ANN OG PSYKIATRIEN

Første gang jeg mødte dig
på min sorte og forvirrede vej
tænkte jeg du var lidt sær.
Du var hverken GLAD eller TVÆR
men fuldstændig på det jævne
Jeg havde intet godt at nævne
da jeg fortalte om dig
Du var utydelig for mig
Tavs og uden mange ord
Jeg fattede ikke spor.

Ingen tillid havde jeg
Jeg var IKKE glad for dig
Du er sikkert som de andre
og forevigt vil jeg vandre
rundt på denne måde
Det var en KÆMPE gåde
hvordan du kunne give
og holde mig i live.

Pludselig du ændrede dig
og viste et andet jeg
Du talte en hel masse
Jeg tænkte
om det ku passe
Du virkelig ville mig
på min mudrede vej.
Hver gang ord kom fra din mund
Jeg tvivlede på dig et sekund
havde øjne for dit blik
tiden bare gik og gik
tilsidst jeg tillid fik.
Hvor er du egentlig sød
med en rigtig dejlig glød.

 En dag jeg gik amok
jeg havde fået nok
Hadede helt mig selv
ville bare slås ihjel.
Jeg var så skidt
og det gik så vidt
at jeg opfandt en psykose
der passede som
fod i hose
i psykologens tankegang.
Jeg ville indlægges på tvang.
I psykiatriens skærmede del
jeg følte mig mere hel
Mine symptomer blev
dæmpet ned
og jeg fik "pause"
og lidt fred.

 Jeg kunne IKKE holde ud
Nu måtte døden sende bud
Jeg flygtede fra dit rum
Du var bare rigtig dum
Det blev en længere tur
men jeg spillede
spillet med bravour.
Gennem byens gade
Sikke en ballade
Jeg var IKKE
mer den glade.
Du var lige efter mig
og med voldsom STOR ståhej
Jeg FANGET blev igen
og til E4 slæbt hen.
Nu var jeg her på tvang
for allerførste gang
Men jeg følte ubevidst
psykiatrien ville
MIG
TILSIDST!

Undskyld for min ambivalens
sådan tænker jeg imens
jeg går i den
lukkede have.
Du er på
dit kontor
i gang med
noget at lave.
Jeg vinker op til dig
vinker du tilbage til mig?
Dejligt tænker jeg
da du vinker
ned til mig
Hun er ikke vred
fordi jeg stak afsted

Senere har jeg erfaret
at psykiatrien
har mig bedraget.
At min psykolog
ikke var rigtig klog
og løj en hel masse
og ka det virkelig passe
at man i nøden
stadig ser gløden
i fjenden
der anses
som
vennen?

Det er psykiatriens bedrageri
og sker nok kun i det regi
Men jeg faldt pladask
for alt den hjernevask
Jeg lod min tillid
stå for fald
som hesten der
entrer den brændende
stald
igen og igen.
Psykiatrien magi
og pineri
vil engang være forbi

Men det er som med sønnen
hvor bank fra far er lønnen
Han elsker jo stadig far
fordi han også er rar.
Den afhængighed
er svær at få bugt
med
Det kendte og stygge
er det eneste trygge
Man ved det man har
selvom man holdes
for nar
Det ukendte
man kan
vente
er meget værre
og det virkelig svære
at bære.

Men selvom du løj for mig
og var virkelig fej
over for mig
så tror jeg stadig
godt om dig.
Du er ikke bare ond
men"kun"af følgende
grund:
Hjernevasket er dit sind
af psykiatriens tankespind
Du tror selv på magien
og tryllerien
Så ligesom jeg
på min mørke vej
er du selv et offer
der ender på
kemiske stoffer
når din maske falder
og
fortrængningen kalder
fra dit dybeste indre
og intet mindre.