KATRINE OG PSYKIATRIEN

Det dejligste smil
et kortvarigt hvil
det giver du mig
på din travle vej.
For din atmosfære
vækker det nære
i en omsorg så varm
midt i verdens larm.

Du er ALTID den samme
og kan ALTID ramme
mit dybeste indre
og intet mindre.
Du mærker min smerte
og mit bankende hjerte
elsker din balance
og den kæmpe chance,
du giver mig
uden ståhej
for at dele min viden.
Du spilder aldrig tiden.
Sådan føler jeg
du tænker om mig.

Jeg elsker det stabile.
Hos dig kan man hvile.
Vil give dig 1000 knus
og mærke den rus
det giver mig
på min sorte vej.
Jeg stoler på dig
for du viser mig
at du ALDRIG svigter
selv når livet forpligter.
Det liv jeg ikke forstår
og hvor jeg intet formår
i løbet af en dag.
Jeg føler mig svag.
Sat bag af dansen
kortvarigt i glansen
af det NORMALE
Ender hos DIG
og de gale
For dig er jeg ikke sær
men menneske og noget VÆRD.

Jeg "HADER" psykiatrien
kan ikke finde melodien.
Prøver alligevel
Måske jeg med held
kan glemme alle år
med piller og dårlige kår.
Men en aspergerdiagnose
passer som fod i hose
og personer som Katrine
får mig til at grine.
Hun gør nag og bitter mine
meget mindre
forstår at lindre.
Selv når ALT ser sortest ud
og DU også står for skud
ved jeg ubevidst
psykiatrien
VIL
MIG
tilsidst!