han nu gik nede på gaden for sig selv.Så det endte med at vi skændtes og stemningen blev meget dårlig imellem os og da jeg så lagde op til noget lir for ligesom at glatte stemningen ud.Ja,så afviste han det bare totalt og da var det at jeg indså at jeg måtte gøre en ende på det hele.På vej hjem i bussen var der også en kanon dårlig stemning imellem os og jeg forsøgte gentagne gange at smile og tage hans hånd.Men stemningen forblev nu dårlig resten af vejen hjem.Da vi kom hjem besluttede jeg mig for at slå op!Men det blev selvfølgelig også min beslutning alene for han lagde det hele over på mig og spurgte om vi ikke skulle komme sammen mere.Jeg sagde nej og så tog han en taxa hjem.Det blev enden på et ti måneder langt forhold med min ex og selvom det ikke var værd at græde snot over så gik jeg fuldstændig ned over det og den depression jeg i forvejen rendte noget rundt med forværredes og jeg blev mere syg.jeg kunne næsten ikke klare mit arbejde og kæmpede med livrem og seler for at fungere bare nogenlunde derhenne.Men jeg havde da en del sygedage.Men det gik da alligevel.Jeg blev der ihvertfald til det sidste og så skulle jeg på højskole.

HØJSKOLEOPHOLD OG DIAGNOSEN SKIZOTYPI

   Højskoleopholdet blev en noget blandet fornøjelse.Dels var jeg ofte træt og følte at jeg var i en anden verden og så var der meget stress på stedet i og med at der foregik meget og det hele gik i et hæsblæsende tempo.Jeg kom til at dele værelse med en Københavner og det var faktisk ret så berigende idet vi var meget
forskellige og kunne lære meget af hinandens forskelligheder.Hun havde rejst meget og jeg hørte mange historier fra de steder hvor hun havde været.Jeg havde oplevet meget angående kærligheden og det kunne jeg så fortælle om.Så ja vi gav hver især hinanden meget selvom vi var meget forskellige.Der var en del druk på højskolen og ja så var der mange alternative fester som jeg deltog i.Jeg følte dog på en måde at jeg var blevet lidt for gammel til alt det festeri men jeg deltog da.Men jeg var meget hjemme i weekenderne.Jeg havde simpelthen brug for at komme hjem og slappe af.Det var befriende at komme hjem og få sig hvilet.Jeg fik nogle venner på højskolen og jeg havde også nogle gode fag,både kreative og boglige.Men trætheden havde jeg med mig og det var meget irriterende.Jeg fravalgte derfor at tage med på en tur til Barcelona fordi jeg var bange for at jeg ikke kunne klare det.Jeg var simpelthen bange for at jeg ville være for træt og jeg vidste at der højst sandsynligt ville være meget festivas på turen og det kunne jeg ikke overskue at være en del af.Mens jeg gik på højskolen tog jeg kontakt til en kinesiolog som jeg havde tænkt mig at ville konsultere når jeg var hjemme og det gjorde jeg så.Hun kom frem til at der var sket noget i mit liv mens jeg var mellem 1-2 år der havde gjort at jeg havde det skidt den dag idag.Jeg tænkte meget på hvad det mon kunne være og det var jo også sådan at jeg var blevet opereret da jeg havde været i den alder.Jeg var blevet opereret første gang mod min skelen og efterfølgende blev jeg opereret mod mine flyveører.Så kinesiologi eller ej.Jeg troede faktisk lidt på det.Jeg kom også til en hypnotisør og tro det eller ej men han hypnotiserede mig faktisk sådan at det var umuligt for mig at åbne mine øjne da jeg selv ville det.Hvordan det så end kunne gå til det ved jeg ikke men sandt det var det og jeg følte en stor lettelse bagefter.Som om jeg var blevet løftet op og jeg havde ikke længere den samme angst som da jeg kom ind til ham.
   Men da højskoleopholdet var forbi kom jeg hjem og jeg tænkte straks at denne træthed ville jeg ikke blive ved med at slæbe rundt med.Så jeg gik til min læge som sagde at jeg bare var deprimeret men jeg var sikker på at det var mere end bare en depression så jeg insisterede selv på at blive undersøgt i distriktpsykiatrien.Jeg blev henvist dertil og en overlæge mødte mig med nogle spørgsmål som jeg svarede på og så sagde hun at jeg svarede forbi hende og så konkluderede hun at der var items til en skizotypisk lidelse.Herefter blev jeg undersøgt ved en psykolog hvor jeg kom igennem en psykologisk undersøgelse.Den tog en fem-seks timer at lave for psykologen skulle jo også lige lave et forinterview med mig.Men da han så havde lavet den gik der et par uger og så ringede han og sagde at jeg skulle komme ind til en samtale og det gjorde jeg så og der fik jeg at vide at jeg var skizotypisk.Jeg blev selvfølgelig både ked af det og lettet over at få det at vide.Lettet fordi det så forklarede mine døde følelser og isolationen og til tider angsten og trist fordi det nok kom til at betyde noget for min fremtid.Hvad jeg kunne blive til osv osv.Det satte mange tanker i gang.Jeg mener jeg var ikke døden nær men det kunne godt føles som om der var nogen der skar mit hjerte op.Overlægen kaldte mig til en samtale hvor jeg så fik at vide at jeg kunne lære at leve med min lidelse og at det plejede at glatte ud med årene.Men da jeg gik fik jeg at vide at jeg skulle komme igen om to år når jeg havde fået det godt.Det var en lidt underlig slutbemærkning syntes jeg.Hun gav mig en recept på 2 mg risperdal som er et antipsykotisk middel og så udskrev hun efexor som er antidepressivt medicin.Så det begyndte jeg at tage.De døde følelser gik ikke væk på det men jeg oplevede i løbet af et par uger at jeg kunne sove igen om natten.Jeg fik nemmere ved at falde i søvn.Men dermed var det også sagt.Jeg oplevede at blive mere træg i det.Mere sløv på en eller anden uforklarlig måde.Jeg gad ikke rigtig noget og lysten til at blive i sengen var stor.Da sommerferien kom flyttede jeg imidlertid i hus i Brande sammen med en god kammerat der skulle passe huset mens hans venner var på ferie.Der livede jeg lidt op og jeg gjorde rent og ryddede op.Passede katte og fugl.Jeg gjorde huset fint.Det trængte til en kærlig hånd.Jeg boede der i tre uger inden jeg flyttede hjem til mine forældre igen.

 NY LEJLIGHED OG ARBEJDSPRØVNING

   Så fik jeg efter at have boet hjemme ved mine forældre i ti måneder endelig en lejlighed i Herning og jeg flyttede ind.Men jeg var stadigvæk sløv og træt og orkede faktisk ikke engang at flytte mine ting så mine forældre hjalp mig meget med indflytningen.Jeg kontaktede derefter en sagsbehandler for et eller andet skulle jeg jo lave nu efter at jeg var flyttet ind.Jeg tog til et møde sammen med min kontaktperson i psykiatrien som jeg havde fået bevilliget.Det blev arrangeret sådan at jeg kunne komme i arbejdsprøvning på et ældrecenter med henblik på at finde ud af om hjemmeplejen evt kunne være noget for mig.Så jeg begyndte på ældrecentret men var egentlig ikke videre begejstret for at være der.Jeg følte bare at jeg skulle lave en masse lusede opgaver og der var ikke nogen som helst ros til mig eller noget.Men jeg hjalp bl.a en ældre dame der var blind og hun kom til at holde rigtig meget af mig så det var rigtig dejligt.Efter at jeg havde været der i et stykke tid kom min sagsbehandler til et møde hvor vi skulle drøfte hvordan det gik med mig.Vi sidder så sammen tre mand.Lederen,sagsbehandleren og jeg og så lige pludselig så siger lederen at nu kan jeg lige være sammen med sagsbehandleren alene.Lederen forlader rummet og jeg får så at vide af sagsbehandleren at jeg nogle gange var usoigneret når jeg mødte på arbejde.Jeg bliver noget paf men får ikke rigtig spurgt til hvad hun mener fordi jeg bliver så overvældet og efter mødet går jeg hjem og er bare rigtig ked af det.Jeg synes det var fair nok at få at vide men jeg synes ikke det var fair ikke at uddybe det nærmere og jeg forstod heller ikke hvorfor lederen ikke kunne fortælle mig det når det skulle være.Det var jo trods alt hende der havde bemærket det.Men jeg lå stadigvæk dvask,sløv og ugidelig i min seng.Jeg havde ikke lyst til noget andet end at sove og at arbejde på det ældrecenter var ihvertfald ikke noget jeg længere gad efter den melding om min renlighed.Men så sagde jeg til min kontaktperson at arbejdet på ældrecentret var for kedeligt og så blev det lavet sådan at jeg kunne komme med ud at køre i hjemmeplejen som en slags føl til en rigtig hjemmehjælper.Jeg kom med en rundt og det kunne jeg på en måde bedre lide men alligevel gik der ikke længe før jeg også stoppede med det og lederen i hjemmehjælpergruppen anbefalede mig at jeg ikke skulle arbejde med mennesker fordi det var alt for ressourcekrævende for mig.Jeg følte måske at det var lidt et nederlag for mig at få at vide fordi jeg altid havde regnet med at jeg skulle have noget at gøre med mennesker.Men selvom hun sagde det så søgte jeg alligevel ind på social og sundhedsskolen på hjemmehjælperuddannelsen og jeg blev også optaget.Men efter længere tids overvejelse sprang jeg fra.Længdes mere efter at komme til at passe børn.Så jeg meldte mig til som pædagogmedhjælpervikar ved arbejdsformidlingen og fik da også lidt arbejde men det var ikke meget.Resten af tiden brugte jeg på at ligge i min seng og drømme om bedre tider og jeg isolerede mig også en del fra mine veninder.Jeg følte virkelig ikke at medicinen hjalp mig specielt men der blev ikke taget initiativ til at ændre på den ved nogen af de samtaler jeg var til med kontaktpersoner.Jeg gik heller ikke selv ud fra at der skulle ændres på den.Jeg tror simpelthen jeg var for sløv til at tænke den tanke.Men jeg begyndte så i ren desperation at prøve at finde en måde hvorpå jeg kunne redde mig selv fra isolationen og mit elendige liv og jeg fandt så på den ide med at det hele nok skulle blive godt hvis bare jeg fandt en kæreste.
 
 NYT HJEM MED NY DYSSOCIAL KÆRESTE

  Jeg oprettede så en profil på tv 2´s teksttv på noget der hed knus og der gik ikke længe før min mobil blev kimet ned.Jeg tror jeg fik henved 30 henvendelser fra desperate ungersvende.Hvordan skulle jeg nu formå og vælge mellem dem?Jo jeg greb faktisk bare ud efter den første og den bedste som jeg syntes lød tiltalende.En der havde job,hus og bil.Vedkommende boede godt nok i Frederiks men det var jeg da ligeglad med.Så kunne jeg da bare flytte hvis det var det.Jeg aftalte at mødes med fyren og han dukkede herefter op i sin blå mercedes.Ja og så snakkede vi godt sammen og tog hjem til mig da jeg midlertid var hos mine forældre.Ja og så gik det slag i slag.Jeg kvikkede op og vi lavede en del ting sammen men da jeg var træt af den lejlighed jeg havde så sagde jeg den op efter at have kendt fyren i tre måneder og så flyttede jeg til Frederiks med alle mine ting.For tanken om hus med have var en meget fristende sag for mig.Det var et meget gammelt hus jeg flyttede ind i og der var en del der skulle gøres i stand men jeg elskede atmosfæren af gammelt og jeg nød at være kommet i et hus.Den første tid gik godt og jeg troede at jeg var forelsket til langt op over begge ører hvad jeg nok i virkeligheden ikke var.Det var vidst bare falsk indbildning.Men jeg hjalp med at male stuen og indrette den så den blev flot og det var herligt at kunne sætte sit præg på sine omgivelser.Dog begyndte jeg at lægge mærke til nogle ret aggressive tendenser han havde.Han bandede og svovlede meget når der var noget der ikke lige gik efter hans hovede hvis han skulle ordne noget ved en eller anden ting.Det bekymrede mig lidt men jeg slog det hen som noget der jo ikke gik ud over mig så det gik nok.Men det var ihvertfald træls at høre på.Jeg fik også kontakt med psykiatrien i Viborg amt da jeg nu var flyttet og jeg fik en sød kontaktperson ud der sagde at jeg da vidst skulle snakke med en psykiater angående det medicin jeg fik når det nu sløvede mig en del.Jeg havde fortsat ikke ret meget arbejde og da jeg endelig fik noget ja så var der en dag hvor jeg pjækkede fordi det var en hel uge og det kunne jeg ikke overskue.Jeg var sløv som bare pokker.
  Jeg kom så til en sød psykiater som straks kunne se at det var galt fat med den medicin jeg fik og han satte mig omgående ned i risperdal så jeg kun fik 1mg og så fik jeg noget mere antidepressivt.Noget der hed cymbalta.Der gik 14 dage og så syntes jeg at jeg kunne mærke ændringen i min tilstand.Men desværre var der inden da også sket nogle andre ændringer i mit liv.Jeg var med min kæreste på en tur til min søsters sommerhus og vi skulle se kattegatcentret.Jeg var ikke rigtig i humør til noget da jeg vågnede der om morgenen og jeg gad ikke rigtig med i kattegatcentret selvom jeg havde glædet mig til at komme i sommerhus hele ugen.Jeg havde ikke sovet så godt der om natten.Så sagde min kæreste bare mens vi var i sommerhuset at han ville køre en tur og så komme tilbage og hente mig lidt over middag.Det sagde jeg så at det kunne han bare gøre.Han kørte så og kom tilbage og hentede mig og vi kørte til kattegatcentret.Men da vi gik derinde teede jeg mig ikke rigtig syntes han fordi jeg snakkede om at jeg hellere ville dø fordi jeg ikke havde det ret godt.Det var selvfølgelig ikke så smart af mig at sige sådan men ikke desto mindre var det det jeg gjorde og så sagde han i bilen på vej tilbage at jeg teede mig som et andet pattebarn og at jeg eddermame skulle have en på bæret.Da blev jeg godt nok lidt bange for ham.Da vi kom tilbage til sommerhuset forlod han mig bare og tog til bal på en eller anden kro i nærheden sammen med nogle venner der boede ikke langt derfra.Så jeg sov helt alene i sommerhuset den nat og var faktisk meget ked af det hele og ikke mindst hans opførsel.Han kom så næste dag og hentede mig og da vi kom hjem var der en ret dårlig stemning og jeg tænkte meget på det han havde sagt men det var ikke sidste gang han truede med at ville slå mig.En anden gang hvor vi diskuterede sagde han til mig at jeg stod og lænede mig lige op og ned af en tandlægeregning.Da var jeg godt nok bange for at få en på kæben og jeg forlod huset.Tredie gang han truede med at slå mig sagde han at jeg simpelthen skulle ha.Han rejste sig fra sofaen og stod overfor mig mens jeg sad ned med en knyttet næve foran mit ansigt.Ha hvad?spurgte jeg.En opsang,svarede han.Der var også engang hvor han smadrede hans clockradio i arrigskab.Det var temmelig frygtindgydende og jeg måtte magtesløs se til at han gjorde det.Men efter at han havde truet mig de tre gange da var der noget der sagde mig at det var på tide at flytte for sådan en mand ville jeg ikke bo sammen med og jeg ville da slet ikke have børn med ham.Jeg begyndte i smug at kigge efter en anden lejlighed på min hjemegn og troede jeg kunne slippe heldigt fra det men så havde jeg været så dum at komme til at skrive i min kalender at jeg skulle ud og se på lejlighed og det opdagede han og da jeg kom hjem fra en gåtur eksploderede han og så tvang han mig over i banken for at jeg kunne hæve 1000 kr til ham som husleje for den tid jeg havde boet ved ham.Jeg sagde at han trængte til at komme til en psykolog for han var blevet slået som barn af sin far og der var nogle ting jeg kunne se måtte være årsagen til hans ret så aggressive væremåde.Men han ville ikke til en psykolog for dem troede han ikke på og forøvrigt så ville han bare pande dem en hvis han kom til en.Men nu skulle jeg altså bare flytte og det gjorde jeg så.Jeg tog hjem til mine forældre men han ringede på et tidspunkt og tiggede mig om at komme tilbage og det gjorde jeg så og vi fik snakket ud og det gik godt et stykke tid men så ville jeg ikke mere fordi jeg ikke havde glemt at han havde truet mig og jeg flyttede hjem permanent.Han var ikke til at hugge eller stikke i og han ville ikke modtage nogen hjælp mod hans aggressive adfærd.

MEDICINÆNDRING,NYT HJEM, NYT LIV OG NY KÆRESTE

 Da jeg kom hjem boede jeg hjemme ved mine forældre i et par måneder og så købte jeg et rækkehus som jeg flyttede ind i og fik derefter kontakt til socialpsykiatrien i den kommune jeg nu var flyttet til.Jeg havde fået det markant bedre på den ændrede og nye dosis medicin og ja mit humør steg efter at jeg endelig turde at flytte ind i mit rækkehus og komme til at bo alene igen.Men der kom jeg til at trives og jeg havde en fin lille terrasse at kunne gå ud på og det var ikke som der hvor jeg boede før hvor jeg boede på første sal uden nogen altan og hvor jeg ikke befandt mig så godt.Nej, det bedste for mig var at have fast jord under fødderne.Efter et par måneder gik jeg ind på en datingside der hed meetic og oprettede en profil der og sandelig om der ikke var en sød fyr der henvendte sig til mig.Det viste sig at han havde den samme lidelse som mig.Det var bare perfekt for nu skulle jeg ikke gå rundt i uvished længere angående om jeg nogensinde ville finde en kæreste der kunne forstå når jeg ikke havde det godt.Det havde jeg nu og han accepterede det fuldt ud og det var en lettelse for mig.Vi skrev sammen en måned og så besluttede jeg mig for at besøge ham.Ja,jeg ved ikke om det ligefrem var kærlighed ved første blik men det var ihvertfald en stærk fascination som ikke kan beskrives.Jeg fandt hurtigt ud af at denne fyr var kærlig,ærlig,klog,empatisk og sympatisk og frem for alt ikke voldelig.Nu følte jeg en ægte kærlighed og jeg svævede på en lyserød sky.Jeg forsøgte mig med at gå på pædagogseminariet men sprang hurtig fra igen.Der var for mange timer og for mange i klassen.Der var 47 i en klasse.Det kunne jeg ikke rumme.
  Senere kom jeg i en arbejdsprøvning i en børnehave med henblik på et fleksjob men der måtte jeg også give op fordi jeg var træt men hele tiden trods alt det jeg ikke kunne magte havde jeg denne vidunderlige kæreste der bare hver gang jeg var lidt nede over det jeg måtte opgive,ligefrem løftede mig op igen og ja kærligheden sejrede hver gang over alt det negative der måtte ligge og lure.Jeg var lykkelig og glad.Jeg opgav arbejdsprøvningen i børnehaven og nu skal jeg til at begynde på VUC hvor jeg skal have samfundsfag og historie og det er med henblik på måske at tage en helt anden uddannelse som ikke har noget med børn at gøre.Endvidere har jeg fundet mig et dejligt barnepigejob hvor børnene er søde og moderen ligeså.Så ja nu vender mit liv efter lang tids nedadgående spiral.Jeg er lykkelig og glad.Jeg har fundet manden i mit liv og fået troen tilbage på at jeg også har en lys og lykkelig fremtid i vente.

27.03.2006 - 12:24




                                                ÅR 2007 OG FREM

  Jeg har nu fundet manden i mit liv og passer børnene hos den private familie men jeg bliver igen skidt og forsøger at blive indlagt. Jeg ringer til moren og siger jeg ikke kan hente børnene fra børnehave og hun tager fri fra arbejde for at hente dem. Jeg hører efterfølgende ikke mere fra hende og jeg står nu uden nogen som helst indtægt igen igen. Jeg søger revalidering hos kommunen til at færdiggøre min HF men får at vide at når jeg går på HF så hører jeg ind under forrevalidering og skal leve af den ydelse jeg for nuværende er på hvilket vil sige ingenting da jeg ingen indtægt har. Jeg er nu ret så ked af det men giver ikke lige op og jeg går derfor på jobnet og finder et opslag hvor de søger en pædagogmedhjælpervikar i en børnehave og den søger jeg og kommer til samtale og er så heldig at jeg får den. De er endda så flinke i børnehaven at de tager højde for at jeg er ved at gøre en HF færdig og derfor tilpasser de timeantal og dage efter det. Jeg kan dog ikke helt leve af den løn jeg får der så jeg søger også om at blive aflastningsperson for en autistisk dreng hos en privat familie og det er jeg så heldig at jeg får. Det er 25 timer om måneden og jeg er rigtig glad for det. Nu har jeg et forsørgelsesgrundlag og kommunen kan egentlig rende mig et stykke. Hvilket fantastisk velfærdssamfund vi egentlig har hva? Det er godt nok sørgeligt at her kommer jeg og gerne vil fremad men bare får en kold skulder. Jeg går nu til den ene eksamen efter den anden og får middelkarakter i alle undtagen i tre fag. Jeg har min dejlige kæreste og jeg er i det hele taget godt kørende. Jeg kan på det tidspunkt takke den psykiater jeg går hos idet han kunne se da jeg kom hos ham at det stod skidt til og han gav mig borderlinediagnosen og tog mig af det antipsykotiske medicin så jeg fik frigivet noget mere energi men jeg fortsatte på det antidepressive. Jeg er nu på antidepressiv medicin af og til og husker ikke lige om jeg stadig er på det da det begynder at gå ned ad bakke igen men det formoder jeg. I år 2010 mangler jeg kun den store skriftlige opgave tilbage på HF så er jeg helt færdig med at tage min HF. Jeg får dog at vide lige pludselig at jeg ikke kan blive i børnehaven mere hvor jeg også arbejder i deres SFO fordi de skal skære ned og de har derfor ikke råd til at have mig. Samtidig er der også besparelser i aflastningstimer hos den autistiske dreng jeg passer. Jeg føler heller ikke jeg kan magte at passe ham mere pga min tilstand så jeg er også nødt til at stoppe der. Jeg føler virkelig jeg er nødt til at gøre et eller andet og jeg kan også mærke at jeg går rundt med sådan en dødhed i mine følelser og jeg aner ikke hvad det kommer af og jeg vil bare så gerne være helt rask så jeg går selv på nettet og finder et behandlingstilbud for borderlinepatienter og søger det og bliver optaget. Jeg er helt oppe at køre over at være blevet optaget i det her behandlingstilbud og jeg er bare så glad så glad for nu skal jeg være rask og til at have et dejligt liv. Men men men.... Det skal vise sig at blive en grum skæbne jeg går i møde pga mit valg. Et skæbnesvangert valg vil jeg kalde det.

  Jeg bliver som sagt optaget i det her tilbud og møder min individuelle terapeut som er en pæn og nydelig overlæge i 50 års alderen. Jeg skal gå i individuel terapi hos hende. Terapien hedder Dialektisk adfærdsterapi. Jeg føler der er god kemi omend mit førstehåndsindtryk af hende er at hun virker noget skrøbelig( som om hun har nogle problemer selv af en art) Men det slår jeg helt hen. Nu skal jeg bare være rask og til at have det rigtig godt igen. Det er det eneste jeg tænker på. Da jeg kommer til hende er jeg på antidepressiv medicin og vi begynder så småt at lave noget terapi sammen. Jeg føler hurtig jeg opnår en bedring og testresultaterne viser da også det samme da jeg får en lavet i april 2011. Her ser man tydeligt en forbedring af mine symptomer( der står mere om forløbet i bloggen den syge psykiatri) Men men men i april 2011 går det så meget ned ad bakke i forholdet til min kæreste at jeg beslutter mig for at afslutte forholdet. Nu oplever jeg pludselig en voldsom forværring af min tilstand som jeg i bakspejlet kan se må have været en adskillelsesdepression og jeg ryger nu på psykiatrisk afdeling og kommer på det skæbnesvangre præparat venlafaxin som bare får mig til at have det mere skidt. Så kører løbet bare derudad ( Se bloggen den syge psykiatri) Jeg får at vide min depression er opstået pga det er hårdt at møde folk i gruppen og se sine problemer i øjnene. Det korte af det lange er at jeg ikke bliver hørt da jeg siger jeg ik tåler medicinen og overlægen fortsætter medicineringen af mig som om hun bare er fuldstændig ligeglad. Det går nu meget op og ned i forholdet til min terapeut idet jeg selvfølgelig føler mig meget svigtet af hende og jeg indser først alt for sent at hun i virkeligheden selv må fejle et eller andet sådan som hun kører rundt med mig og siger et for derefter at skifte mening gangen efter. Heldigvis når jeg i 2011 at få min HF eksamen og jeg er rigtig glad den dag jeg får min studenterhue men jeg er også på venlafaxin og har det ikke alt for godt. Jeg har selvmordstanker og tanker om at dræbe mine forældre i ti måneder imens jeg er på medicinen. Jeg bliver ekstremt paranoid og utrolig angst imens jeg er på den. Dog så viser de test de laver på mig i terapien at jeg har fået det bedre men det er sikkert nogle helt andre symptomer som jeg ikke har for overordnet har jeg det ad HELVEDES til. (læs bloggen den SYGE psykiatri) Jeg forledes dog til at tro at selvom jeg faktisk har det skidt så går det fremad idet jeg jo på nogle punkter føler jeg har det bedre. Lidt svært at forklare for man skal have prøvet det selv for at forstå det. Men så manipulerende er psykiatrien at de kan bilde en alt mulig ind og man hopper på det fordi man er desperat for at finde de lyspunkter der trods alt er.August 2012 indberetter jeg bivirkningerne selv til lægemiddelstyrelsen idet min behandler nægter at gøre det. Damen fra lægemiddelstyrelsen bekræftiger at det lyder sandsynligt at det er medicinen der giver mig de her symptomer. Det hele kulminerer i oktober 2012 hvor jeg simpelthen får nok af min behandler og stopper før tid. Jeg ville være færdig sommeren 2013.

  Jeg oplever nu desværre også at min kontaktperson i socialpsykiatrien begynder at vende mig ryggen. Hun reagerer negativt på min adfærd i forbindelse med den udtrapningsdepression jeg oplever og som jeg kæmper så voldsom med. Jeg bliver meget følsom overfor folks udtalelser og oplever depression, angst og paranoia i voldsom udstrækning. Jeg har en kontaktperson der i den grad ikke kan klare min ændrede personlighed og at jeg nu har sagt fra overfor en "kollega" til hende er nok mere end hun lige kan klare. Jeg er god nok så længe jeg kan lide dem i psykiatrien men når jeg så siger fra så ser min kontaktperson sig sur på mig. Jeg føler hun gerne vil opdrage på mig og siger jeg ikke kan være bekendt at blive vred hjemme hos mine forældre og at hvis jeg kommer på bosted så vil jeg få det nemt med maden serveret og alt muligt og da jeg ikke rigtig magter at gøre det hun siger så får jeg at vide at "nu har du vist mistet fokus". Ak ja råddenskab alle vegne. Lige fra behandlingspsykiatrien til socialpsykiatrien. De holder alle med hinanden og den psykiatriske patient er problemet og ihvertfald taberen i sidste ende. Kan det snart blive meget værre? Jeg har ihvertfald mistet tilliden til min kontaktperson for hun var ih og åh så god ved mig da jeg begyndte i terapien og nu er jeg ikke andet end en besværlig bruger af værestedet. Hun sagde ellers til mig da jeg begyndte i terapien at hun havde så ondt af borderlinepatienter og den måde de blev behandlet på på psykiatriske afdelinger at hun havde skrevet et digt om det. Jeg faldt lige til patten der og troede jeg havde en der holdt med mig i last og brast. Også hvis jeg droppede ud af terapien fordi jeg ikke kunne bruge den. Men ja en ulv i fåreklæder viste hun sig at være. Moral er godt men dobbeltmoral er dobbelt så godt. Hun skal vist ikke kaste med sten når hun selv bor i glashus. Så meget for at være på min side.

 Henover nytår 2012/2013 lader jeg mig indlægge på psykiatrisk afdeling for nu er min udtrapningsdepression så voldsom at jeg ikke kan klare det mere. Jeg er nu der i det meste af en måned. Men jeg har det mildt sagt ganske forfærdeligt og det hjælper ikke en pind på de symptomer jeg har men det giver mig en tryghed og et sted at holde det ud i. Jeg føler mig meget autistisk og helt inde i min egen verden og jeg bliver voldsom stresset af det pressede dagsprogram der er der selvom jeg må indrømme det også er godt for mig med noget struktur. Men jeg har læst mig til at man ikke må blive stresset når man har en udtrapningsdepression fordi det forværrer symptomerne. Utroligt jeg klarer det derinde. Jeg taler med en overlæge der og forklarer om udtrapningsdepression og hjerneskader af medicinen men hun tror ikke på en pind af det og hun bladrer kun skødesløst mine papirer igennem. HUN ER FULDSTÆNDIG LIGEGLAD med mine lidelser dybest set. Det er HELT tydeligt. Hun foreslår mig endda at få venlafaxin igen for den dødhed jeg føler nu og det til trods for at det jo var selv samme medicin der gjorde mig så syg. Der er også noteret i min journal at jeg ikke tåler den medicin men det har hun nok lige glemt at læse eller også tænker hun kun på de penge hun kan tjene på mig. Hun er ihvertfald hurtig ved receptblokken med at skrive det ud til mig og så nogle sovepiller. Jeg lader hende gøre det idet sovemedicinen må jeg tilstå har jeg brug for med de søvnproblemer jeg har nu.

  Der er heldigvis nogle sygeplejersker der vil lytte til mine lidelser og gøre deres bedste for at forstå mig. De lader mig også sladre til mine medpatienter om hvor farlig medicinen er uden at de griber ind. Men de holder meget øje med mig og dog undrer det mig at de lader mig snakke så meget om det uden de stopper mig. Måske ved de at jeg har ret og at deres dage i psykiatrien er talte. Jeg har et avisudklip med fra ekstra bladet som jeg optræder i i en artikel omkring hvor afhængig man bliver af medicinen. Den viser jeg en af mine medpatienter. Ellers tager den ene dag den anden der og jeg har det så skidt at jeg ligger og græder under dynen en aften og min kontaktperson Anette forsøger at trøste mig så godt hun kan. En dejlig omsorgsfuld sygeplejerske er hun. Hun siger bl.a til mig at det må være forfærdeligt at ligge inde med den viden jeg har helt alene og at der ikke er nogen der så kan hjælpe en ud fra det. Hun kommer med et link til mooji der findes på you tube som omhandler noget om at acceptere nuet som man har det. Hun udskriver også en seddel til mig om historien om de to ulve. Hun har virkelig sympati for det jeg gennemgår og hun forsøger at trøste mig alt det hun kan og lindre mine pinsler. Jeg er meget taknemlig taget i betragtning af hvor meget jeg skældte hende ud i starten og en af hendes kollegaer også. Mine ophold på psyk kan jeg kun kigge tilbage på med glæde over at der trods alt var nogle sygeplejersker der forsøgte at hjælpe mig så godt som muligt. Min udtrapningsdepression er imidlertid ikke overstået men fortsætter og jeg har lige været indlagt igen i to dage og blev nærmest smidt ud fordi jeg ikke ville have medicin. Jeg fik at vide at: "Når du ikke vil have medicin så kan vi ikke hjælpe dig" Jeg forsøgte desperat at forklare at jeg ikke kunne klare mig derhjemme fordi udtrapningsdepression gør sådan at jeg fungerer som en grøntsag og at jeg ikke havde nok i hjælpen fra mine bostøtter. Men lægen mente jeg skulle være taknemlig for tre timers bostøtte om ugen for der var nogen der slet ingen hjælp havde. Jeg sagde at det kunne jeg ikke bruge til noget og jeg tryglede og bad om at måtte blive der for at blive aflastet men han var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg har dog desperat brug for omsorg i den sårbare situation jeg sidder i og har overhovedet ikke brug for at føle mig ensom oveni.Jeg har også desperat brug for at blive maksimalt aflastet i forhold til de daglige opgaver. Lægen sagde også det handlede om ansvar og jeg sagde derefter at han ikke skulle lære mig om at tage ansvar for det kunne jeg udmærket tage når jeg havde det godt men at jeg mente psykiatrien skulle til at tage ansvar for det som de forårsagede overfor folk.Jeg spurgte ham om han overhovedet vidste hvor meget medicinen skadede mennesker og at det gav hjerneskader og kronisk psykisk sygdom. Jeg kan blive så forarget over at først så ødelægger de en med medicinen og så vil de ikke samle op på en igen. HALLLOOOOO hvad er det lige der sker i Danmark?  På tirsdag skal jeg udreddes hos en psykolog for nu er de i tvivl om om jeg overhovedet lider af borderline eller om det er noget andet. Ja bare de kan finde ud af det.En udtrapningsdepression kan blive ved i to år og det holder jeg altså ikke ud så jeg har valget imellem at tage mit liv nu, spise pillerne igen eller søge en form for hjælp for ikke at falde tilbage på medicinen. Så jeg søger et bosted og en førtidspension og for at få de her ting igennem har jeg hyret en privat socialrådgiver til at hjælpe mig. Længe leve "velfærdsdanmark", sundhedsustyrligheden og psykiatrien der er mestre i at ødelægge folk og skabe livstidskunder fordi de ikke er andet end en udløber af nazismen idet de første hjerneksperimenter med skadelig psykofarmaka blev udført på jøderne i koncentrationslejrene.

  Jeg kan nu bare vente på at jeg får den rette hjælp idet jeg ikke fungerer mere pga psykofarmakaen har ødelagt mig. Jeg har fået lavet en MR scanning af min hjerne der ikke viste noget men for at være helt sikker på at der ikke er skader så mangler jeg at få lavet en PET scanning eller en blodprøve af en af de kirtler i hjernen som psykofarmaka går efter. Nemlig pinealkirtlen, hypothalamus eller hypofysen. Jeg orker dog ikke lige at kæmpe den kamp igennem så jeg venter til efter høringen i maj hvor folk forhåbentlig kan få erstatninger for de skader de er blevet påført i psykiatrien og hurtig adgang til de her scanninger og blodprøver. Jeg tænker dog det er ganske forfærdeligt det der foregår og jeg havde dog aldrig troet jeg ville blive så invalideret af at blive "behandlet" i psykiatrien. En kæmpe illusion og bedrag er det og en kæmpe skandale. Der er dog ingen der lytter til en psykisk syg.
Jeg glæder mig til høringen d.3 maj hvor jeg skal vidne på Christiansborg om hvordan jeg blev ødelagt af psykofarmaka. Jeg begræder hver dag at jeg nogensinde og i så mange år fortsatte med at tage medicin og at jeg ikke vidste dengang hvad medicinen forårsagede over tid og at jeg først i 2012 skulle støde på en gruppe på nettet der fortalte om psykofarmaka og skadevirkningerne deraf. Der gik der et lys op for mig og den grumme sandhed ramte mig som et lyn. Hvordan jeg har været offer for et kæmpe svigt i at blive udsat for psykofarmaka. Havde jeg dog bare vidst det da jeg som 17 årig spiste den første "lykkepille".
 Jeg har nu efterfølgende fået at vide at jeg overhovedet aldrig har haft nogle af de diagnoser som psykiatrien i så mange år har givet mig og at alt den deraf følgende medicin skulle jeg aldrig nogensinde have haft. Jeg er nemlig blevet konstateret som indehaver af en autismediagnose som er asperger syndrom og at medicinere mig i den grad som psykiatrien har gjort er direkte en katastrofe. Men heldigvis så laver min psykolog nu et kæmpe benarbejde med en status for at forklare kommunen hvad det er for en hjælp jeg har brug for. Jeg håber virkelig at jeg kommer et sted hen hvor de har ekspertforstand på autisme og i særdeleshed asperger så jeg kan få den rigtige eksperthjælp. Det er sandelig også på tide idet jeg har levet med det her i 34 år og en udviklingsforstyrrelse er det jo og den har jeg aldrig fået hjælp til udvikling af!!!!



Følgende medicin har jeg fået:
 Antipsykotisk:

 Risperdal:2 mg.Et antipsykotisk middel der virker mod tankemylder og derved søvnbesværet.Det samler tankerne og man får lettere ved at falde i søvn.
     Mine bivirkninger: Vægtøgning og ukontrollerbar ædetrang.Ved forhøjet dosis bliver jeg sløv og fjerner mig fra den virkelige verden.Initiativløs og så isolerer jeg mig ved at gå i seng og udelukker al kontakt omkring mig.
Jeg har endvidere prøvet følgende præparater med større eller mindre effekt alt efter hvor jeg var henne i mit sygdomsforløb:

Truxal: Et ældre præparat som jeg kun tåler i meget lave doser som 15 mg eller mindre og det sløver mig dagen efter og jeg får mundtørhed af det når jeg tager det over flere dage sammenhængende.

Seroquel: 25 mg. Jeg prøvede det en gang og jeg sov godt nok på det men dagen efter var jeg  helt skæv af det. Det var rædselsfuldt.

Abilify(ret nyt,kom frem i 2004) Det har en noget opkvikkende virkning der for nogen mennesker er godt men for andre ikke.Ved nogen mennesker kan den opkvikkende virkning forårsage psykoser.Medicinen gav mig den bivirkning at jeg ikke kunne sove.Det gjorde mig høj og ude af stand til at falde i søvn.

Antidepressiva:Aurorix, Zoloft,remeron,cipramil,efexor og noritren. Jeg vil sige at noget af medicinen hjalp og andet gjorde ikke.Det værste jeg oplevede var en kombination af cipramil og noritren.Bivirkningerne da var mundtørhed,vægtøgning og forstoppelse og jeg var en zombie pga den dosis jeg fik.
Cymbalta:60 mg.Et antidepressivt middel der virker godt mod nedtryktheden og uoverkommelighedsfølelsen.
Mine bivirkninger: Vægtøgning,forøget svedtendens og akne ved en dosis på 90 mg.
Venlafaxin: Virkede overhovedet ikke men gav mig øget angst, depression, paranoia, selvmordstanker dagligt og tanker om at dræbe mine forældre. Jeg led så uhyggeligt meget.Jeg havde massive fysiske bivirkninger også som hævede ben, oppustet mave, ødelæggelse af maven så jeg nu har irritabel tyktarm, mundtørhed med deraf huller i tænderne, kramper i benene efter ophør.
Valdoxan: Det nyeste antidepressiva på markedet som ikke virker en pind men har heldigvis heller ikke nogen bivirkninger rigtigt.

Beroligende og sovemedicin: Ozepam,imovane,stilnoct og imozop. Det meste sovemedicin jeg har fået kan jeg ikke tåle.Jeg får kraftig hangover dagen efter og beroligende medicin lever også op til navnet med det samme.Det gør mig ihvertfald roligere og får mig til at slappe af.Jeg er meget medicinfølsom.Et eksempel på det kunne være at give mig truxal på laveste dosis 15 mg og så tage en tabletdeler og dele en ny tablet på 15 mg i fire dele og så lægge det sammen.Det er svært at finde grænsen.Men for meget af det forvandler mig til en zombie.Imozop er dog den jeg tåler bedst idet det er en indslumringspille som virker i nogle timer men efterfølgende kan man vågne igen efter virkningen er aftaget.