Et digt om mig og sygstemet.

Jeg har en sygdom i sindet der piner mig hver dag
politikerne sidder på deres bag
griner af mig der ingen ydelse får
og skal kæmpe imod de ringe kår

 Engang jeg kunne mere end nu
arbejdede i det omfang jeg ku
men så blev det værre
og stadig ville jeg ikke lære
at lytte til mit sind
men sygdommen åd sig ind

 Jeg lider af dissociation
 angst og depression
det står ikke til diskussion
 flade følelser og tomhed
 som gør mig så ked

 Nu er jeg endt i terapi
 det kan jeg rigtig godt li
jeg tror det vil hjælpe mig
rigtig godt på vej
men det værste af alt
er det jeg ikke får fortalt

systemet kører mig mere ned
for de vil ikke være ved
at jeg har ret til forsørgelsesgrundlag
jeg er et menneske og ikke en sag

Jeg græder hver aften over den skæbne jeg har
og føler mig holdt for nar
straffet er jeg som en kriminel
men jeg har ikke valgt det selv

jeg har kæmpet som en gal
for at være normal
men jeg vil altid have et skrøbeligt sind
og kommunen fatter ikke en pind

hvornår får jeg penge og fred
så jeg kan bruge mine sidste ressoucer et sted
det ender med førtidspension
og det står ikke til diskussion!!!!!