tirsdag den 21. april 2015

FASTLÅST SORG

År 2000 var et forfærdeligt år
Jeg husker det som var det igår
Den var med mig temmelig gal
så jeg endte på psykiatrisk daghospital
Men der slog de mig næsten ihjel
Jeg overlevede og blev helt mig selv
Jeg blev en sprudlende livsglad pige
Flyttede hjemmefra og fik mit eget kongerige
Jeg elskede mit liv
og alt hvad jeg lavede
som tidsfordriv
Fik arbejde med børn
og jeg ELSKEDE den tørn.

Psykiatrien indhentede mig igen.
Over flere år blev jeg voldtaget af den
Jeg blev fejlmedicineret
og af skader er jeg
idag voldsom generet.
Jeg blev fyret fra et job
og fra et andet sagde jeg op
Jeg slog op med en kæreste
men 20 indlæggelser var det værste
Så fik min far alzheimers demens
Mor flyttede fra gården
og hele min trygge eksistens
blev hevet væk under mig.
Fra mit hus jeg rejste min vej.
Nu var jeg pludselig stemplet autist
Men den diagnose gjorde mig bare trist
Psykiatrien sendte mig på et hjem
Jeg følte mig her som en der var slem.

Deres diagnoser er helt til grin
sandheden er grum
men jeg er ikke dum
for jeg ved jeg er skadet af medicin
Jeg kæmper hver eneste dag
Det er min helt egen sag
Men jeg bærer faktisk nag
Stress jeg ikke tåler
Et funktionsniveau de måler
som er helt i bund
fortabt i sorgens stund
Jeg er ikke mer tilstede
føler nærmest ingen glæde
føler mig ensom selv blandt andre
til mit hjem der vil jeg vandre.

I min bil jeg kører afsted
Mit hjem er væk og jeg søger fred
Jeg indser pludselig et sekundt
at jeg ikke kan flygte
fra følelser der gør ondt
Jeg græder hos min mor
men hun kan ikke hjælpe spor
Ingen kan hjælpe mig
på selverkendelsens vej.

Hvorfor slog de mig ikke ihjel
spørger jeg hele tiden mig selv
Jeg var forsøgsdyr og offer
der endte på psykiatriske stoffer.
Vil gerne sove væk fra smerten
Den følger mig i al min færden
Jeg tænker ofte på døden
den er min udvej i nøden
Jeg kæmper hver eneste dag
sorgen er min egen sag
Fastlåst i mit eget liv
uden fremtidsperspektiv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar